Træt af Muhammed

Jyllands-Postens tegner Kurt Westergaard er et politisk fjols. Det er hans makker Lars Hedegaard desværre ikke.

Det er essensen af årets mest kitchede mandelgave, der angiveligt udkommer om nogle uger. Udgiver er naturligvis Trykkefrihedsselskabet. Bogen indeholder 26 nye tegninger af Westergaard som illustration til 100 eddikelagrede “Groft Sagt” kommentarer fra Hedegaard. Det handler angiveligt altsammen om muslimer og ifølge min medblogger Michael Jalving – som jeg sætter højt, og som har set tegningerne – så giver han den gas, min gamle JP-kollega, Kurt Westergaard.

Naturligvis har de to ret til at udgive værket, eller hvad man nu skal kalde det. Naturligvis er der ikke noget “ytringsfrihed, men…”. Ligesom man ikke kan være delvis gravid, kan man heller ikke have delvis ytringsfrihed. Ytringsfriheden er total og absolut, naturligvis under ansvar for straffeloven. Jyllands-Posten havde derfor heller ikke noget at undskylde, da tolv tegninger satte en halv verden i brand og Danmark under belejring for nogle år siden.

Det er efter lidt overvejelse, jeg skriver dette blogindlæg. For det første, fordi Muhammed-debatten – skønt principielt vigtig - er ved at være lidt trættende. Kan vi ikke komme ud af det hak i pladen? Åbenbart ikke. For det andet, fordi dette blogindlæg nok blot er med til at grave rillen endnu dybere. Indrømmet: Det er endnu en tur i manegen med de gamle krikker, de samme argumenter og forbehold. Jeg havde på et tidspunkt lovet mig selv ikke at skrive mere om Muhammed-tegninger, og så går det alligevel galt. Jeg havde håbet, at vi efterhånden kunne behandle initiativer som Westergaards og Hedegaards med samme overbærenhed, som vi efterhånden iagttager løsgængerne i Liberal Alliance eller et par tiloversblevne kommunister. Med sådan et “herregud, de skal naturligvis også være her, men hvis vi skulle tage dem helt alvorligt, så kunne vi jo ikke bestille andet”. Man kan håbe, at muslimer – hvor forskellige de end er – måtte indtage det overbærende standpunkt til mandelgaven fra Trykkefrihedsselskabet. Måske er det for meget at håbe, men nogen skal jo på et tidspunkt komme videre i denne positionskrig.

Tilbage til det politiske fjols, Kurt Westergaard. Kurt Westergaard har med mordtrusler og PET-vagter betalt en helt urimelig høj pris for sin tegning. Han fortjener i den sammenhæng al mulig støtte. Vi var kolleger på Jyllands-Posten for snart mange år siden. Vore kontorer lå få meter fra hinanden, og jeg husker ham kun som en venlig, kulturel levende og imødekommende kollega. Men siden de første tegninger har han med stigende mangel på retningssans tumlet rundt i den politiske manege. Et foreløbigt lavpunkt var den 50 minutter lange tale han holdt i forbindelse med de 20 minutters taletid, han tog imod på Dansk Folkepartis landsmøde. Mage til politisk naivt gidseldrama skal man lede længe efter. I det øjeblik blev en principiel kamp gjort til en partipolitisk banalitet. Mandelgaveprojektet med Lars Hedegaard fuldender blot den naive rejse i projektørlyset.

Når et barn på fem år prutter første gang, griner selskabet. Når barnet - beruset af succesen – prutter igen og igen er det både barnligt, trættende, fantasiløst og uden perspektiv.

Man bliver så træt.