Der findes sådanne politikerblogs med en del aktivitet.

Jeg har samlet nogle tal fra een af dem, et andet – Berlingske har vist ingen aktive politikere der blogger? – større dagblad i hovedstaden hvor man kan læse politikerblogs.

Der er kun optalt blogindlæg fra oktober, eller det seneste blogindlæg før oktober.

Desuden færreste og mest læserkommenterede blogindlæg samt samlet antal læserkommentarer ialt.

Anders Samuelsen:
30, 5. og 3. oktober
5 – 41, ialt 61 læserkommentarer

Brian Mikkelsen:
20. juni
10 læserkommentarer

Inger Støjborg:
19. september
26 læserkommentarer

Johanne Schmidt_Nielsen:
29, 28, 23, 16. og 6. oktober
2 – 47, i alt 74 læserkommentarer

Margrethe Vestager:
21, 9, 7. og 1. oktober
2 – 9, ialt 16 læserkommentarer

Nick Hækkerup:
26. september
12 læserkommentarer

Peter Skaarup:
14. oktober
14 læserkommentarer

Villy Søvndal:
26. september
14 læserkommentaterer

Det er et broget billede, med en politiker fra Enhedslisten, Ny Alliance og Det Radikale som de mest aktive. Politikeren fra DF er med. Mens politikerne fra Venstre, Socialdemokraterne – som de nu kalder sig – og SF holder pause. Og den konsevative politiker (Briam Mikkelsen) har tilsyneladende helt opgivet.

Det er lidt overraskende når tænker på, at det er privat medieorgan der giver politikerne muligheden for at debattere politik direkte med vælgerne.

Hvor meget tid skal der bruges på en blog.

Vi almindelige dødelige ude på den anden side af redaktionen bliver bombarderet med information, der kommer fra nyhedskanaler, TV- og radioaviser i en uendelighed, opdaterede nyhedssider fra både dagblade og TV-stationer – og mænger af nuværende og forhåndværende spindoktorer. Hvor meger kan vi overkomme at bruge vores tid på.

Og hvor meget tid kan vi forvente af de forskellige nøglepersoner kan bruge til til at skrive og besvare. Jeg så hellere at Thorning og Villy brugte tiden til at finde et regeringsdueligt alternativ, eller at Vestager fandt ud af om de Radikaler er røde eller blå, eller at Fogh fandt ud af om han ville blive på posten eller søge nye græsgange, eller at Lykke søgte erkendelsen af, at han ikke er arving.

Blogs er ikke redningen for demokratiet, men ganske underholdende.

Nu er det nogle grimme spørgsmål, så stor forståelse for svar-undvigelse herfra, men:

I andre – men professionelt vitale – fag findes der kodeks for faglige niveau og en intern justits, der kan dømme hårdt, når fagets metodiske grundgreb tilsidesættes. I hvilke fora foretages den slags for journalister? (Til gengæld kender jeg til hver eneste lille hædersbevisning der uddeles fra og til journalister, for her er den journalistiske meddelelsestrang veludrustet).

Indslaget om euroen i gårsdagens DR nyheder ville have fungeret fint som læserbrev, eller hvis et partimedlem kom med påstandene i et interview. Nu blev det sendt som en journalistisk historie, hvor DR (redaktøren og journalisten) står som afsender af et klokkeklart politisk partsindlæg – og dermed er der tale om propaganda i ordets rene og oprindelige form (vi taler ikke om nazister eller røde lejesvende, men blot om journalister og en redaktør der tilsidesætter grundlæggende regler om god journalistik og som derfor burde stilles til ansvar i et medie der matcher det som de selv anvendte). Skal jeg finde lignende eksempler fra dagens Berlingske, eller et andet af de store dagblade i Danmark, så gør jeg gerne det. Eksemplerne er talrige og kan hentes fra andre områder end udlændinge og EU).

—

En diskussion af nettets partipolitiske betydning kan næppe heller undlade at inddrage Ny Alliance (Med det partinavn kan de ikke have kalkuleret med en lang levetid – undgå at kalde noget der er tænkt som langtidsholdbart nyt, da alt i denne verden forældes hurtigt). Den øjensynlige indledende succes på nettet viste sig hurtigt at være en pyrrhos sejr.

Mit første indlæg peger på, at den forøgede partistøtte kan forklare de politiske partiers manglende interesse i at inddrage folkedybet – også via hjemmesider og blogs, bl.a. på grund af journalisternes behandling af disse partier i medierne. Nu nævnede jeg intet om røde lejesvende, der i mod pegede jeg på de fælles levevilkår for den politiske klasse og journalister.

Vi har en presse der ved festlige lejligheder udråber sig selv som ”den fjerde statsmagt”. Medierne – og dermed journalister – lever bestemt op til denne selvudnævnte rolle, men ikke til deres egen selvforståelse. Det kræver nemlig en kritisk tilgang til statsmagten og en journalistisk etik og metode. Findes der overhovedet metodiske overvejelser i anvendt journalistik i dagens Danmark?

Nu kræver det ikke en phd i atomvidenskab, at medier er politiske – hvis de ikke var det, hvorfor kunne vi så ikke blot nøjes med en enkel avis med politiske nyheder – men det betyder ikke, at der ikke burde være et minimum af objektivitet.

Et eksempel – og denne gang kan du få et dagsaktuelt. Og her drejer sig ikke om hvorvidt vi er tilhængere eller modstandere af euroen, men om journalistisk metode – og hvad partierne skal med direkte kontakt til befolkningen, når de har en presse som den danske:

I TV-Avisen kl. 18:30 den 30. oktober ruller indslaget: ”Euro-regning. Det koster at stå udenfor” over skærmen. Her oplyses det så, at en dansk gennemsnitlig familie kan sparre 1.050,- kr. om måneden efter skat på bolig, bil & forbrugslån. Værten runder indslaget af med svadaen: ”også på madbudgettet og når der skal veksles kroner om det Euro koster det at stå udenfor valutasamarbejdet”.

Og hvorfor skulle politikerne være interesseret i, at gå uden om medierne og anvende internettet, når de skal i kontakt med vælgerne med den behandling?

Som seer må man jo undre sig over, at licensbetalerne i to omgange har sagt nej til dette slagtilbud?

Hvad er lige forskellen på den journalistiske metode på Pravda i 80’erne og dette indslag i Danmark i det nye årtusinde? Eller den journalistiske metode på Fox-News?

Og hvilket indtryk får man som forbruger af denne journalistik af begrebet ”den fjerde statsmagt”?

- og så er lidt godmodigt drilleri vel ikke forbudt på en blog?

Tør man sådan noget i landets aviser ? Er der ikke gået ligeså meget “hængekøje”/”frygt for at lade blodet rulle” i den blandt journalister ? Eller er det bare mig der ikke kan finde de udfordrende og samfundskritiske indslag når jeg læser en avis ?

Jeg synes at du har nogle rigtige pointer ift. mange af politikernes brug af blogs. Det er ren afsender orientering uden den mindste form for interesse for brugerne – i øvrigt samme måde de bruger facebook på. Jeg tror det handler om en mentalitetsændring hos politikerne, der skal lære at forstå de nye medier og føre politik på dem. De lever stadig i massekommunikationens afsenderverden.

Når det er sagt, så synes jeg faktisk at (de såkaldte kreative skøger) hos de radikale har fat i den lange ende med http://www.radikale.net hvor de netop lader debatten flyde og opfordrer til selvorganisaering. Det er lige præcis det web 2.0 kan. Når det så ikke lykkedes med same bredde som i USA, specifikt Obama, så tror jeg det handler om entusiamse. De radikale har ikke meget at være entusiastiske omkring, hvorimod Obamas kampagne har klare (nogen vil måske sige lidt ‘fluffy’) mål kombineret med selvorganiseringen der giver folk mulighed for at deltage i at ændre status quo – det er en enormt stærk kombination.

Problemet med at overføre det til en dansk kontekst er at politikerne har kvalt al idealisme og værdier i dansk politik til fordel for realpolitiken. Før vi bryder det mønster i DK kan jeg ikke se at man kan lave noget der bare tilnærmelsesvis minder om f.eks. Obamas kampagne.

Apropos manglende svar fra blogejere – så er
det vist for mig personligt kun sket et par gange hos Niels Krause-Kjær; men jeg benytte-
de lejligheden i går – og sigtede endnu mere
og egentlig også ihukommende andre, der har
beklaget sig, over Kathrine Lilleørs håndte-
ring af sin blog.

Det burde da have stået dèr også – i hv f – men lad det nu fare. Måske læser hun det her -
og det er nyttesløst at meddele det til hen-
de selv på hendes blog.

Ingen har tidligere fået noget ud af det.

Så – blot en forklaring herfra!