En pudsig alliance synes undervejs i sommervarmen. Politiske kræfter, der har brugt de seneste år på at bekrige hinanden mere eller mindre åbenlyst, er i færd med at lave en fælles omfavnelse af en hyldest til fortiden.
De nye krammedyr i dansk politik er Klaus Rifbjerg, Lene Espersen og Søren Espersen. De kan tilsyneladende alle blive enige om, at det nu var bedre i gamle dage. Derefter er der måske ikke så meget, de kan enes om, men tonen og ånden synes alligevel på visse distancer forbløffende ens.
Lad os begynde med Klaus Rifbjerg, der i en kronik i Dagbladet Politiken tager sine læsere på en tårevædet rejse tilbage til fortiden. Til tiden før Bush, Fogh og Kjærsgaard. Til tiden, hvor et ord var et ord og hvor mødrene lavede hjemmebag. Under overskriften ‘Giv os Danmark tilbage!’ skriver Store Klaus bl.a.:
“Og man må kalde mig hvad som helst, hvis det ikke er sandt, at tiden med sin larmende overfladiskhed og gennemgående historieløshed i disse år er ført et sted hen, hvor den åndelige Grauballemand har taget magten, mens Dyndkongens datter sørger for hans overlevelse…(…)…Uden for vinduet ligger stadig den henrivende ligegladhed, som vi besjæler í overensstemmelse med vores egne hormoner og elsker og hader, alt efter temperament og hvilken opdragelse vi har fået personligt og gennem historien. ’Giv os Danmark tilbage’. Ærlig talt – for at sige det mildt: go play with yourself in a corner!…(…)… Giv os demokratiet tilbage, det lyse, udemagogiske, verdensglade demokrati. Som fædrene drømte om, men som Fanden nu har taget.
Det er meget godt at sige om Klaus Rifbjerg. Når han er god, er han rigtig god, og det er befriende med store forfattere, som også har lyst og evne til at blande sig i hverdagens udflugter. I kronikken bemærker han i et øjebliks anfald af selverkendelse, at det i hans alder kan være let at anbringe sig selv i logen med de to gnavne fra ‘The Muppet Show’ - han afviser dog efterfølgende, at det er sket. Sorry, Klaus. Det er lige der, du sidder med din kronik, der er en slet skjult rejse ad floskelbelagte margueritrute-stier tilbage til et Danmark, som selv ikke Dansk Folkeparti har fundet endnu.
En anden politiker, der har blikket stift rettet bagud synes at være den konservative Lene Espersen. I Berlingske Tidende sommerinterviews med partilederne vælger hun at bruge platformen til at efterlyse høflighed og god opdragelse. Respekten for autoriteter skal genopfindes og børn skal sige tak for mad og bære tallerkenen ud. Fremtidens nøgleord er rettidig omhu, orden, ydmyghed og høflighed, forstår man på den politiske leder.
“Det er, som om man kun tænker på, hvad man selv kan få ud af det i stedet for at tænke på, hvordan man kan være en aktiv borger i et fællesskab. Det mangler. Den der almindelige interesse for lige at være venlige over for hinanden, den har vi mistet, og den skal vi have genopfundet,” fastslår Lene Espersen som i et ekko af almindelighederne i Klaus Rifbjergs kronik. Hans lix-tal er højere, men budskabet er præcist det samme: Det var bedre dengang.
Begge to må naturligvis finde sig i at blive overtrumfet af Dansk Folkeparti. I en for det parti sjælden ros og anerkendelse af De Konservative, kvitterer Søren Espersen for budskabet fra Lene Espersen. Sit folk og sit land skylder man alt, fortsætter han og taler derefter om dengang i skolen, hvor eleverne rejste sig for læreren:
“…i mine øjne giver det en god ro i en skolesituation, at man rejser sig, når læreren kommer ind, og undervisningen skal til at begynde,” siger Søren Espersen.
‘Giv os fortiden tilbage’ tilbage lyder det fra trekløveret Rifbjerg, Espersen & Espersen. De tror, de er uenige, men i virkeligheden er de fra hver sit politiske hjørne ved at vride nakken af led for at kigge bagud, imens den øvrige verden buldrer af sted. Historikeren Søren Mørch - som Rifbjerg selv er så venlig at bemærke i sin kronik - har ved tidligere lejligheder og med vanlig skråsikkerhed fastslået, at de gode gamle dage ikke findes. De var gamle. Ikke gode. Det er nok derfor, han ikke selv blev politiker i det moderne Danmark.
19. juli 2009 kl. 13:07
Hvordan kan den hadske demagog Rifbjerg skrive om demokrati. Han der selv var en stor tilbeder af DDR’s brutale diktatur.
Det er da rent hykleri.
19. juli 2009 kl. 13:14
Ville det ikke være bedre at se frem. Danmark skal fx være vært ved det store FN klimatopmøde og hvad har vi nået. Ingen rigtige pilotprojekter vi kan vise frem, da Fogh Rasmussen satte stopklodsen i for forskning og udvikling af alternativ energi og udvikling af alternativ byggeri. Der begyndte først at ske noget positivt efter at Connie Hedegaard blev miljøminister , hvor hun og vel også vælgerundersøgelser fik omvendt Fogh Rasmussen.
PS: Vindmøllen der er sat op ved Bella centret er nærmest symbolsk på regeringens klimapolitik, da den skal nedtages efter topmødet.
19. juli 2009 kl. 13:36
@Krause
Jeg giver ikke en dyt for Rifbjerg.
Rifbjerg er et gammelt, pupertetsagtigt, gedigent fjols af de helt store.
Senor Rifbjerg der ikke forstod Hauggaards humor, da Haugaard besøgte ham i Spanien. Det kunne man læse i en kronik igår i Berlingske.
Adios, Rifbjerg, adios!
19. juli 2009 kl. 14:36
At respektere autoriteterne forudsætter vel at de også opfører sig respektfuldt. Og ansvarsfuldt. Hvis ikke, så er respektløshed faktisk rimeligt nok.
Hvis folk vil have “de gode gamle dage” tilbage, så er regeringens to standard ikke-svar ironisk nok pludseligt aktuelle:
“Der er intet at komme efter”
“Nu må vi se at komme videre”
Hvis jeg skulle citere nogen andre, hvad så med:
Er det ikke på tide at vi vender “Tilbage til fremtiden”..?
Et nyt tiår er faktisk lige om hjørnet; forhåbentlig slipper vi så for genopførelsen af 50′ernes ulækre blanding af pænhed og paranoia…
19. juli 2009 kl. 15:00
Det mindst utrolige ved den mærkværdige tre-enighed, der er opstået med ordene om gamle Danmark - er den totale forudsigelighed.
Præcis som hver sommer, dukker Rifbjeg frem fra disen af de Andaluciske rødvinståger, hvor han forsvandt engang i 90´erne. Nu mangler vi bare en allerede planlagt svar-kronik fra den ligeså omtågede forfatter og veninde Karen Blixen - undskyld jeg mente Suzanne Brøgger - og så er sommerens revy stort set fuldendt på det felt. Måske hører vi også fra Ulla Dahlerup og Bjørn Elmqvist?
Problemet er, at revyen om Det gamle Danmark som både nulevende, afdøde og hjernedøde tekstforfattere gerne vil tage ejerskabet over - faktisk er blevet en helårsrevy, der lettede under EU valget med sangeren og flyver-esset Messerschmitt (eller var det flyvemaskinen, eller Natascha, eller var det rapperne fra Århus?)
Hvad var det lige der skete med gamle Danmark?
Gamle Danmark forsvandt ligeså stille da den Venstre orienterede politik kom på dagsordenen for 10 år siden og det 21. århundredes politik satte standarden: Venstre orienteret berigelsesteknik i verdensklasse - en særlig dansk model, naturligvis, for noget, der alle andre steder er bedre kendt under betegnelsen korruption.
Introduceret af en mærkelig lille mand fra Vestjylland, der kom på katedralskole i Viborg, hvor han lærte at hade de lokale venstreorienterede embedsmænd og deres afkom. Det har Reimer sørget for at vise hele nationen på TV - med et forkert formål.
Senere gik det manden fra Vestjylland godt i livet. Han fik en Sosu-medarbejder som kone, der blev helt vild med dans, moderigtige frakker inspireret af Obamas spindoktor og et rigtigt underholdende Nato-valg. Tænk, det var også på TV, at han på utallige opfordringer simpelthen bare måtte sige tak for tilbuddet.
I årene inden da, blev manden finansminister og fyret for at svindle med tallene. De kreative evner og sansen for at fifle med Velfærdsstatens - Gamle Danmarks - økonomiske forudsætninger blev senere iværksat med hjælp af andre Venstre orienterede ideologiske åndsfæller i en forbilledlig modelkommune, der ikke længere findes (men det gør millard gælden) - og dernæst i landsskadeligt omfang kendt som det Nationaløkonomiske Farum Eksperiment. Her er millard underskuddet tilsvarende større.
Jeg mener at kunne huske bare et enkelt eksempel på underskud i nyere tid: Var det 800 millioner som det lykkedes for Lene Espersen at overse i politiet?
Og jeg er ret sikker på at millard underskuddet på undervisningen ikke bliver bedre af at stå op ved starten på skoletimerne. Jeg foreslår i stedet at eleverne fremover gør honnør for et billede af statsministeren. I cykeltrikot, sponseret af Rynkeby.
Forandringen af Danmark mærkes hver dag. Chef ideologen fik sig en rigtig god tax-free stilling, hvor hans evner for at lede en politisk styret organisation rigtig kommer til sin ret. Det skal nok blive sjovt at følge, når det går op for manden, at han fik en sekretær-stilling. Ikke en general-stilling.
Forinden havde han så bare lige brugt midlerne fra Gamle Danmark som betalingsmiddel for adgangs billetten, og overladt underskuddet til den mand, der dækkede over Farum-eksperimentet, og ikke mindst kredsen af de politikere, der deltog.
En mand, der med titel af statsminister er selve personificeringen af en Venstre orienteret berigelses teknik, der har udslettet grundlaget for Gamle Danmark.
Gamle Danmark er ganske rigtig gammelt. Men der er principperne for Gamle Danmark ikke. Og hvem i alverden ønsker sig et Venstre orienteret Nyt Danmark?
19. juli 2009 kl. 15:07
Der er faktisk meget logik i, at opføre sig venligt og høfligt i omgang med mennesker. Det er hjælp til selvhjælp. Alle der har tilegnet sig diciplinen vil vide, at vejen er ryddet til gavn og glæde for sig selv og andre. Det gavnede i fortiden og gavner i nutiden, men vil helt sikkert også gavne i fremtiden. Alle de, som idag ikke efterlever normerne, de kan se frem til mange forhindringer. Rifbjer har selv været medvirkende til de normbrud-og skred der er sket. Det er til stor skade for den enkelte og helheden.
19. juli 2009 kl. 15:35
@ Niels Krause-Kjær
Vi skaber selv vores fremtid. Og den er ikke nødvendigvis et modbillede på vores fortid.
Høflighed er f.eks. ikke et forældet begreb. Det kan sagtens være en vigtig brik i et højteknologisk samfund.
På S-togenes døre er der for tiden et motto: Vis hensyn - det smitter. Det synes jeg godt vores skolesystem kan indprente børnene. I stedet for at det er DSB, der skal gøre det.
Er du forresten overhovedet konservativ? Ja, jeg spørger bare.
19. juli 2009 kl. 15:36
Jeg kender ingen af mine jævnaldrende i starten af 30′erne, som læser Rifbjerg.
Han er måske en fin forfatter, men han er ikke relevant for de yngre generationer.
19. juli 2009 kl. 16:08
Mads Dams indlæg ovenfor siger faktisk det hele. Respekten skal være gensidig, og det var den ikke i de såkaldt gode gamle dage. Men bevares, det må unægteligt være nemmere for magthaverne, uanset hvilken stol de besidder, at omgive sig med folk, der tier, nejer og bøjer nakken i underdanighed.
19. juli 2009 kl. 16:18
Tænk hvis alle muslimfoberne fra DF faktisk havde en hjerne og ikek var så parnoide. Så ville Danmark være et anderledes rart land at leve i!!!!
19. juli 2009 kl. 16:22
Jeg tror, det er blevet umoderne at være et civiliseret menneske.
19. juli 2009 kl. 16:36
Endnu en svag blog fra Krause-Kjær, men skulle ellers tro at sommerferien kunne få noget godt og interessant frem.
Vi har alle minder om en bedre fortid, men glemmer hvad der egentlig skete.
Jeg mindes en tid hvor borgerlige politkere var borgerlige og støttede Reagan - det var de gode tider. Idag fører man socialistisk politik og har glemt at vi vandt den koldekrig over diktaturerne i øst som særligt SF og enhedslistens stemmekvæg støttede.
Desværre er politik idag i stor grad formet af mennesker som Krause-kjær, som godt nok blev fyret af de konservative.
Lad os få de gode tider tilbage, hvor politikere kaldte en skovl for en skovl og ikke idag hvor folk som Krause-kjær taler med uld i munden.
19. juli 2009 kl. 20:46
Der er da intet nyt i at 68 erne, Rifbjerg mfl. er stokkonsevative og dybt reaktionære, det har de været de sidste 35 år.
Ja hvis man ser bort fremmedhadet, ligner de jo DF til forveksling, de var med andre od Dansk Folkeparti, før det parti blev dannet.
Hvis man savner bevismateriale, kan man bare grave deres gamle anti-eu kampagner frem
19. juli 2009 kl. 21:13
Bag ligusterhækkene er det største problem i dag ikke at få råd til en lille bil, men derimod hvor den fjernbetjente grill skal stå.
Der er ganske meget at græmme sig over i nutidens Danmark, men svaret er ikke, at drømme sig tilbage til et Danmark, der reelt er forsvundet eller æde kulturradikalismen i sig igen.
De væsentligste problemstillinger er idag trans- eller internationale.
19. juli 2009 kl. 22:27
Kære Niels Krause-Kjær
Jeg synes, at du læser Rifbjegs kronik, som Fanden læser Biblen.
Han skriver blandt andet om de mord, som blev begået tidligere. De skræmte folk fra vid og sans, og var ofte et samtaleemne i længere tid.
Mordere i dag, som f.eks. Jønke, skræmmer ikke på samme måde. Der er ovenikøbet politikere i Danmark, som citerer ham, når de skal fremme deres egne politiske budskaber.
Fanden til forskel, Niels Krause-Kjær!!!
19. juli 2009 kl. 23:07
Harald Børstekilde.
Jeg giver ikke en dyt for Harald Børstekilde.
Harald Børstekilde er et gammelt, pupertetsagtig, gedigent fjols af de helt store.
Adios, Børstekilde, Adios.
19. juli 2009 kl. 23:10
Niels Krause-Kjær vil ikke se bagud han vil se fremad, men der er ikke noget at se fremad med Niels Krause-Kjær. I det hele taget er det trist at folk i dag kun evner, enten at at se bagud eller fremad, på bekostning af nuet.
Det er her og nu folk skyder løs på hinanden i Danmark og folk i danske uniformer skyder på andre også uden uniformer i fjerne lande. Det er i nuet vi skaber, former og præger tusinder af unge danskere til at bruge våben, samtidig med at vi undres over at de så gør det.
Jeg vil ikke så meget have Danmark tilbage, som jeg vil have mere fred, fordragelighed, omsorg og dialog før krudt og kugler, jeg vil have en debat som forholder sig til nuet, jeg vil have politisk ansvar.
Det er i nuet folk mister liv, lemmer, følsomhed og fællesskab. Det vil med sikkerhed kun give en mere utryg fremtid med flere myrderier i og udenfor Danmark. Og det kan vi hverken snakke eller analyserer os fra. Vi må ganske enkelt i gang med at stille kravet om politisk ansvar til politikere som åbenbart mener, at vi også skal forholde os til, at de bruger deres ferie på at cykle til Paris og alt andet gennemført pjat.
Niels Krause-Kjær beundrer politikere der kan kommunikere, politikere der kan trænge igennem i mediet - men helt ærligt, hvad fanden kan vi bruge det til?
19. juli 2009 kl. 23:34
Vi skal bare have en regering der ikke opfatter “solidarisk” som et skældsord.
19. juli 2009 kl. 23:59
Syntes det er dårlig udnyttelse af taletid, når Lene Espersen fyrer den slags banaliteter af. De Konservative efterlyser altid et projekt fra socialdemokraterne, men de har åbenbart ikke meget at byde på selv, hvis det var det vigtigste at få frem i et stort søndagsinterview. Stram op, Lene.
Rifbjerg, en mand der næppe ville tjene 100K om året, hvis hans bøger skulle sælges på normale markedsvilkår, er naturligvis en stor tilhænger af det samfund, der har fyldt hans bug og beundret hans store intellekt. Rifbjerg kommer aldrig med noget konstruktivt og det han siger er en bare en elegant omskrivning af det samme budskab som venstrefløjen har kørt siden 2001. What’s new? I mine øjne totalt uinteressant.
De fleste ved at Hr. Espersen ville foretrække at leve på Kaptajn Jespersens tid, i et autoritært patriarkalsk samfund. Hvad var det der skete i hans barndom, siden han vil tilbage til det røvslikkersamfund, vi havde før 70′erne? Bagstræberisk udvikling er koncenterret i DF og de har i deres egen succes overbevist hinanden om at Danmark sagtens kan klare sig alene. Globalisering, EU miljøkrav, invandring mv. - alt skal begrænses i det håb, der så ingen forandringer kommer. Men hvis man ikke vil konkurrere og integrere, så lukker butikken altså. Det er kun et spørgsmål om tid og jeg vil da håbe at DF snart indser at deres politik er katastrofal for Danmark på den lange bane.
20. juli 2009 kl. 07:39
Rifbjerg er et overforkælet, feteret og skadet barn skabt i det forrige århundrede af venstrefløjen for skattekroner med det formål at få en hjemlig kulturelite af den rette støbning for den fremtidige socialistiske 1000 års rige. Hans dagsorden i dag er at sidde i sit eksil og begræde, at ingen længere næsegrus beundrer hans store ego ligesom i de gode gamle dage. Historiens ubønhørlige dom er da også, at han er ved at finde sin plads blandt de mindre gode og mindre relevante forfattere.
20. juli 2009 kl. 07:48
I nutidens dk-helvede fræser halvfede danskere rundt på havetraktoren på familiens lille parcelhusfrimærke, midt i kirketiden. Kristne på den fede måde.
I de gode gamle dage skubbede man håndklipperen med rugbrødsmotor. Derefter en kølig håndbajer sammen med naboen. Ret så CO2 neutralt.
Tvangsfodret med den borgerlige forbrugsideologi praler nutidens unge med, at de ikke læser Rifbjerg!! - De er også stolte over ikke at være i en fagforening!
En kulturradikal verbal røvfuld er tiltrængt!
- Jo, det var bedre før!
20. juli 2009 kl. 07:58
Flere af indlæggene prøver at svine Klaus Rifbjerg til. Jeg tror, at det skyldes, at de pågældende debattører aldrig har læst Rifbjerg.
Nedenstående er sakset fra Wikipedia:
“Også uden for Danmark er Klaus Rifbjerg blevet anerkendt som en betydningsfuld forfatter, lyriker, dramatiker og journalist. Store dele af forfatterskabet er oversat til det europæiske og amerikanske marked.
I 1967 blev han tildelt De Gyldne Laurbær, samme år blev han medlem af Det Danske Akademi, i 1970 fik han Nordisk Råds litteraturpris, i 1997 Herman Bangs Mindelegat og i 2001 modtog han Modersmål-Prisen.
Klaus Rifbjerg var i en årrække litterær direktør for forlaget Gyldendal. Han har portrætteret sig selv i Sådan - en livsreportage, 1999.
I 2006 blev Klaus Rifbjerg med novellesamlingen Og andre historier sammen med 11 andre danske forfattere ophøjet til en del af den danske kulturkanon. Han er den ene af de to nulevende medlemmer af kanonen”.
20. juli 2009 kl. 09:24
Niels Hansen
Flere generationer har igennem deres uddannelse haft Rifbjerg som obligatorisk læsning, og lige meget har det hjulpet. Interessen er ikke til af holde oppe, trods massiv statsstøtte. Og andre historier (1964), Amagerdigte (1965) Den Kroniske Uskyld (1958), der alle handler om unge af Rifbjergs generation, har ikke temaer, der siger de unge ret meget om deres livsvilkår. Og slet ikke mere. Beklager. Det er realiteter og ikke tilsvining af manden.
20. juli 2009 kl. 09:43
Fra min stol er der meget korrekt i at sige, at mange i DK vil “vende tilbage til fortiden”. Det ses bl.a. ved den nu store procentdel af befolkningen, der er (mere end) indvandrerkritiske, EU kritiske, globaliseringsbekaempende og nationalromantiske. Fra DF er der jo intet nyt i, at de bruger halvdelen af tiden ved deres partimoeder paa at synge gamle sange, og det er vel heller ikke tilfaeldigt, at der i forbindelse med interviewet af Lene Espersen er et billede af hende siddende i klitterne ved havet i vestjylland.
For mig er dette TOTALT forudsigeligt - det er blot at kaste et blik paa demografien i DK. De “store generationer” er demografisk det absolut stoerste segment i befolkningen, de er ikke unge laengere, og ikke uventet af saadanne generationer ikke ligefrem de mest fremtidsfokuserede mennesker.
Hvor mange politikere er det nu lige man ser i fjernsynet og i medierne, der er under 40 aar ???
Man kan jo tage en mand som Soeren Pind. Tidligere fyldt med droemme og visioner om Danmarks fremtid. Nu fuldstaendigt fokuseret paa hvordan vi kan bevare DK som “DK altid har vaeeret”. Hans tidligere visioner kan man vel med en hvis ret sige nu er repraesenteret i LA - som altid i presse og politik behandles som “ekstreme” og ja - vel naermest latterlige.
Det virker som om det idag er fuldstaendigt matematisk korrekt at sige, at DK er som een af universets konstanter. At begynde at taenke paa forandringer af Danmark betragtes vel naermest som “historieloest” - og ja - vel naesten revolutionaert og respektloest. Glemt er, at Danmark historisk ellers ALTID har vaeret i forandring.
Saa kort sagt - de aeldre generationer er de demografisk og dermed politisk altdominerende idag, og saadanne generationer har altid vaeret af den overbevisning, at det politisk drejer sig om at bevare Danmark som i “de gode gamle dage”.
Nutidens unge kan saa kun droemme om, at der kommer en dag, hvor nogen gider bekymre sig om dem og deres fremtid - for helt aerligt - hvor ofte er det nu man taler om unges forhold - ALDRIG. Unges bliver - som de altid har vaeret omtalt af aeldre generationer - behandlet som nogle forkaeldede moegunger der NATURLIGVIS har det fantastisk - ikke som dengang far og mor var unge, hvor alt var anderledes forfaerdeligt, og hvor det derfor var helt legitimt at droemme om et forandret Danmark.
20. juli 2009 kl. 10:03
@ Arne jensen
Kan du ikke give et par navne på forfattere, som du havde som obligatorisk læsning - og som de unge mennesker nu står på spring for at købe og læse.
20. juli 2009 kl. 10:29
Forskellen er, at hvor generationer tidligere betragtede den næste geration som naturlige efterfølgere af kulturen, er børn og unge i dag kun et selvrealiseringsprojekt for den ældre generation med attituden ‘efter mig syndfloden’. Hvor udviklingen tidligere skete med bevidst forankring i den kulturelle arv, sker udviklingen i dag enten i famlende uvidenhed eller ved direkte at bekæmpe og nedgøre egen arv.
Rifbjerg er eksponent for denne nyere kulturradikale dagsorden, der sejrede ad helvedet til i det forrige århundrede, og hans længsel efter fortiden drejer sig om at få de kulturradikale tilbage i førertrøjen og heraf hans genkåring som de kulturradikales (i dag værdimæssigt sammenfaldende med venstrefløjen) fyrtårn.
De 2x Espersens famlende politiske forsøg er på igen at få en kulturel tradition tilbage i samfundet på en eller anden måde, og det er lige det modsatte projekt af Rifbjergs.
20. juli 2009 kl. 10:37
I interviewet med Lene Espersen siger hun bl.a.: “Vi er sat i verden for at være noget for andre mennesker”.
Samtidig er hun meget kritisk over for ungdommen.
Det er da de unge mellem 15-25, som er mest interesserede i og aktive med at hjælpe folk i nød. Og de lidt ældre på Lene Espersens alder, som er mest egoistiske.
Blandt de de unge i alderen 15-25 ville de fleste stemme på SF (li
ege så mange som VKO tilsammen).
Er det det, som piner Lene Espersen?
20. juli 2009 kl. 10:37
Niels Hansen
Hvorfor analyserer og besvarer du ikke dine spørgsmål i stedet for at blande andre ind i det?
20. juli 2009 kl. 10:39
Arne Jensen :
> Forskellen er, at hvor generationer
> tidligere betragtede den næste
> geration som naturlige efterfølgere
> af kulturen, er børn og unge i
> dag kun et selvrealiseringsprojekt
Tak, farmand/bedstefar, fordi du gider oplyse de unge idag om hvem de er.
20. juli 2009 kl. 10:41
@ Arne jensen
Så var dit indlæg jo bare en tilsvining, som jeg korrekt formodede.
Jeg græmmes!
20. juli 2009 kl. 10:44
De unge er et produkt af den mistillid mellem generationer, som den kulturradikale dagsorden har skabt. Hadet til traditonen repræsenteret ved den ældre generation, der ikke leger unge med de unge.
Denne mistillid dyrkes f.eks. gennem myter som : “Det er da de unge mellem 15-25, som er mest interesserede i og aktive med at hjælpe folk i nød. Og de lidt ældre på Lene Espersens alder, som er mest egoistiske”.
20. juli 2009 kl. 10:45
Nogle udviklingtendenser kan da sagtens gå i den gale retning, men Krause Kjær har måske ret i at mentaliteten her nærmer sig det rene bagstræb i nogle tilfælde!
Hvornår de “gode gamle dage” var og hvad der precist var så vidunderligt ved dem er selvfølgelig et godt spørgsmål. Mon ikke mange f.eks. kan undvære kongeligt enevælde eller godsejervælde? Der er også behov for noget nyt, hvilket i sig selv er et problem for den nuiværende “magtklike”!
20. juli 2009 kl. 10:49
Niels Hansen
Jeg har svaret dig klart og tydelige, hvorfor det ikke er tilsvining, men da du ikke kan gensvare, vælger du i stedet den taktik at få dæmoniseret mig som én der tilsviner.
20. juli 2009 kl. 10:52
Kent Andersen
kan du ikke læse? “børn og unge er i dag kun et selvrealiseringsprojekt for de VOKSNE” det er en kritik af de boksne.
Jeg gider da ikke oplyse de unge idag om hvem de er. Det er deres eget arbejde.
20. juli 2009 kl. 10:58
Arne Jensen : Godt saa. Saa misforstod jeg vidst hvad du sagde. Beklager.
20. juli 2009 kl. 11:04
Kære Niels Krause Kjær.
Jeg syntes bestemt at Rifbjerg her har fat i noget, giv os demokratiet tilbage f.eks. hvem kunne have forestillet sig at statsministeren en dag skulle blive taget i at bruge alt for mange penge på sin private kæp hest, for efterfølgende bare at sige der er ikke noget at komme efter, med tilladelse fra dansk folkeparti som hermed viser at demokrati det er noget de tager let på når det handler om at deres magt kan komme i fare.
Vi er også i en tid hvor man sagtens kan være justitsminister selv om man står i en PET rapport, som den der har modtaget penge af et apartheid styre i sydafrika , noget der i gamle dage nok var helt utænkeligt! Nu gider jeg ihvertefald ikke at høre mere om Ole Sohns rejser!!!
20. juli 2009 kl. 11:11
Kent Andersen
ok - godt ord igen
20. juli 2009 kl. 11:14
@ Arne jensen
“Jeg har svaret dig klart og tydelige, hvorfor det ikke er tilsvining, men da du ikke kan gensvare, vælger du i stedet den taktik at få dæmoniseret mig som én der tilsviner”.
Det klarer du fint selv.
20. juli 2009 kl. 13:22
Selv ikke “dansk kultur” er noget der har vaeret konstant over tid. Saa den nylige - til tider naermest religiose - store fokus paa “bevarelse af dansk kultur” er i sig selv en aendring af dansk kultur…
20. juli 2009 kl. 14:24
De gamle dage var altid bedre, bedst var dem der alligevel er tæt på. Så vi kan glæde os over, at den tid, vi lige netop nu befinder os i, om få årtier, af vrisne gamle mænd, vil blive beskrevet som den moderne civilisations højdepunkt.
20. juli 2009 kl. 14:30
@ Guardian Anges
Hvad var civilisationens højdepunkt i 30′erne?
20. juli 2009 kl. 14:53
Et af civisationens mange højdepunkter i 30′erne var f.eks. Gödels to ufuldstændighedssætninger i 1931.
Lige så højt civilisationen nåede, ligeså lavt nåede idealistiske, politiske bevægelser i drømmen om de fuldstændige paradiser på jord og imod gamle, kulturelle traditioner. Her tænkes på ungdomsbevægelser såsom stalinismen, nazismen osv.
Hvorfor kan Niels Hansen ikke selv besvare sine spørgsmål?
20. juli 2009 kl. 15:40
Kære Niels Krause-Kjær
Jeg tror du har misset i skyndingen at Rifbjergs kronik er en ironisering af Ole Hyltofts ditto i Berlingske Tidende d. 10 juli.
http://www.berlingske.dk/article/20090710/kronikker/707100057/
I den kontekst, er Rifbjergs kronik faktisk morsom, for den udstiller er at DF ikke har politisk patent på melankoli eller naturromantik - at den slags ikke har noget partipolitisk tilhørsforhold og at man ikke bliver DFer af at være det.
20. juli 2009 kl. 16:00
Kurt Dejgaard: Jeg læste godt Hyltofts kronik. Uanset om tonen i Rifbjergs kronik er en ironisering over Hyltofts eller ej, så er jeg overbevist om, at Rifbjerg selv står på mål for budskaberne i sin kronik.
Men det med ikke at have politisk patent er jeg helt enig med dig - og Rifbjerg - i.
I øvrigt trætter det mig, at der kastes så meget glans over gamle dage og så meget smuds over nutidens unge. Jeg ved ikke, hvad det er for nogle unge, Lene Espersen omgås. Mit hjem myldrer med 15-20-årige, og de 20-25-årige har jeg været tæt på de seneste 10 år som henholdsvis lektor og censor på journalistuddannelserne. Det giver mig dagligt megen tro på fremtiden at iagttage de generationer.
20. juli 2009 kl. 16:48
Luxusbugen Rifbjerg fortjener ikke denne opmærksomhed. Han kunne i stilhed klemme kebabben sammen om sin tozzetobak i det sydlige. Han kunne snildt indgå i en reindspilning af “Livsens Ondskab”, -men det er næsten at fornærme Gustav.
Til gengæld er form, figur og høflighed ingen skade til, som grundelementer.
20. juli 2009 kl. 17:22
Hej Krause
I hele det opremsede gallerier af politikere, der har blikket rettet bag ud, da synes jeg du mangler expolitikeren og - minister Uffe Ellemann. Han har stadig et øst-vest (USA-Rusland) fjendebillede og klagede under- og efter valgkampen til Europa-Parlamentet, at de borgerlige ikke var lige så EU-begejstret som i “de gode gamle dage”, da han selv var politiker.
Jeg tror problemet er et udtryk for, at de klagende har svært ved at erkende, at de har haft deres tid og at deres holdninger ikke længere kan gøre sig gældende med samme kræft som tidligere. Kort sagt de klagende er ikke fulgt med tiden.
Endelig kan man lidt spydigt sende bolden retur til de klagende selv, fordi det er dem, der har opdraget eller forsømt at opdrage den yngre generation.
20. juli 2009 kl. 17:31
Kære Niels Krause-Kjær
Glansbilledet af “de gode gamle dage” holder naturligvis ikke en meter. Det er jeg helt enig med dig i.
Et hurtigt kig i familieanalerne, fortæller mig at mine umiddelbare forfædre døde som fluer i alle aldersgrupper i “de gode gamle dage” og overlevede (hvis de gjorde det) på “Nøjsomhed og Gudsfrygt” (Citat fra min oldefars dagbog. På nudansk: Byggrød og “Vær taknemmelig over at du overhovedet fik noget at spise”).
Men jeg har en skummel anelse om at både Hyltofts og Rifbjergs (og Espersens) “Gode gamle dage” startede i tresserne og at resten, er romantiserende projeceringer:
“Hvis jeg synes verden var dobbelt så go’ da jeg var ung og smækre møer sværmede om mig i klynger så langt øjet rakte (og det husker jeg helt bestemt at de gjorde!), dengang i tresserne… Så må det pr. projektion ha’ været fire gange så godt i tyverne og otte gange så godt i attenfirserne…”
Men her træder forskellen mellem Rifbjerg og så Hyltoft og Espersen i karakter:
For Rifbjerg indser jo at den slags ender i en karikatur af “logikken” fra de to gamle vrissenpotter fra logen i “The Muppet Show”. (Vi genkender osse “logikken” fra karakterer som både Line og Tyttebærmaja fra “Emil fra Lønneberg”)
Denne selverkendelse, når hverken Hyltoft eller Espersen (eller de to originale Muppetske vrissenpotter) til, for det forhindrer deres selvhøjtidelighed dem i at kunne.
Og det gør hele forskellen.
20. juli 2009 kl. 18:07
Krause-Kjaer og andre :
Jeg kunne maaske godt stadigt droemme om en kommentar eller to om hvad i synes om min tese om, at den nok meget udbredte romantisering af “de gode gamle dage” som der vel eksisterer idag, ikke kunne forestilles at have noget at goere med den aendring af den demografiske sammenhaeng der er foregaaet i det senere aar (flere aeldre og faerre unge). Jeg skal ikke udelukke at jeg formulerede mig enten daarligt eller maaske bare irriterende, men det var essensen…:)
Men alle herinde droemmer jo nok om mange kommentarer til deres indlaeg, saa hvis i synes min kommentar er uinteressant og/eller idiotisk, kan jeg vel ikke sige andet end “fair nok”…:)
20. juli 2009 kl. 19:10
Kent Andersen: Jeg tror faktisk ikke, den demografiske udvikling er årsag til, at gamle dyder trækkes ind i det politiske rum. Jeg ser det mere som en del af værdikampen og den politiske kamp. For Rifbjerg går en del af hans tidsregning til 2001, når han betragter den nutid (regering), han ikke bryder sig om. For andre med en anden dagsorden går tidsregningen længere tilbage, hvorfor tiden nu mere skal bruges til en genopretning.
Uanset hvad, så bruges fortiden - eller en romantisering af den - som gidsel i en politisk kamp. Og det er bestemt ikke første gang, det sker.
- og som en anden på bloggen var inde på: Vi skal huske, at om et par årtier, så er tiden lige nu ‘de gode gamle dage’. Det må jo være en trøst for dem, der er lidt bekymrede over tiderne…
20. juli 2009 kl. 20:37
Klaus Rifbjerg har da fuldstændig ret i, at hvis befolkningen kun forventes at have en holdning til Vild med dans, så kan den nøjes med forsimplede glansbilleder af vores land. Det er vel rimeligt at stille krav til befolkningen, hvad enten det gælder høflighed eller anstændig behandling af udlændinge. Naturligvis er Rifbjerg stadig relevant læsning - også for os midt i trediverne.
20. juli 2009 kl. 21:17
Sjovt nok så ligner Søren Krarup og Rifbjerg hinanden. Krarup længes altid tilbage til 50′erne og HC Hansen, Rifbjerg længes tilbage til 60′erne.
21. juli 2009 kl. 07:58
@ Niels Krause-Kjær
“- og som en anden på bloggen var inde på: Vi skal huske, at om et par årtier, så er tiden lige nu ‘de gode gamle dage’. Det må jo være en trøst for dem, der er lidt bekymrede over tiderne…”
Helt uenig.
Tiden læger ikke alle sår. 30′erene bliver f.eks. ikke pludselig rosenrøde, fordi de er kommet på afstand. 30′erne viste, at selv civiliserede lande i national selvforståelse kunne finde på at dele befolkningen op i får og bukke - og lade religiøse mindretal være syndebukke.
Og som nævnt i et tidligere indlæg så finder jeg det utroligt, at danske politikere i dag citerer morderes manifester alene for at tjene deres egne mål.
Så nej, Niels Krause-Kjær, jeg tror ikke at Foghs regeringsperiode - med en vanvittig krigsdeltagelse i Irak, en tilsidesættelse af miljøet, en polarisering af det danske samfund - og allerværst - en total ‘læggen på maven’ for Pia Kjærsgaard og DF er noget, der nogensinde vil fremstå som rosenrødt.
At Foghs efterfølger så foretrækker medieopmærksomhed om en cykeltur til Paris fremfor at svare på spørgsmål om hans medvirken til positiv særbehandling af private sygehuse (A og B hold igen, igen)viser da bare, at Foghs magtarrogance fortsætte på den store klinge med ‘Lille Lars fra Græsted.
21. juli 2009 kl. 08:43
Det VAR bedre i gamle dag - før islam viste sit modbydelige fjæs i vores dejlige (endnu) demokratiske land.
21. juli 2009 kl. 08:52
@ Niels Krause-Kjær
“Det VAR bedre i gamle dag - før islam viste sit modbydelige fjæs i vores dejlige (endnu) demokratiske land”.
Forstår du hvad jeg mener?
21. juli 2009 kl. 08:53
Niels Krause-Kjaer : Mange tak for kommentaren ! Jeg tror dog stadig ikke helt jeg vil afskrive demografien som en del af forklaringen, men man behoever jo ikke vaere enige om alting (heldigvis). Ioevrigt synes jeg det kunne vaere sjovt at hoere en kommentar fra en mand som Morten Albaek til dette. Han plejer at have nogle interessante - eller ihvertfald underholdende - synsvinkler paa emner som dette.
21. juli 2009 kl. 09:52
Som jeg læser Rifbjerg og Ole hyltoft er den mest fremtædende forskel, at Hyltoft er ÆGTE og ikke som Rifbjerg en ovefladisk hykler og selvglad farisæer.
Så er det sagt.
Allerede i gymnasiet i tresserne anså vi ham som en selvglad og uægte “Rifkabyler”, som vi kaldte ham. Personligt befandt han sig jo osse bedre i Franco-Spanien end i “det lyse, udemagogiske, verdenglade demokrati”.
Host, Hmm.
Jeg kan ikke undlade, at citere Søren Krarup fra “Tidehverv i maj-juni 2008, hvor han rammende og korrekt skriver i artiklen “Rodløsehed”:
“….Enkelte af vore mest krukkede og indbildske forfattere, en klaus Rifbjerg,….”
-og videre:” ..idet statsministeren (Fogh Rasmuseen) efter Klaus Rifbjergs udsagn jo aldrig har været i stand til at læse en bog og blive bevæget af den. Ak, findes der noget mere stupidt end denne banale forfatter, hvis åndelige niveau aldrig er hævet over det, der i vores fælles skoletid hed mellemskolen, og hvor flade vittigheder og friskfyragtige flotheder tog prisen. Det er virkelig et testamonium paupertatis, at en Klaus Rifbjerg i fuldt alvor kan benævnes digterkonge.”
Ja NKK her er jo een mere som ikke er enig med dig når du siger,at der kan siges meget godt om Rifbjerg.
Derimod kan du da have ret i at når Rifbjerg er god så er han god - det er jo en tautologi, men en som vi har til gode at opleve realiseret.
21. juli 2009 kl. 10:19
Knud Erik Nielsen
Du beskriver lige netop min og andres følelser. Fra allerede første gang man skulle læse Rifbjerg i skolen, blev man grebet af afsky for denne fimsede, puberitære, farisæiske og uærlige stil og tematik.
Men for at please læreren eftersnakkede man hende, men det sled hårdt på ens unge sjæl, også fordi man ikke selv havde det begrebsapparat til rådighed for fuldt ud at definere og sprogliggøre ubehaget over for de voksnes definitionsret.
Ja Rifbjerg er god fordi han er god fordi han er god og mener man andet, så er der noget galt med ën aelv.
21. juli 2009 kl. 10:44
Det har været interessant at følge Klaus Rifbjergs forfatterskab gennem årene. Selv har jeg læst en del af ham siden tresserne.
jeg vil give Niels Krause-Kjær fuldstændig ret, når han skriver:”Det er meget godt at sige om Klaus Rifbjerg. Når han er god, er han rigtig god, og det er befriende med store forfattere, som også har lyst og evne til at blande sig i hverdagens udflugter”.
Der har selvfølgelig også været kritik af Rifbjerg hen ad vejen. Når man langer ud, som han gør, må man også være i stand til at tage imod - og det har Rifbjerg også format til.
Kritikken af Rifbjerg har dog aldrig været så hadsk som efter han har tilladt sig at kritisere Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard. Det må have været nogle særdeles ømme ligtorne, han har trådt på.
Ikke bare selvhad over at please sin skolelærer.
21. juli 2009 kl. 10:47
[…] Læs Niels Krause-Kjærs kommentar her. […]
21. juli 2009 kl. 11:03
Vi har her et eksempel på det rifbjergske sprogbrug benyttet af en af hans beundrere:
“Det må have været nogle særdeles ømme ligtorne, han har trådt på”
Mistænkliggørelsen, den indholdsløse udskamning, den teflonagtige immunitet over for muligheden for givtig kritik, den uærlige debatstil pakket ind i en pseudo-intellektuel reflektion:
“Kritikken af Rifbjerg har dog aldrig været så hadsk som efter han har tilladt sig at kritisere Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard.”
Her ville selv en Anders And-debatstil være langt mere sigende med et dybt og ærligt:
Bavdrrrrrrrr!
21. juli 2009 kl. 11:11
@ Arne jensen
“den teflonagtige immunitet over for muligheden for givtig kritik…”
Den troede jeg helt ærlig var forbeholdt Anders Fogh Rasmussen.
21. juli 2009 kl. 11:37
“Kritikken af Rifbjerg har dog aldrig været så hadsk som efter han har tilladt sig at kritisere Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard.”
En sådan sætning har intet konkret belæg, men er taget ud af din fantasi om det onde, og har kun relevans i kraft af, at en kritisk masse af dine meningsfæller sidder og gejler hinanden op med lignende vrøvl, så I selv til sidst tror på, at det er virkeligheden, og vi andre derfor bliver nødt til tage det alvorligt og ikke bare ignorere de som galoperende ordforurening.
“Den troede jeg helt ærlig var forbeholdt Anders Fogh Rasmussen.”
Du må selv ligge og rode med dine projektioner.
21. juli 2009 kl. 14:05
30′ernes politisker verden, er måske ikke noget, man i dag jubler over, men de, der var voksne dengang er jo også forlængst døde og i dag kigger man på den del af fortiden, med nutidens briller, der måske er knapt så farvet af en selektiv hukommelse. Men mon ikke der har været en flok fortidsromantikere i 50′erne og 60′erne, måske endda i 70′erne, der har savnet et ordentligt familiemønster, at folk kendte deres plads i samfundet, at sproget var mere korrekt, at Stauning var statsminister, at det i det hele taget var tiden før verden gik af lave (krigen) og hvad deraf fulgte (kold krig, kolonimagter opløstes, kvinder begyndte at arbejde etc.). Og således vil der også være mennesker der om føje år vil mene at tiden lige nu var den bedste og som bør stræbe efter at vende tilbage til.
21. juli 2009 kl. 15:20
Ak ja! Det måtte jo komme. Klaus Rifbjerg længes tilbage til de gode gamle DDR-dage, hvor DDR ikke bare stod for en af KZ-lejrene i Øst, men også for Den Danske Radio i forbindelse med hvilken, en klog kvinde skrev noget i retning af følgende:
“Danmarks Radio burde afslutte udsendelserne med nationalsangen, så lytterne bliver klar over, at det er DR - og ikke DDR - de har lyttet til”.
Rifbjerg længes nok efter fortiden, fordi hans og DDRs fremtid så lys og rødfascistisk ud.
Tilbage i nutiden kæmper han en desperat – men forgæves – kamp for at redde sit eftermæle; men han er indhentet af svaret på det desperate digt “Alexander Solsjenitsyn”.
Moddigtet Klaus Rifbjerg, som blev til i året for antifascisten Solsjenitsyns død:
Klaus Rifbjerg
– et moddigt som svar på ”Alexander Solsjenitsyn”
Af Ove Bjerregaard-Madsen
Med gustent sind
vender skaden hjem.
Atter uvidende!
Tro mod røde sanser.
Med sammenknebne øjne
mod Øst
ser han
ikke Berlin, ikke Budapest eller Prag.
Pligtskyldigt sidder den blændede
lidt gulliversk ved
sin skrivemaskine.
Desperate digte marcherer.
Han glemmer helt
rødfascismen
GULAG
fortiden
nutiden
fremtiden
eftermælet.
Hvordan komme videre?
Række efter hvem og hvad?
Hvis meninger
er fremtidens lov?
Glemslens slør formørker
men befrier nådigt, og han
tænker ikke:
Østeuropa mishandles.
Riv Muren ned.
Lad os se tilbage
og huske massakren i Katyn.
Diktaturbødlerne myrdede demokraterne.
Internationale er mordets melodi.
Sovjets rødgardister
var menneskehedens fjender.
Det vidste vi jo
fra Hal Lehrmans værk.
Han drømte om at blive
en tornado,
som fejede de andre væk.
Tilbage står nederlaget.
Verdens Honeckere har forladt ham.
Tavsheden er den store skam.
Solsjenitsyn og eftertanke fejes ind under tæppet
Svært at bære blodige minder
ud, bort, væk.
Heldigvis kronisk uskyldig.
Og så lige den med “larmende overfladiskhed”, som Rifbjerg skriver.
Ingen har, som Rifbjerg, personificeret overfladiskheden, hvilket kom til udtryk så tidligt som i “Den kroniske uskyld”.
21. juli 2009 kl. 17:12
Det var dejligt at erfare, Lene Espersen tilsyneladende vender sig imod den almindelige egoisme og væren sig selv nok.
Skal det mon, Krause, du må vel vide den slags, forstås, at hun også mener, det er forkert, når feks konservative folketingsmedlemmer tilraner sig uretmæssige skattefordele, sponsoreres via gaver og optræder som reklamesøjler?
21. juli 2009 kl. 19:11
Jeg hører også til dem der tænker på fortiden, som et mindre onde end det vi har brygget sammen i dag. Der er ikke noget skummelt ved, at man foretrækker en større grad af fred, mennesker imellem, og en rimeligere opførsel. Virkelighedens DK er det modsatte, det har intet med den siddende regering og gøre. Men summen betyder at opdragelse er blevet en reel mangelvare, at vores kultur skæres i skiver, Når f.eks.Danskerne bøjer af i bogen fra Odense af Alex Ahrendtsen. Selv du Krause kan vel knapt se klart, når du skal leve også.
Giv os Danmark tilbage og stop med at file på “pølsen” vi vil ikke Metock dommen, og snart går EU samme vej. Ensidighed, og særbehandling er blevet et andet mere grimt DK, og skal vi vente på, at alle vågner, så bliver det kostbart og rædselsfuldt, men det er vejen der skal gås.
21. juli 2009 kl. 22:59
Det er besynderligt at opleve hvordan pariapersoner som vores gode ven Niels får lov til at dominere den offentlige debat i Danmark.
Denne blog er et godt udtryk for hvordan Maren i kæret ikke har forstået en skid.
Det er denne provensielle ånd der tillader Niels at kalde Klaus Rifbjerg en ’stor’ forfatter - hvad han bestemt ikke er!
Klaus Rifbjerg tilhører - blandt andre - en minoritet af Danskere - der mener sig bestemt til at udtale sig om hvad som helst - uden at disse personer har den mindste indsigt - og som har ingået i en hellig alliance af plattenslagere - der blot nasser på de Danske skatteydere.
Hvornår får vi anstændigheden tilbage?
M.v.h.
Søren Rasmussen
22. juli 2009 kl. 08:20
Klaus Rifbjerg er da bestemt en stor forfatter! Det er da imponerende hvor langt han er kommet og hvor meget han er blevet læst til trods for hans yderst ringe litterære talent. Selv de de dårligste noveller mine forskellige elever gennem tiden har produceret under tvang har større litterær værdi end Rifbjergs samlede produktion (og er heldigvis hurtigere læst). Og DET er da imponerende at han stadig kan få lov at blive hørt.
22. juli 2009 kl. 10:23
Ja Krause. Glem fortiden. Se på nutiden. Eksempelvis: gå en tur på Roskilde festival eller Beach parti koncerterne i Skive - OG SE HVAD DER ER EFTERLADT. Det er en fantastisk positiv udvikling der er sket! Folk fra andre lande “rydder” op og tager “skraldet” med hjem til fattigere områder. Eller en skoleklasse. Fremragende atmosfære blandt de veldrevne poder! Og den voldsomme styrkelse af griskheden de senere år. Egoet der med jantelopven som undskyldning råber sit: Fjern jer. Her kommer jeg, - og jeg pukler. -Lidt ynkeligt, Krause. Der var også gode ting for 30-40-50 år siden!!
22. juli 2009 kl. 10:30
Jens Hansen m.fl.: Kære venner, nutidens ungdom har altid voldt besvær:
“Vore dages ungdom elsker luksus. Den har dårlige manerer, foragter autoritet, har ingen respekt for ældre mennesker og snakker når den skulle arbejde. De unge rejser sig ikke længere op, når ældre kommer ind i et værelse. Den modsiger sine forældre, skryder i selskaber, sluger desserten ved spisebordet, lægger benene overkors og tyranniserer lærerne.”
- og hvem sagde så det? Lene Espersen, Søren Espersen, H.C. Hansen eller Emma Gad? Nix - det var såmænd Sokrates for sådan ca. 2400 år siden.
Mon ikke også vi klarer dette generationsskifte i fin form…
22. juli 2009 kl. 13:01
Ungdommen har altid været skrækkelig og sproget har altid været i forfald. Sådan kommer også vore børn til at tænke.
22. juli 2009 kl. 13:52
Kære Niels Krause.
Ja det er rigtigt. Ungdommen har altid voldt besvær. Især er det fint at 15-25 årige prøver tingene af. Sådan har det altid været. Men varer det ikke lidt for længe nu til dags. Jeg mener på et tidspunkt må vi vel blive voksne og kan se hinandens fejl - uden at blive ahdske. Jeg synes jeg ser yngre mnnesker på cafeerne og andre steder bruge penge - måske 200 kr pr. gang. Masser har uddanelse og hva`ved jeg . OK. Mange har ikke haft den hårdeste barndom med pligter og sparsomt forbrug, og har haft meget stor spillerum for egoet. Sætter I ikke pris på al det. Jeres forældre har ladet sig uddanne i helt enestående stil i 60èrne og 70èrne og ladet sig ansatte - mange uden egentlig at gå så meget op i løn. Man har forsket i off. regi til en lav løn i forhold til, hvad ville være tilfældet hvis nyliberalisternes moral og instilling vil slå igennem. - Vi har ALLE noget at lære - også vi der lidt ældre, naturligvis. Men mon ikke også dine jævnaldrende og andre yngre mennesker skulle reflektere lidt dybere over jeres egen situation.
22. juli 2009 kl. 15:19
@ Niels Krause-Kjær
Jeg synes simpelthen ikke du yder Rifbjerg retfærdighed i din kritik af hans kronik.
Hvad er der nu i vejen med at påpege yderst uheldige tendenser i samfundsudviklingen?
Skal vi bare stille os tilfredse med at blive kaldt gammeldags, og gnavne, når asyl-ansøgere sparkes ud af landet, minoriteter nedgøres, velfærden forringes, osv, osv.?
Hvorfor må man ikke længes efter en tid hvor solidaritet og pluralisme var positive begreber?
“Magtfuldkommenhed kaldes det, når selv den ydmygeste og mest lavmælte kritik opfattes som en fornærmelse og hånligt afvises.”
22. juli 2009 kl. 17:48
Pas på med at pege fingre ad dem, der sidder bag dig på karrusellen, Krause Kjær, undertiden er de langt foran. Og verden buldrer derudad, skriver du. Jeg har lige været rundt i den og skal hilse og sige, at den er midlertidig ude af drift og i betalingsstansning.
Undertiden kan det med andre ord være progressivt at gentage fortiden, jævnfør eksempelvis renæssancen, der af folk som dig og Søren Mørch nok i datiden var blevet dømt tilbageskuende og reaktionær, når nu verden buldrede derudad med både korstog, gotik og ilebehandling,
Det er blevet lidt af en moderne kongstanke, at verden bare buldrer derudad, at nostalgi er for gamle idioter og blot hindrer virksomme kræfters bestræbelse for at tro på fremskridtet og holde hjulene i gang, men hjulene er runde, nøjagtig som urskiven og tidens cyklus. Overalt i verden mærkes en tilbagevenden til det traditionelle, kulturelle og strukturelle, som i højtsvungne øjeblikke måske ligefrem kan ligne modernitetens endelige. Spørg blandt de yngre generationer, der har en del til fælles med de ældste, hvorved ringen synes sluttet.
Det skal dog for en god ordens skyld naturligvis bemærkes, at Klaus Rifbjerg skal holde kæft.
Mads Holger
23. juli 2009 kl. 11:04
@Kasper Jensen
Tak for dine befriende ord om Rifbjerg …. jeg husker stadig med gru den hjernevask jeg fik i gymnasietiden… med Rifbjerg… det var ganske forfærdeligt… det kunne kvæle enhver lyst til at læse litteratur og nyde poesien…. han minder mig om en usædvanlig dominerende og arrogant diktator..
23. juli 2009 kl. 14:28
Uddrag fra Litteratur Kanon udsendt af Undervisningsministeriet:
“Siden sin debut med digtsamlingen Under vejr med mig selv (1956) har Klaus Rifbjerg på én gang tegnet et selvportræt og et danmarksbillede af tiden fra 1930′erne til i dag. Hans udtryksform kan være enkel eller sammensat, eksperimenterende eller gennemsigtig, poetisk eller udfordrende, rettet mod børn eller voksne. Produktiviteten er imponerende, de pædagogiske muligheder åbenlyse, hvad enten det drejer sig om grundskolen eller de gymnasiale uddannelser. Rifbjerg har udtrykt sig inden for så at sige alle genrer: Journalistik, essayistik, lyrik, prosa, drama, revy og film, han har oversat verdenslitterære klassikere og skrevet litteraturkritik – og samfundskritik; som forfatter og kulturperson har han været en stemme i tiden i over 40 år, ofte kontroversiel, men aldrig ligegyldig – og altid med en usædvanlig sproglig musikalitet og udtrykskraft”.
VKO mente at det var vigtigt for den danske kultur, at der blev udarbejdet en kanon for højdepunkterne, og de personer som har haft stor betydning.
Spændvidden i det lyriske formsprog er åbenlys, hvis man sammenstiller Konfrontation (1960) og Camouflage (1961) med Amagerdigte (1965) og flere af de senere digtsamlinger. Som romanforfatter debuterede han i 1958 med Den Kroniske Uskyld, sin tids væsentligste ungdomsroman. Kesses krig (1981) kredser igen om barndommen i en henvendelsesform, som kan tilegnes af børn og unge. Fra de senere år kan nævnes Nansen og Johansen (2002) og den genresprængende, snart farceagtige, snart polemiske og snart lyrisk-vemodige Alea (2003), som forfatteren kalder “en tilfældighedsroman”.
Rifbjerg insisterer på sin kunstneriske suverænitet, på sin ret til både at være talsmand for kultur og modkultur og på sin ret til at lange ud efter dem, der efter hans mening vil indskrænke livsmulighederne for andre. I den forstand har han livslangt fastholdt sin kroniske uskyld.
23. juli 2009 kl. 14:30
MIN bemærkning om VKO ‘røg’ desværre midt ind i teksten. Undskyld!
23. juli 2009 kl. 15:42
Tjah: Jens Hansen hade en bondegaard - lirum-larum lej.
Sikke en gang overlegen sproglig onani og lobhudling.”Spændvidden og det lyriske formsprog er åbenlys, hvis man sammenstiller”
blop,blop- jeg græmmes og mindes gl professor Hans Brix. Han havde set et møgteaterstykke, som hed “Fugle på Taget” og SKULLE anmelde det, hvad han gjorde som følger:
“Fugle på Taget”
“hvaffor fugle?”
“duer?”
“nej! ikke duer”
“hvorfor ikke?”
“duer ikke!”
Han fik vistnok sit honorar, men sikke da en forskel til kanon-teksten og Jens Hansens verbale eskapader.
Iøvrigt så jeg en TV-udsendelse med vores nationalskjald Kim Larsen og omtalte selvglade nullitet.
Kim sang og spillede Rudyard Kiplings sang om den grå Mulmein pagode “Oh den vej til Mandalay.”
Aldeles omgående blev han af Store Klaus belært med dennes mellemskole -viden om at Kipling var en utiltalende og forkert person og white mans burden etc, etc.
det mest ulækre var det arrogant hoverende, bedrevidende og selvglade udtryk i digterkongens ansigt, samtidig med at han belærte Kim Larsen om Kiplings manglende stuerenhed.
Et lille enkelt tilfælde, men et afslørende blitzbillede af “digterkongen”.
23. juli 2009 kl. 19:25
@Niels Hansen
”Rifbjerg insisterer på sin kunstneriske suverænitet, på sin ret til både at være talsmand for kultur og modkultur og på sin ret til at lange ud efter dem, der efter hans mening vil indskrænke livsmulighederne for andre. I den forstand har han livslangt fastholdt sin kroniske uskyld.”
Ovenstående er rendyrket nonsens. Især ”lange ud efter dem, der efter hans mening vil indskrænke livsmulighederne for andre”, er idiotisk, idet Rifbjerg lod sig beværte af magthaverne i KZ-staten DDR.
Om igen
24. juli 2009 kl. 12:56
@ Ove Bjerregaard-Madsen.
Nej du forstår slet ikke Store Klaus.I hans egocentrerede optik er det netop, at indskrænke livsmulighederne for andre at kritisere selveste ham for at lade sig beværte af DDR og at kritisere ham for hans forkærlighed for og ferier i Franco-Spanien.
Du kan da nok se at det ikke er rimeligt at bruge samme målestok for en genius som Store Klaus som for vi andre lille klaus-er.
Husk dog på, at han er Herre i Åndernes Rige.
25. juli 2009 kl. 16:14
Ja, Klaus Ribjerg drømmer sig tilbage til dengang, da han lod DDR-regimeret redigere sine bøger, før de blev udgivet i DDR. En hæderlig forfatter ville have sagt nej til denne poltiske censur, men ikke Rifbjerg. For ham har penge altid været vigtigere end moral.
Iøvrigt er der flere faktuelle fejl i hans ubehjælsomme kronik:
1. Hans Blix blev ikke fyret som våbeninspektør.
2. Mogens Fog blev ikke udsat for tortur, da han blev anholdt af Gestapo.
Men det er jo typisk Rifbjerg, at han løber med en halv vind - og digter virkeligheden om, som den passer ham…