Det forbandede valg
10 kommentarerEn række amerikanske film muntrer sig over temaet: Hvad nu, hvis man havde sagt A i stedet for B? Hvad nu, hvis man var kommet for sent til toget, havde sagt nej til ungdomskæresten eller ja til et sidespring? Livet kunne have artet sig på en helt andet måde, og det kan jo altid være besnærende at ofre en tanke. Ikke mindst, når det bare er film.
Men for Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokratiet er det virkeligheden, der truer forude, når partiet om kort tid skal træffe et afgørende valg: Ja eller nej til et indgreb i storkonflikten. Svaret på det spørgsmål kan meget vel afstikke kursen for partiet frem til næste valg.
Skal partiet sige nej til et indgreb og dermed lægge sig pÃ¥ linje med Villy Søvndal og SF eller følge traditionen og stemme ja, fordi det gør ansvarlige partier med regeringsambitioner? Meget tyder pÃ¥, at der er regulær tvivl hos mange folketingsmedlemmer og reel uenighed blandt folketingsgruppens medlemmer. Det er ogsÃ¥ et ubehageligt valg, der skal træffes og uanset, hvad det ender med, er det “damned if I do, damned if I don’t”.
Argumenter for et nej: Kannibalen Villy har ædt socialdemokratiske vælgere de seneste måneder. Al snak om, at SF kunne retfærdiggøre blodbadet med, at der også blev hevet stemmer ind over midten fra Dansk Folkeparti, er der indtil videre intet, der tyder på er tilfældet. I en stor undersøgelse i Ugebrevet Mandag Morgen i sidste uge lavet af Synovate i samarbejde med professor Jørgen Goul Andersen og på baggrund af svar fra 14.923 repræsentativt udvalgte danskere, så er der ingen nævneværdig bevægelse over midten til SF. Der er derimod en pipeline fra S, hvor der flyder en jævn strøm af offentlige ansatte, som har gjort de to partier næsten lige store. Det er lige præcis dem, der strejker i disse dage. Det er lige præcis dem, S gerne vil have tilbage. Og det er lige præcis dem, S for alvor skal blive venner med igen. Et niveau på 20 pct. i meningsmålingerne er ikke holdbart for S-ledelsen på bare mellemlang sigt. Den eneste måde at få dem tilbage på er at vise solidaritet med dem og mindske kanten til SF.
Argumenter for et ja: Det nytter ikke noget at lægge sig ud med store dele af den etablerede fagbevægelse og store dele af de lønmodtagere, som har accepteret en lønramme pÃ¥ 12,8 pct. Hvis de ikke føler, at S er med dem, sÃ¥ kan de finde pÃ¥ hvad som helst. MÃ¥ske er der ikke sÃ¥ mange “blÃ¥ socialdemokrater” tilbage i partiet, men dem der i øjeblikket holder Anders Fogh ved magten skal trækkes tilbage pÃ¥ et tidspunkt. Kun ved at holde den midtersøgende og ansvarlige kurs er det muligt. Og: Der bliver et farligt hus med Magrethe Vestager og Det Radikale Venstre, hvis S siger nej.
På den korte bane kan der argumenteres for at stemme S-nej til et indgreb. På den mellemlange bane kan der argumenteres for et S-ja. Spørgsmålet er, hvor lang en bane, Helle Thorning-Schmidt kan tillade sig at spille på med den nuværende krise. I en noget dristig analyse forleden, argumenterer Politikens Peter Mogensen for, at S ender med at sige nej. Meget afhænger af den folkelige stemning omkring konflikten den kommende uges tid. Jeg drister mig alligevel til at tro på, at det ender med et ja fra Socialdemokraterne. Vejen ud for S er ikke at ligne SF. Det er at være noget andet end SF.
10 kommentarer RSS feed
For mig er der ingen tvivl om, at S vil tage beslutninger som et ansvarligt parti helt uafhængigt af SF og de radikale. Løsningen er jo meget ligetil og har i virkeligheden ikke noget med S at gøre i det hele taget. Hvis der allerede nu skulle være røster fremme om indgreb vil de naturligvis sige nej. Begynder konflikten at trække ud og tÃ¥rerne i øjenkrogene hos de ramte ældre bliver lidt mere synlige, vil de sige ja til et indgreb. Jeg synes ikke det er et særligt forhold, der gør sig gældende for S ud over, at de konstant er i pressens søgelys p.g.a. de vigende tal for vælgertilslutning – der sikkert vil ændre sig, hvis S fastholder sin nye profil uden hensyn til SF og de radikale.
[...] Mogensen says “won’t“, Niels Krause-Kjær says, well, “Ought to” (support an intervention in the health care workers’ strike, that [...]
Du har ret i Krause at Peter Mogensen var meget dristig. Det var faktisk rent gætværk uden argumenter.
Peter har et alvorligt problem omkring kommentarer om Socialdemokratiets krise. Han var selv dybt involveret i den proces som krisen er et opgør med. Han var med til at rådgive til fordel for monetarismen som man i dag overalt i Europa er på vild flugt væk fra.
Jeg er ikke enig med dig i at SF er problemet. Det er Pia Kjærsgaard. FOA er en del af ‘blue collar’ segmentet – og det er langt sværere at fÃ¥ folk tilbage derfra. Trods alt fortæller erfaring at SFs højdeflyvning næppe er holdbar over tid. SF er vel mere et moralsk problem. Pia Kjærsgaard er derimod et spørgsmÃ¥l om magten.
Helle Thornings opgave er at skabe en alliance med Pia Kjærsgaard eller at ødelægge dem.
Ellers kan man ikke tælle til 90 – og det er jo hvad Thorning er ansat til at kunne.
Det er jo A eller B i mange af livets facetter. Hvis Helle gør én ting, så har hun medierne på nakken, gør hun noget andet, så er de samme medier på nakken af hende. Utaknemmeligt job.
Skal man vælge løsning A med at forbyde et hostemiddel, der kan i gÃ¥r kunne købes frit pÃ¥ apotekerne, hvilket gjorde det nemt for folk at fÃ¥ fat i, eller skal nogle fÃ¥ unge idioter forhindre den “frie” løsning, bare fordi de skal have flip i weekenderne. Valget er 1 død pr. Ã¥r eller en billigere mulighed for at fÃ¥ stillet sin hoste. Bliver Panodil næste offer pÃ¥ sundhedens alter?
Skal sosu’erne stole pÃ¥ befolkningens støtte og forsætte strejken, der rammer de svage og børnene, eller skal man acceptere, at medierne finder smÃ¥ daglige rædsels- historier, der pÃ¥ ingen tid fÃ¥r den samme befolkning til at ændre mening fra onsdag til torsdag, og dermed opgive kampen allerede idag, da regeringen alligevel griber ind inden længe?
Kan sygeplejerskerne tillade sig at strejke, mens de hæver store lønninger ved at arbejde pÃ¥ privathospitaler under strejken? Det kan vel kaldes umoral, sÃ¥ det basker, men det giver “klejner i kassen”. Hvad man taber pÃ¥ karussellerne snupper man dobbelt pÃ¥ gyngerne, eller er det omvendt?
Hver dag kræver valg. I mange tilfælde er valget mellem A og B = med valget mellem pest og kolera.
For S at stemme Ja eller Nej kan afhænge af tidspunktet, men S har vist at have rigtig dårlig timing i sin handlinger, så troen på at ramme det rigtige i folkestemningen på kort sigt vil være et dumt valg. S bør gøre hvad de finder korrekt på den lange bane, det er ansvarlig politik.
Problemet er bare at Socialdemokraternes bane bliver kortere for hver dag der går.
De kerneværdier som er S mærkevare tager langt de fleste af os allerede som en selvfølge, sÃ¥ nu tænker vi istedet værdier istedet for retttigheder – vupti sÃ¥ kommer Villy og Pia pÃ¥ banen og snupper opmærksomheden.
Det virkeligt forbandede valg stÃ¥r imellem et samfundssystem der er kørt i stÃ¥ (ledet af venstre sÃ¥vel som socialdemkraterne)men hvor vi alle stÃ¥r til at fÃ¥ velfærd foræret af staten – godt nok i dyr og dÃ¥rlig kvalitet men alligevel.
Og så den reele løsning, nemlig konstruktive reformer som kan skabe en ny model med kvalitative ydelser til dem der har behovet, og ingenting til dem af os der i virkeligheden kan selv.
Se det er det valg vi alle skulle tænke lidt mere over.
Egentlig forstår jeg ikke den store interesse for, hvad S vil stemme til et evt. lovforslag om at gribe ind i en konflikt på arbejdsmarkedet. Jeg mener: Regeringen har jo sit faste flertal med DF, som de har brugt til at træffe alle beslutninger de sidste 6 år. Så det kan de vel bare bruge igen? Hvad er problemet?
At nogle vælgere, nogle fagforeninger eller det Radikale Venstre bliver “sure”, fordi S ikke stemmer for noget, som der i forvejen er flertal for? Og hvorfor skulle de i givet fald blive “sure” over det? Det er da en bÃ¥de mærkelig og barnlig opførsel.
Eller tror man, at DF vil stemme imod et indgreb? I sÃ¥ fald har det parti da for alvor et forklaringsproblem, idet DF og ikke S har været med i alle politiske beslutninger de sidste 6 Ã¥r. Reelt er partiet nærmest en del af regeringen, og har dermed i sagens natur et 100 gange større ansvar end oppositionen har for at stille op, nÃ¥r der skal træffes “nødvendige” men folkeligt upopulære beslutninger.
Hvis jeg var S-ledelse, ville jeg nok vælge at undlade at stemme i denne sag. Ikke forhindre, at et indgreb bliver vedtaget, men heller ikke støtte det aktivt. SÃ¥ mÃ¥ der vel være grænser for, hvor “sure” folk kan blive rundt omkring….
Lars Kyhnau Hansen 18. april 2008 kl. 15:26
Der skal mere til. Denne her ligelønskomission skal på plads på en eller anden måde. Socialdemokratiet skal også her søge at promovere deres forslag om 40% kvinder i bestyrelser, eller i hvert ikke kunne anklages for plat på den sag.
Det er usandsynligt at Fogh har sit flertal på plads blot ved at udstrække de øvrige forlig til også at gælde de strejkende. De 422 mill. kroner skal nok med og det er sandsynligvis nok til at skabe ballade hos pædagogerne, skolelærerne, politiet og HK.
Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er ude i en svær balancegang. De fedtspillede for et halvt år siden. Gør de det igen så klinger kasseapparatet med sikkerhed hos Villy Søvndal og det kan hverken Pia eller Helle tåle.
Peter Mogensen plejer at være meget dårlig til at forudsige den politiske udvikling ud over det allermest indelysende, så mon ikke det bliver et ja, passende pakket ind. I denne sag svider det efter min mening endnu en gang til Socialdemokraterne, at de mangler en langsigtet vision, som kan vejlede dem. Det er hele tiden et spørgsmål om hvordan partiet står i forhold til SF, DF og den andre partier, ikke om hvor sagen står i forhold til Socialdemokraternes egne værdier.
Christian R: Fuldstændig enig i, at det store problem for S er, at partiet hele tiden manøvrerer i forhold til de andre partier – ikke agerer selvstændigt.
J.O.C. stiller spørgsmålstegn ved, om sygeplejerskerne kan tillade sig at strejke, hvis de blot tager ud på et privathospital og arbejder for en højere løn.
Ja, det kan de, for det handler om mere en løn. Det handler også om at vende et negativt image til et positivt image – og her er løn kun en af flere faktorer. Der er således ikke talt om dobbeltmoral; men om, at man har talt for døve øre i årevis.
Alle har ret til at udføre deres arbejde og føle, at de har gjort et godt stykke arbejde, når de går hjem – kvaliteten er i orden – bare ikke personalet på sundhedsområdet – og det til trods for, at de står med et andet menneskes liv og helbred i deres hænder. Opgaverne er ændret over en årrække til at blive mere komplicerede og sammensatte; men ressourcer fulgte aldrig med, og nu kan man se de ansvarlige politikere stå og vaske hænder. De burde i stedet tage hænderne for ansigtet og derefter se sig i spejlet – ansigtet fik sorte striber.
Skriv en kommentar