Simons slingrevals

Der er de seneste dage blevet talt meget om, at Det Radikale Venstres linje er uklar, at den slingrer derudad uden mål og sigte.

Det er umiddelbart svært at se. Det Radikale Venstre støtter en regering under ledelse af socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt. Indtil det kan lade sig gøre, så vil partiet forsøge at kradse så megen radikal indflydelse i land som overhovedet muligt. Det har bestemt ikke været meget de seneste år, men derfor kan partiet jo godt værne om sit håbefulde mål.

Hvad er det helt præcist, der er så svært at forstå ved ovenstående? Måske det oven i købet også står ganske klart for de omkring 95 procent af befolkningen, som vedvarende og med stor sikkerhed bekendtgør, at de ikke ønsker at stemme på de radikale, hvis der var valg nu. Den lave tilslutning behøver jo ikke at hvile på uklarhed. Den kan lige så vel hvile på et klart fravalg. Det er vel også derfor, at en Simon Emil Ammitzbøll og en række tillidsfolk og tidligere folketingsmedlemmer de seneste dage har brokket sig over den politiske leder Margrethe Vestager og partiets linje under hendes lederskab: At det er ganske præcist, hvad hun vil, og at det netop er uenighed med hende og flertallet i folketingsgruppen, der nu er ved at danne grundlaget for den afskalning blandt tillidsfolkene, som foregik blandt vælgerne ved sidste valg. En afskalning sat i gang af Ny Alliance, hvor en stor del af de borgerligt sindede radikale vælgere forsvandt. Tilbage - det viser målinger entydigt – er de vælgere, som lægger vægten mest på det venstre ben. På den måde er der fuld harmoni mellem Margrethe Vestagers linje og de relativt få vælgere, der stadig støtter partiet. 

Margrethe Vestager og De Radikale er naturligvis presset af en VK-regering, der på syvende år har fast flertal. Det er SF sådan set også. Her har Villy Søvndal løst problemet ved at slække på en række af sit partis holdninger og direkte vendt noget af politikken på hovedet. Det er blevet belønnet af vælgerne, og så er Villy en helt. Sammenlignet med Villy, har Margrethe Vestager holdt en meget klar, politisk linje. Det er ikke blevet belønnet af vælgerne. Derfor er der nu en ballade, som er ganske naturlig, når meningsmålingerne er magre. Men det har ikke noget at gøre med uklar, politisk kurs. Den er såmænd klar nok. Det er netop det, der får kritikerne og en stor del af vælgerne til at sige fra. 

Spørgsmålet er blot, hvilken kurs der kan sættes i stedet. Hverken Simon Emil Ammitzbøll eller andre har endnu anvist en farbar vej. En mulighed er, at man kan erklære sin støtte de borgerlige. Det kræver blot, at man skal skifte stort set alle de vælgere ud, man har tilbage. En anden mulighed er at lave en fuldstændig blokdannelse med S og SF med fælles valgprogram og hele molevitten. Det vil Villy Søvndal gerne, og det kan man bestemt ikke fortænke ham i, men i sådan et trekløver er det let at se, hvem der bliver mast. Det er næppe det valg, partiets Simon Emil’er tænker på. Den tredje mulighed er, at man helt kan afvise at erklære støtte til nogen på forhånd – det vil i realiteten sige Helle Thorning-Schmidt. Så er der da vist for alvor dømt utroværdigt radikalt vægelsind og slingrekurs. Sidste valgkamp viste hvor umuligt det er at køre friløb, når der skal diskuteres parlamentariske muligheder. Det betyder naturligvis noget for vælgere at vide, hvad der gemmer sig i sækken. Den vej er ganske enkelt ikke farbar, som dansk politisk ser ud i disse år.

Problemet for Det Radikale Venstre og Margrehte Vestager er derfor ikke uklarhed om kursen. Problemet er, at partiet i øjeblikket ikke rigtig har noget alternativ til den nuværende kurs.