Blodfattig ordkrig

 Adskillige gange inden for de seneste år er internettet blevet lovet sit store gennembrud i de politiske partiers kommunikation med vælgerne. Nu, nu, nu! kommer det, sagde man op til valgene i både 2001, 2005 og senest 2007.

Imens Barack Obama i USA har sætter nye standarder for brug af internettet til indsamling af penge,  aktivering af frivillige og mobilisering af vælgere, så er det som om, der ikke sker så meget herhjemme. Jo, jo, siderne er da blevet flottere, de er vældig brugervenlige, og man kan klikke og se formanden på tv. Men det er alligevel som om, der ikke rigtig er pulserende liv, derude. Som om ordkrigen mangler blod. Sidste gang, der var lidt debat om brug af partiledernes brug af egne blogs, var i slutningen af februar, hvor der stadig lå en aktuel julehilsen fra Socialdemokratiets formand. Hvor meget er der sket siden da? En hurtig gennemgang af partiledernes hjemmesider viser, at det ikke er så meget.

Venstres formand Anders Fogh Rasmussen er ganske disciplineret med sin blog. Den seneste er fra 26. oktober og handler under overskriften “Kina hylder frihandel” om reflektioner efter turen til Kina. Som ved de fleste indlæg er det småt med kommentarer, men det var dog det indlæg, der fik netavisen 180grader til i en artikel, der virkelig levede op til organets navn, at hævde, at “Fogh undsiger Connie Hedegaard. Reaktionen fra den øvrige presse til denne kioskbakser understregede det gamle mundheld blandt journalister, at det er rart at have en solohistorie – bare ikke for længe. Nå, men videre til De konservative. Hos Lene Espersen kan man klikke ind og blive Facebook-ven og det er jo vældig moderne. Men umiddelbart er det ikke til at se, at der kan blogges med den nye formand. Det kan man til gengæld med De Radikales Margrethe Vestager. Hun bruger under overkriften “Kan man blive rød henover en weekend” sit ugebrev til at diskutere med sig selv og partifæller, om partiet er rødt, blåt eller noget helt tredje. Bloggen har indtil nu 58 kommentarer – denne uvidenskabelige undersøgelses højdespringer, men nok ikke så overraskende, debatten taget i betragtning. Hele balladen i forlængelse af Simon Emil Ammitzbøls kronik og udmeldelse af partiet har faktisk vist, at et partis hjemmeside godt kan bruges aktivt, hvis debatkulturen er til det, så medlemmer og tillidsfolk tør bide bare en smule til bolle. Den slags er der til gengæld ikke så meget af hos en af de partiledere, der tidligere høstede mange politiske frugter via sin blog. SF’s Villy er godtnok aktuel på sin blog med en kommentar på beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens nye holdning til ændring af dagpengeperiodens længde. Men dette, hans andet blogindlæg i oktober, har ikke givet anledning til kommentarer. Månendens første – “Dagbog fra Folketingets åbning” gav fire bemærkninger. De tre fra meget trofaste støttere. Emnerne er for ufarlige. Det sættes ikke noget på spil i forhold til egne vælgere. Det kan man heller ikke beskylde hans politiske slyngveninde for. Helle Thorning-Schmidts blog er let at finde. Senest indlæg “Tak for kaffe, Lars!” er en alt andet en venlig kommentar til finansminsteren. Hvis nogle ikke lige mindes kaffen, så skyldes det måske, at den daterer sig tilbage til den 2. oktober. Otte trofaste læsere er ganske enige med deres partiformand. Helle Thorning-Schmidt får skrevet et par gange om måneden, og der er i forhold til de fleste andre en ganske pæn, som regel tocifret respons. Dansk Folkeparti har en noget bemærkelsesværdig forståelse af blogfænomenet. Pia’s ugebrev er legendarisk og viser sig ofte som et stærkt politisk aktiv. Det er dog ikke et ugebrev, der lægger op til debat. Det er chefen, der meddeler sig. Til gengæld kan der skam klikkes på “blog” på partiets hjemmeside. Så kommer man til en række indlæg lagt i forlængelse af hinanden og skrevet af forskellige folketingsmedlemmer. Senest Morten Messerschmidt der spørger, om statsministeren taler med to tunger (hvad jo nok er tilfældet, når man spørger Messerschmidt). Men spørgsmålet kan ikke besvares eller kommenteres af læserne. Derimod kan man skrive til dfkies@ft.dk, hvis man har en kommentar til indlægget “Derfor går muslimske kvinder med slør” fra den 1. juni. Til slut forbi Enhedslistens hjemmeside. Her kan man se, at partiet bl.a. søger en informations- og web-medarbejder. Det er måske for at oprette blogs for partiets folketingsmedlemmer.

Konklusion: Der er lang vej hjem. Først og fremmest fordi partilederne og dermed partierne ikke tør ladet blodet rulle, udfordre sine medlemmer og dermed risikere at udstille uenighed. Den direkte kommunikation er stadig et stedbarn for partierne, når den ikke kan kontrolleres.