Imens vi alle sammen (stadig) venter på den store samtidsroman, har Jan Sonnergaard netop beriget os med en fortælling om at være ung i 1980’erne. Debutromanen ’Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom’ har fået mange roser i Berlingske, andre er lidt mere forbeholdene. Jeg glæder mig under alle omstændigheder til at læse den, ganske som jeg var begejstret for hans gennembrud, novellesamlingen ’Radiator’, for en halv snes år siden. Jan Sonnergaard er en væsentlig og vedkommende stemme, og dansk litteratur ville være fattigere uden ham.
Men hans beskrivelse af 1980’erne genkender jeg ikke.
Jan Sonnergaard og jeg er begge født i 1963, men det virker som om, vi er opvokset på to forskellige kloder. Han fortæller om at vokse op i atombombens skygge. Om at leve hårdt, fordi det kunne være den sidste dag. Om punkere, yuppier og meningsløs tilværelse, som udenfor romanen er blevet personliggjort af digteren Michael Strunge, der i 1986 tog sig eget unge liv og symboliserede punkkulturens endeligt.
Undskyld mig, men det var ikke de samme 80’ere, jeg levede i.
Indrømmet, musikken var af varierende kvalitet. Men derudover husker jeg mest årtiet som forløsningens årti. Schlüter tog over efter Anker. Inflationen forsvandt, renten bankede ned og statsunderskuddet forsvandt. Reagan tog over efter Carter og viste sig at være alt andet end ’afdanket skuespiller’ og ’gal hund’, som Anker og Auken uklædeligt kaldte ham - han viste sig at være en af historiens største præsidenter og greb mulighederne og Gorbatjovs hånd. Det samme gjorde Thatcher uden hvem, Blair ikke havde haft en chance for at videreudbygge Storbritannien til et moderne, rigt og liberalt samfund.
Punkere og yuppier? Måske i enkelte subkulturer, men jeg skulle hilse Sonnergaard og mange andre, at i Ringkøbing, Hovedgaard, Horsens, Assens og Slagelse vrimlede det med unge mennesker, som passede deres studie og arbejde og gik ganske almindelig klædt og stemte på normale politiske partier - også selv om vi måtte være arbejdsløse i en periode.
Det er rigtigt, at Den Kolde Krig var en del af debatten. Nogle tog det seriøst og aftjente for eksempel værnepligt som et beskedent bidrag til en mere sikker verden. Andre mente, det skabte mere fred at drage til en ørken i Nevada under parolen ’Next Stop’ og kritisere vennerne. Ved den lejlighed deltog jeg sammen med en håndfuld unge konservative i DR TV’s glade monopol-dage i programmet ’Ugens Gæst’, hvor vi diskuterede med en håndfuld fra ’Next Stop’-bevægelsen - flere af dem var, vidste vi allerede dengang, forklædte ungkommunister. En af pigerne forklarede under udsendelsen, at hun i forbindelse med noget, Ronald Reagan havde sagt, var blevet så bange for atombomben, at hun ikke havde haft menstruation i tre måneder (!). Meget havde vi forberedt os på, inden udsendelsen, men lige netop dét argument havde vi ikke forudset.
Det var heller ikke til at forudse, at det årti, hvor vi som enhver anden ungdomsgeneration drømte, elskede, festede og troede på fremtiden, et par generationer senere skal udtværes som et frygteligt årti. Det var det ikke. Det var et flot årti, hvor fundamentet til det moderne og globale samfund blev skabt. 1980’ernes unge er hånligt blevet kaldt ’Nå-generationen’, og det er meget muligt, at punkerne i og omkring Jan Sonnergaards miljø sagde ’nå’ til det meste. Men de fleste af os tog ansvar, som vores bedsteforældres generation havde gjort det.
Det var et fantastisk årti, man kan være stolt over at have været ung i.
19. oktober 2009 kl. 11:14
Enig med NKK i at vores forældre ikke tog ansvar - 68 generationen er det dyreste bekendtskab Danmark har haft med en generation - der er heller ikke politisk mod til at stoppe for den urimelige fest og få fjernet efterlønnen - denne Ankerske skamplet som trækker vores konkurrence evne ned på bedste kommunistiske vis.
PS firserne var dog modemæssigt et særdeles grusomt årti.
19. oktober 2009 kl. 11:24
Ikke en Historie, men mange historier…
Men lad os da bare slås om hvis “sandhed”, der er “rigtig”.
For mit vedkommende var jeg hverken yuppie eller punker. Og selvom Anker ikke fremstå som nogen succes, gør Schlüter det heller ikke.
Fsva. Reagan er vandene vist mildt sagt delte blandt faghistorikerne, om end det vist kun er neotraditionalistiske triumfialister, der fortsat anser den mand for en “stor” præsident.
19. oktober 2009 kl. 11:28
Bravo Krause,
Det er nemlig rigtigt. Det hele vendte i 80érne, det var da også der, at landsholdet begyndte at spille fodbold igen, og de var faktisk ligeglade med, at de var undertippede. De spillede bare, og det gik helt godt, ligesom med Reagan, han var også bare sig selv, og det gik også helt godt, og Dame Thatcher med. Yes! Tak for at minde os om, at det var et dejligt, råt årti, hvor tingene gik fremad igen.
Jens.
Og med Schlüter:”Det skal være sjovere, at være dansker.”
19. oktober 2009 kl. 11:32
“Blair ikke havde haft en chance for at videreudbygge Storbritannien til et moderne, rigt og liberalt samfund.”
Denne chance forsplidte han godt og grundigt. Under Gordon Brown fortsætter nedturen!
19. oktober 2009 kl. 11:34
Hurra Krause! Du rammer lige ind i hjertekulen på en gammel forstads-80′er-koldkriger-nostalgiker som mig.
80′erne var det gode årti, der sluttede med festen i ‘89.
vh
Christopher
19. oktober 2009 kl. 11:37
“Det var et fantastisk årti, man kan være stolt over at have været ung i.”
Hvilken andel havde du i at være ung i 80′erne?
Havde du bedt om at blive født på det rigtige tidspunkt, da du udvalgte dine forældre?
19. oktober 2009 kl. 11:43
Ja NKK der må være flere jordkloder for din beskrivelse genkender jeg ikke.
Dels fik Schlüter regeringsmagten på det tidspunkt hvor den verdensomspændende lavkonjunktur havde skrabet bunden og var på vej op, det gjorde unægtelig arbejdet letter for Schlüter ligesom, at det var den borgerlige lejre der havde stemt imod alle Anker Jørgensens reformforslag. Nu fik Schlüter de borgerlige med. Men sådan er der så meget.
19. oktober 2009 kl. 12:02
Ronald Reagan er utvivlsomt og ubestridt den største præsident USA har haft siden 2. Verdenskrig.
Han er nemlig den eneste amerikanske præsident der har vundet en krig i de sidste 50 år.
Og det var over den mægtige militærmagt Grenada.
Niels: Dine forældre burde havde brugt kondom.
19. oktober 2009 kl. 12:07
80′erne var fantastiske. Det var mulighedernes tid, de personlige computeres indtog, og alt mulig tøj fik lov til at afprøves. Nogle af de fedeste filme i vores historie blev lavet dengang, E.T, Back-to-the-future, Ghostbusters, Breakfast-club, St. Elmo’s fire og mange flere, WOW en tid siger jeg bare.
19. oktober 2009 kl. 12:16
Helt helt enig.
Glem ikke Uffe Ellemann Jensen. Manden der gav danskerne selvrespekten tilbage.
Om mange år vil historikerne se tilbage og se der - lige nøjagtig DER rystede danskerne nederlagene af sig, løftede panden og gik ind i kampen igen. Og det er i høj grad Uffe og Schlüters fortjeneste.
19. oktober 2009 kl. 12:33
Niels Krause skriver: ‘Jeg glæder mig til at læse den’. Krause starter altså med at fortælle at han ikke har læst Sonnegaards bog. For så derefter at bruge bogen som udgangspunkt for hele sin klumme, og kritisere Sonnegaard: ‘Men hans beskrivelse af 1980’erne genkender jeg ikke…’.
Det virker useriøst, og vidner om manglende respekt for både forfatter og læsere af blog’en.
19. oktober 2009 kl. 13:23
ja. dette er sgu stor humor. krause er ved at blive gammel.
Hjem til århus, krause. LOOOOL
det eneste der holder ved 80´erne er sgu musikken.
og det er ikke “hjem til århus” jeg tænker på.
19. oktober 2009 kl. 13:29
Jan Sonnergaards miljø er overhovedet ikke repræsentativt for 1980′erne. De fleste af os der tilhørte denne store genration var hverken yuppier eller punkere. Men typsik det er sidstnævnte medierne mest interesserer sig for. De fleste journalister ligger langt til venstre for midten, og dette lille ‘punker-segment’ er vel det eneste fra det årti de kan identificere sig med. Ud over værnepligtstiden var jeg selv studerende det meste af årtiet, og boede på et kollegium i en Kæøbenhavnsk forstad. Jeg kan selt ikke genkende det billede som Jan Sonnergaard -ifølge NKK - beskriver af “årtiet hvor der blev festet igennem”.
Tvævrtimod. 1980′erne var årtiet hvoir der blev gjort med den marxistiske kollektivistiske tangegang fra 1970′erne. Hvor ønsket om personlig frihed atter blev ‘legitimt’, og hvor eksemplvis kvinder -på deres egne betingelser- igen måtte se smarte og kænne ud, mens vi fyre ikke behøvede at gå rundt og skamme os over at være “undertrykkende” mænd.
Jo, et festligt og farverigt årti, der slet ikke har noget med disse par håndfulde ‘Nå genrations’-punkere (eler ‘No future’) at gøre. Iøvrigt har jeg bemærket, at mærker som Docksides og LaCoste er på mode igen. Jeg vil gætte på, at disse mærker har sat et større tryk på tiden efter 80′erne end disse få latterlige punkere, (eller de få yupiees for den sags skyld).
19. oktober 2009 kl. 13:40
@NKK: Jeg kan nu godt huske angsten for den altomfattende ødelæggelse og kvalmen i aulaen da vi blev indlagt til at se “The day after”. Angsten var en af mine grunde til at gå ind i politik - men jeg valgte stik modsat de venstreorienterede, der gerne solgte deres sjæl til fanden selv - ondskabens imperium - for at få fred.
Men håbet var der også. Netop typer som Reagan, Thatcher, Schlüter (!) o.s.v. baserede deres politik på optimisme og ¨håb. “Det skal være lettere at være dansker”. “Vi skal producere os ud af krisen”. “Det går ufattelig godt”. Angst tilsat optimisme gav eufori - og vi vandt. 80erne var et stor årti.
19. oktober 2009 kl. 13:55
Søren Pind
Ja smag og behag er forskelligt, da jeg ikke ser Kartoffelkuren, tvangsaktioner, ungdomsarbejdsløshed osv. som et gode.
19. oktober 2009 kl. 14:06
Hej, skynd jer over på Beinovs blog. Her argumenterer jeg for at en svagere krone er det eneste rigtige, når vi nu er den eneste ud af højst 3-4 andre lande på planetens overflade, som har en svensk designet velfædsstat.
Og min påstand er, at den pragmatiske Schlüter ville have ladet markedet bestemme kronens værdi, men at han af loyaliteteshensyn overfor den borgerlige regering ikke vil indrømme det.
Schlüter kunne og kan jo se hvor mange flere penge staten ville have fået i (skatte)indtægter hvis kronen havde været svagere, og danske virksomheder derfor ikke dagligt ville være tvunget til at se at svenskere, englændere, amerikanere og andre fra dollar-denominerede økonomier løber med ordrerne.
19. oktober 2009 kl. 14:09
@Dorte Sørensen:
Faktisk VAR kartoffelkuren et gode, fordi den påbegyndte et opgør med den gældsætningskultur, som debitorfordelen havde skabt op gennem 60′erne og 70′erne. Selv tvangsauktionerne var et gode set i denne forbindelse.
19. oktober 2009 kl. 14:23
Troels Jensen
Ja sænkningen af rentefradraget var et gode for det danske samfund, det havde Anker Jørgensen også forsøgt at få gennemført, men de borgerlige ville ikke stemme for et sådant forslag. Schlüter gik det første skridt med nedsættelse af rentefradraget fra 75 pct. til ca. 50 pct. og SR-regeringen gik skridtet vider så vi i dag er ned på godt 30 pct.
Men ungdomsarbejdsløsheden var ikke et gode og de mennesker der måtte gå fra hus og hjem mente nok heller ikke at Kartoffelkuren var det.
19. oktober 2009 kl. 14:24
Kære Niels Krause-Kjær
100% enig. For mig, fremstår firserne som lidt af et gyldent årti. Det var årtiet hvor vi fik troen og optimismen tilbage. Det var årtiet hvor ærmerne blev smøget op. -Hvor vi igen begyndte at tro på at vi selv herrer over vores egen fremtid og ikke bare var bagsædepassagerer.
Jeg får endda lyst til - idet jeg med et skævt grin smider aben tilbage i skødet på DR og en temmelig plat ungdomsudsendelse fra den tid - at kalde det “den gyldne skovls årti” ;-)
Idag, mangler vi i den grad ånden fra firserne.
Det såkaldte “systemskifte” og den såkaldte “værdikamp” har - undskyld udtrykket - været en fis i en hornlygte. -Ordskvalder
Schlüter og Ellemann maa sidde og rulle opgivende med øjnene når de ser hvad der blev af de borgerlige partier de dengang ledede og når de ser hvad der blev af den borgerlige politik de genindførte.
Det de to bedrev var det egentlige “systemskifte”. Det i totusindtallet påståede ditto er til gengæld buldren fra tomme tønder og løse kanoner der tumler formålsløst rundt på dækket. -Præcist hvad vi i firserne klandrede Anker Jørgensens skiftende halvfjerserkonstellationer for.
Hvad Anker Jørgensen aldrig forstod - og hvad jeg mistænker den nuværende borgerlige regering for heller ikke at forstå - er at man ikke bliver rytter af at sidde på en hest!
19. oktober 2009 kl. 14:35
Bent Larsen: Sjovt, du nævner Reagan og Grenada. Jeg husker tydeligt den helt vanvittige proportionsforvrængning, der herskede i de år, og som du nu fører videre. Dagen efter at USA havde invaderet Grenada med en håndfuld soldater (de forlod øen hurtigt igen) blev der delt pjecer ud på Strøget i Kbh. af forargede ‘fredsaktivister’, der stod med plakater og protesterede imod USA-imperialismen, alt imens der blev smidt bomber forklædt som legetøj i Afghanistan. Hvor var alle de fredelige folk ved den årlige demonstration foran Sovjetunionens ambassade? Vi var ikke mange, men det var også en kold årsdag for sådan en invasion.
Hvis der er noget, 80erne huskes for, så er det de få, der ramte helt uden for skiven og de mange, som bevarede overblikket - og så socialdemokraterne, som fjumrede noget rundt og gudskelov til sidst kom tilbage på sporet.
19. oktober 2009 kl. 14:48
“En af pigerne forklarede under udsendelsen, at hun i forbindelse med noget, Ronald Reagan havde sagt, var blevet så bange for atombomben, at hun ikke havde haft menstruation i tre måneder”
Det er altså sjovt! :-)
God blog, selvom jeg synes musikken var fantastisk i 80erne (især op til 85).
19. oktober 2009 kl. 14:49
Reagan? En af de største præsidenter? Manden var jo galere end Irans forsamlede lederskab lige nu - han truede med at atombombe hele USSR. Han var det individ - nogensiden, der var tættest på at udrydde hele menneskeheden!
19. oktober 2009 kl. 15:00
Niels Krause-Kjær
Det glæder mig at du også har deltaget i demonstrationer mod krig. Med den snarlige vedtaget lømmelpakke er det nok fortid, da jeg ikke tør og mange med mig ikke tør gå i demonstration mere – sørgeligt for demokratiet, når befolkningens ytringsfrihed så vil blive svækket.
PS: mener du at socialdemokraternes modstand mod opstilling af flere atom rakketer var så forfærdeligt. Regan gik da også med på nedrustnings bølgen , så så forfærdeligt kan socialdemokraternes ønske om nedrustning vel ikke være.
19. oktober 2009 kl. 15:27
Endelig kommer Krause-Kjær ud af skabet og vedkender sig sit neoliberale historiesyn. Cepos-kammeraterne Arzrouni, Pind og Elbjørn har da også straks kvitteret med klapsalver.
Det er godt, Niels, nu er der ingen grund til at skjule det mere.
Og pyt så være med, at Reagan efterlod et USA med en historisk høj statsgæld (og at han iøvrigt viste begyndende tegn på den demens, han senere døde af i sine sidste to år på posten) At Reagans ulovlige politik i Mellemamerika (Du har måske glemt Iran/contra-skandalen) ikke alene forsynede det iranske præstestyre med våben, men også den dag i dag spreder død og ødelæggelse blandt helt almindelige mennesker i de lande i regionen, hvor civilsamfundene er brudt sammen.
Du har også glemt, at din gamle “polare” Schlüter efterlod landet med en historisk høj arbejdsløshed, en kæmpe statsgæld og en økonomi, der var gået i stå. Kartoffelkuren medførte et hidtil ukendt højt antal tvangsauktioner og personlige konkurser blandt almindelige danskere.
Og faktisk måtte Schlüter gå, fordi der blev indledt rigsretssag mod en af hans ledende ministre (Ninn blev faktisk dømt). Men skide værd med alle pjattede de detaljer, for ih hvor vi hyggede os i konservativ ungdom, og idag ville vores nye gode venner i DF sørge for at den slags politiske pjattesager aldrig mere bliver taget op hverken i Folketinget eller i DR.
Men alt i alt er det godt præcis at vide, hvor du står, Niels, næste gang der tales om alle de røde lejesvende i DR.
19. oktober 2009 kl. 15:34
Når du ikke kan genkende Sonnergaard’s beskrivelse af 80′erne er årsagen måske at han netop ikke er væsentlig og vedkommende.
Han er derimod et produkt af den danske forfatter-pølsefabrik, og så lurede han at man kan få massiv opmærksomhed ved at skrive frække ord overalt, og i særdeleshed når man kombinerer det med et surmuleri og deprimerende syn på samfundet. Alt er ad helvede til, ja det er så…
Ihh, hvor er han dog en dybsindig samfundsanalytiker og kritiker af samtiden.
Sikke han kan. Der er både pik og lort i teksterne, ingen småborgerlige fornemmelser der.
Realiteten er naturligvis den triste at han netop blot er endnu en pølse fra fabrikken. Han mener det samme og siger det samme og ser det samme, som alle hans venner fra den yderste venstrefløj, altså de samme folk som har taget så grueligt fejl i stort set alle spørgsmål i årtier.
De er som blottet for proportioner i deres politiske analyser og følgeligt givetvis også i deres beskrivelser af derse ungdom.
Det andre ser som noget naturligt og som småtterier, kan Sonnergaard omskrive til noget helt sensationelt og altomfattende.
Det er kedsommeligt og patetisk. Stop dog for denne “kunstner” romantik og betragt som det hvad det er. Statsstøttet samlebåndsunderholdning produceret under nogle meget stive rammer for hvad der er god smag.
Jeg savner noget originalitet i danske litteratur. Og det er sgu ikke Radiator der elvererer det. Den er kun velegnet til gymnasieelever der er begejstrede for pik og patter.
19. oktober 2009 kl. 15:43
Jeg mener også, at 80´erne overordnet set var et godt årti. Det var i 80`erne, at genopretningen af den danske økonomi blev påbegyndt, og om end festen i første omgang sluttede noget brat med kartoffelkuren i 1986, så var 80´erne i det mindste et langt bedre årti end 70`erne.
Det var også, som andre har skrevet, et årti hvor vi begyndte at finde os en ny og mere afbalanceret identitet oven på ungdomsoprøret i 1968, og endelig sluttede årtiet jo helt fantastisk med kommunismens sammenbrud.
90´erne var et endnu mere fantastisk årti, præget af det håb om en mere fredelig Verden, som kommunismens sammenbrud gav anledning til, samt i slutningen af årtiet udbredt eufori over de muligheder, som internettets udbredelse gav.
Festen sluttede imidlertid brat d. 11/9 2001, da terrorister kaprede 4 passagerfly i USA for at bruge dem som levende bomber imod udvalgte mål. Siden da har vi befundet os i en trist tilstand af ”terrorkrig”, mislykket krigsførelse i Irak, en mildt sagt hysterisk udlændingedebat i Danmark og selvpåførte begrænsninger af den frihed og retssikkerhed, som vores samfund er bygget på.
00`erne er også et årti, hvor den genopretning af den danske økonomi, som blev opnået i 80`erne og 90`erne, for en stor dels vedkommende er blevet sat over styr igen p.g.a. en uansvarlig og populistisk økonomisk politik.
Tidligere finansminister Thor Pedersens bemærkninger om, at vi ”kunne købe hele Verden”, vil sandsynligvis gå over i historien som en klassiker på linie med Schlüters påstand om, at ”intet var fejet ind under gulvtæppet” i Tamilsagen.
19. oktober 2009 kl. 15:44
Kasper Elbjørn: Hun var faktisk sød, men tog fuldstændig fusen på os. Det var Jens Heimburger, som reddede den ved lidt senere at henvise til nogle Pershing II-raketter, tror jeg, og - forsigtigt og meget diplomatisk - forklare, at hun derved i fremtiden kunne få sin menstruation i fred.
Ole Olesen: Jeg er faktisk ikke enig vedr. Sonnergard. Han gør en forskel til det bedre. Men derfor kan man jo godt være uenig.
19. oktober 2009 kl. 15:57
Kære Niels
Nu vi pjatter løs med proportionsforvrængende erindringer om fløjsinvasionen af Granada, så kan du måske lige minde mig om, hvor mange civile det var, der mistede livet, da de Reagan-financierede dødspatruljer myrdede løs blandt Guatemalas indianere? Eller hvad med Honduras landarbejdere?
Det var og er måske bare nogle skide analfabeter og ligegyldige kommunister alle sammen?
Eller er det den slags, vi bare kalder “collataral damage” nu om stunder?
19. oktober 2009 kl. 15:59
[…] Writer Jan Sonnergaard and political commentator Niels Krause-Kjær have different views about the 1980s. Sonnergaard finds that the 1980s were the worst of times with the developed world living under the threat of nuclear destruction. Krause-Kjær on the other hand saw a new dawn. […]
19. oktober 2009 kl. 16:29
Jeg var i starten af mine tyvere, da firserne begyndte. I det årti skulle jeg komme til at miste mere end tyve af mine venner til aids. Det var et hårdt årti, men det glæder mig, du morede dig, NKK.
19. oktober 2009 kl. 16:44
Peer Aagaard: Egentlig ville jeg ikke kommentere på dit indlæg, men gør det så alligevel. Efter to års bloggeri og mere end 10.000 kommentarer, hvor man bestemt oplever lidt af hvert, så skal du vide, at din kommentar er all-time-lowest. Så er man da noget.
19. oktober 2009 kl. 16:48
Og Lasse G: Nej, det der skete i Mellemamerika i 1980erne var bestemt ikke kønt. Det kunne måske nok forklares, men det kan ikke forsvares.
19. oktober 2009 kl. 16:53
Ja, det er en mangfoldig verden, og oplevelser er i sagens natur subjektive, NKK, og det er fint, at du ikke kan genkende Jan S.’s oplevelser. Men det grænser alligevel til Schlüttersk jubeloptimisme at være så positiv over et årti, der var præget af et oprustningskapløb, som heldigvis var med til at vælte muren og tage livet af et af de værste styrer, verden har set - desværre påvirkede det jo også den amrikanske økonomi grundlæggende. Hvor vores sexliv var dybt præget af angsten for AIDS, hvor ungdomsarbejdsløsheden var enorm, hvor kartoffelkuren splittede mange hjem osv. Og så var der fint på Århus Universitet, og der blev holdt gode fester og spillet musik og livet kørte derudaf for en stor del af befolknignen, som det også gjorde i 68, specielt efter, at husejerne havde vænnet sig til, at renten kom nogenlunde på niveau med inflationen, og inden kartoffelkuren ramte, og gu’ var der behov for genopretning af en økonomi i kroniske ubalancer. Meeeen, der var mange katastrofeblink undervejs, og man skal være en meget blind liberal, hvis man ikke kan se dem og synes, at de ikke er værd at nævne.
19. oktober 2009 kl. 17:04
@ Lasse G
Du er et klasseeksempel på hvad der gik galt for venstrefløjen i firserne:
Ude af stand til at finde noget godt at sige om dit eget ideologiske ståsted, er du reduceret til ren fingerpegeri og skælden ud over “de andre”, “disse formastelige”, “alle ondskabers ophav”. (De vil sælge os alle til mørkes kræfter i udlandet for blodpenge…)
Det udstillede det ideologiske sammenbrud - man udgjorde simpelthen ikke et attraktivt alternativ med et indhold som man selv ville vedkende sig åbent.
Dog begrænses morskaben over det ved at jeg ser historien gentaget hos den borgerlige fløj, idag:
Det er en jammer at se på hvordan borgerlig politik idag er blevet reduceret til fingerpegeri og skælden ud over “de andre”, “disse formastelige”, “alle landsforræderes/danskerhaderes ophav”.(De vil sælge os alle til mørkes kræfter i udlandet for blodpenge…)
-En jammer, fordi det netop minder om tidligere tiders symptomer på et ideologisk sammenbrud.
Og helt ærligt: Er der nogen der ved deres fulde fem vil kalde den øjeblikkelige regerings politik for “borgerlig”?
(Spørgsmålet er ikke stillet til Søren Pind som ikke ville genkende en borgerlig liberal ideologi hvis den bød ham op til dans. Han nøjes - som en stor del af hans partifæller - med spagfærdigt at “emulere” en “borgerlig lyd” og håber på det går).
19. oktober 2009 kl. 18:11
Det eneste vi har til fælles er at vi befinder os på planeten Jorden. Bortset fra det lever vi hver enkelt i vores egen virkelighed, hvad der så udemærket illustreres ved at læse diverse indlæg. For min egen del oplevede jeg 80′erne overvejende positivt. Dette både privat og også samfundsmæssigt med bl.a. murens fald i 1989.
19. oktober 2009 kl. 18:11
Politikerne i 80′erne havde holdninger og tog en smule ansvar.
De 179 genier vi trækkes med i dag, bruger primært arbejdstiden på at udtænke nye forbud.
Den resterende del af tiden bruges på at udtænke nye kommissionkombinationer, der kan komme med de samme konklusioner som den forrige kommission.
Konklusioner alle kender på forhånd, og som ingen af de 179 genier på noget tidspunkt har haft planer om at følge.
For meningen med en politikers liv anno 200x er primært at blive genvalgt, ikke at tage upopulære beslutninger, der kan bringe sit land tilbage på rette kurs.
Det er i øvrigt ikke anderledes i USA, hvor medicinen mod en alt for lav rente i alt for mange år, samt et voldsomt (over)forbrug, ikke overraskende, er en alt for lav rente og et voldsomt (over)forbrug!
Inden længe styrter dollarens værdi derfor i afgrunden og det samme gør den amerikanske forbruger, som pt. står for 71% af USA’s efterspørgsel, som igen udgør 50% af verdens efterspørgsel.
Den økonomiske smalhals i Fattigfirserne, bliver snart overgået af Katastrofetierne. Og det eneste, vi kan forvente fra de 179 genier, er endnu en kommission.
Næh, godt nok begik politikerne mange fejl i 80′erne, men i sammenligning med de genier vi har nu, så hellere 80′erne. Og musikken var faktisk heller ikke så dårlig.
19. oktober 2009 kl. 18:31
@ Michael Krone
Bingo!
Der var engang - i 80erne - hvor politikere turde træffe upopulære beslutninger hvis og når de var skønnet nødvendige (kartoffelkuren er et godt eksempel).
Idag er det blevet leflen for den laveste fællesnævner hvor man istedet puser sig op over at være “politisk ukorrekt” - en selvopfundet term som skal skjule at man ikke tør gøre hvad er nødvendigt, hvis det er upopulært og skyndsomst undlader at minde nogen om at “politisk ukorrekte” tiltag sættes i værk under behørig skelen til om de er populære - måske endda med en snert af “folkelige” - om de er til nogen nytte, er i den forbindelse underordnet…
Som jeg sagde tidligere: Man bliver ikke en rytter af at sidde på en hest!
19. oktober 2009 kl. 18:35
Jeg er noget af vejen enig med dig i at 80érne var et sjovt årti, men der er dog et par ting vi ikke er enige om Schlúter tog over efter Anker, jo tak med konkurs kartofelkur pinse pakke påske pakke osv men ingen store reformer der for alvor ændrede økonomien i gunstig retning.
Regan lavede mange mærkelige ting i hans regeringsperiode, Iran kontra skandalen f.eks, hvor han finanserede kontrane, med penge som han havde tjent ved at sælge våben til Iran, begge dele var ulovlige som bare f….., så nok var det et sjovt årti men nogen havde det sjover end andre tror jeg.
19. oktober 2009 kl. 18:40
Til flere: Naturligvis var der også brok og besvær i 80erne, men hånden på hjertet: Tror nogen, at unge, der i dag er 15-25 år, i 2034 vil mindes deres ungdom som et årti, hvor klimadebat, Al Quida og finanskrise formørkede deres tilværelse? Det skal der nok være et par begavede litterater, som vil påstå. Så håber jeg blot, at nogle vil sige dem imod.
19. oktober 2009 kl. 18:52
For mig var det angstens årti ind til 1989. AIDS, Tjernobyl, hvor man ikke anede hvad der foregik, og våbenkapløb (der endte godt, men det var ubehageligt da det stod på). Der var trods alt kup i Moskva i 1990, hvor det ikke var givet hvad det ville ende med.
Og jeg synes ikke man skal underkende den betydning Greenpeace, Next Stop, Operation Dagsværk osv. havde for mange unge, i hvert fald i den almindelige provinsgymnasiestemning jeg oplevede.
19. oktober 2009 kl. 19:00
@Kasper Elbjørn
“God blog, selvom jeg synes musikken var fantastisk i 80erne (især op til 85).”
OneTwo slog altså først igennem i 1986 :-)
19. oktober 2009 kl. 19:19
@ Jens Hansen
Haha.
Men faktisk blev der lavet en smule musik i 80erne, der stadig kan høres:
London Calling
Born In The USA
The Smiths
Appetite For Destruction
The Joshua Tree
19. oktober 2009 kl. 19:22
5. Juni 1985. Danmark-Sovjetunionen 4-2.
Elkjær og Laudrup….så bliver det ikke meget større !!!
19. oktober 2009 kl. 19:52
@Michael Krone
Okay, selvom jeg synes faktisk OneTwo lavede nogle enkelte ganske gode numnre, og så gjrode det jo heller ikke noget, at de to ‘front-friller’ så hamrende godt ud. Jeg så dem faktisk et optræde et par gange, og de gjorde det udmærket.
Men nok om OneTwo. Din liste har nogle glimrende eksempler på, at der rent faktisk blev lavet meget godt musik i 1980′erne. Jeg så faksisk Bruce Springsteen på Nya Ullevi i Gøteborg 1985. Stor koncert. Og så skal vi jo heller ikke glemme, at det var i 1980′erne gamle Deep Purple (Mark II) genopstod, og udsendte albummet ‘Perfect Strangers’. Men som sagt kan jeg tilslutte mig din liste helt og aldeles.
19. oktober 2009 kl. 20:12
For at komme tilbage på det alvorlige (AIDS) spor. Det var vel i virkeligheden det værste ved 80erne, at landet befandt sig i næsten forplantningsmæssig afholdenhed, fra viruset blev kendt af offentligheden.
Vi var mange, der havde fået mere pels på krogen, uden den udbredte frygt for HIV - tøsebørnene var skrækslagne for at blive smittet.
Hvis Danmarks Statistik havde indsamlet tal på One-night Stands i 80erne, er det ikke opløftende læsning.
@ Jens Hansen
Springsteens koncerter er second to none. Også den sidste i Parken var i verdensklasse. Utroligt at en mand på 60 stadig sidder på live-tronen.
19. oktober 2009 kl. 20:19
Firserne var Yuppiernes årti.
Meget kan man klandre dem for.
“Angste” er ikke eet af dem.
(Det er “dygtige” og “intelligente” heller ikke…)
19. oktober 2009 kl. 20:22
Hvor befriende at læse Niels. God borgerlighed er nu hvad vi higer efter, også nu. Men hvor er dagens Schlütter ?. Vi er mange der virkelig savner en ansvarsfuld Konservativ.
Ja 80 erne var pragtfulde.
19. oktober 2009 kl. 20:55
@Michael Krone
“Hvis Danmarks Statistik havde indsamlet tal på One-night Stands i 80erne, er det ikke opløftende læsning.”
Arh, jeg tror nu nok mit gamle kollegie ville kunne hive det gennemsnit op :-) Sådan som jeg husker det holdt AIDS-truslen de færrste tilbage når først sprutten satte ind.
Jeg har selv set Bruce i Parken, men det var i 2003. Jeg tror han har været her i DK siden, (et par gange fakisk).
19. oktober 2009 kl. 20:58
Ingen, heller ikke Sonnergaard, har vist nogensinde påstået, at punkerne (og yuppierne) repræsenterer hele generationen. Men de var der, og så har Sonnergaard vel lov til at beskrive dem. Jeg var selv i udkanten af punken i firserne, og jeg kan bevidne, vi var der, og vi var ikke så få, men klart i mindretal i forhold til alle dem der gik i LaCoste osv. Men ønsker Jens Hansen med flere, at vi skal udslettes fra historien om firserne eller hvad? Punken og det der fulgte efter var først og fremmest et æstetisk opgør, der rakte langt ud over det endimensionelle “No Future”-slogan. (og jeg har ikke læst bogen, men må tilstå at jeg desværre også har Sonnergaard mistænkt for at skamride No Future-klicheen en smule). Det er ret misvisende når nogle af debatørerne får punken til at lyde som et specielt venstreorienteret fænomen. Punken og post-punken var i opposition til munke-marxismen men holdt sig helst langt udenfor politik. Der var selvfølgelig punks, der var Bz’ere, og punksene brugte af og til Bz’ernes huse til at spille og optræde i, men Bz-bevægelsens ret firkantede retorik havde sgu meget lidt med punk at gøre. I øvrigt vil jeg gerne nævne et par store navne fra vores dages musikscene: Nephew og Raveonettes. De ville ikke eksistere uden punken. Den mørke æstetik i “Forbrydelsen” tør jeg også vædde med, vi ikke havde set, hvis firsernes sorte side ikke havde været der. Punken lever videre i det, der i dag er mainstream.
19. oktober 2009 kl. 21:02
Michael Krone
19. oktober 2009 kl. 20:12
For at komme tilbage på det alvorlige (AIDS) spor.
Det slemme var, at Folketingets homofile medlemmer og ditto lobbyister, fjernede den danske effektive lov som forebyggede udbredelsen af kønssygdomme, liiige præcis da hele verden vidste om bøssernes HIV-smitte og den var importerede til Danmark.
Tankevækkende.
Rejs for pokker omsider den Rigsretssag mod ministeren, der underskrev den samfundsdødsdomslov!
Ministeransvarlighedsloven!
Der er ikke forældelse.
Lad os få den Rigsretssag.
Og få loven på plads igen.
19. oktober 2009 kl. 21:25
@Bjarne Larsen
“Men ønsker Jens Hansen med flere, at vi skal udslettes fra historien om firserne eller hvad? Punken og det der fulgte efter var først og fremmest et æstetisk opgør, der rakte langt ud over det endimensionelle “No Future”-slogan”
Det var vist en til mig. Ja, hvis det vi skal huskes for er Punken, så er det vist bedst at 1980′erne går over i nådig glemsel.
19. oktober 2009 kl. 21:38
Skal vi ikke bare blive enige om, at firserne var et spændende årti at være tilstede i? Der var angst. Der var optimisme. Verden var sort/hvid - både på mine forældres fjernsyn og i folks hjerner.
På villavejene nede bag kirken var Schluter god og Stalin ond. I rækkehusene på den anden side af hovedgade var det omvendt.
Vi fik en champagneboblende i Berlin i 1989, og da vi kom ud af firserne var verden ligesom blevet mere moden. Vi fik farvefjernsyn, og de fleste af os fandt ud af at sandheden ikke er sort/hvid.
At vi har denne diskussion er så lidt trist. Har det virkelig kun taget verden små tyve år, at gå fra modenhed til gammelsur og senil? Er vi på vej til at glemme nuancerne? Skal alt deles op i godt og ondt? Skal NKK ikke have lov til at glæde sig over sin ungdoms lyse minder, bare fordi at HIV/AIDS huserede i den vestlige verden?
Få nu smidt det Sort/Hvid fjernsyn ud for pokker. Vild Med Dans ser også meget bedre ud i farver. Det samme gælder Verden i almindelighed
19. oktober 2009 kl. 21:40
Rettelse: Vi fik en champagneboblende FINALE i Berlin.
Undskyld
19. oktober 2009 kl. 23:28
Morten,
fik du først farvefjernsyn i 1989????
19. oktober 2009 kl. 23:45
@Jesper Nielsen
Når sandt skal være sagt, tror jeg det kom et to eller tre år før. Jeg håber du kan tilgive mig denne kunstneriske frihed :o)
20. oktober 2009 kl. 00:03
For os, der lige er lidt ældre end Krause var 80erne et helt fantastisk årti:
Det var fodboldfest med Laudrup, Sepp & Elkjær, det var gennembruddet for dansk musik: TV2, Frede Fup, Kim Larsen (Midt om natten), Tøsedrengene, Danseorkesteret, One-Two, Rugsted/Kreutzfeldt, Lars Hug, Marquis de Sade, Sanne & Lis. Frigørelsen fra striktrøjen med kvindetegnet, den bløde mands død, Lørdagskanalen & monopol-bruddet: Lokal-radiostationer og TV-ditto med Bundesen som vært, Redz Thott på vandski efter storebæltsfærgen, Riskær & yuppierne, Nordisk Film, Cafe Dan Turell & Sommersko, flippermaskiner, Hotel Klitten i Ringkøbing.
For en ung mand, der ellers var rimelig venstreorienteret ved årtiets start, blev det en fantastisk, vild og frigørende periode, som startede, da Schlüter kom til i 1982 og som sluttede med murens fald, hvor DKP blev opløst.
Herefter blev det meste efter min opfattelse lidt kedeligt igen, indtil midt 90-erne. Hvilket formentlig kan lære én, at tømmermændene naturligvis ligger skjult i sejrsrusen. Ligesom idag … efter 2007.
Jeg har aldrig kunnet forstå dem, der kaldte det fattig-80erne. Det var en fantastisk rig periode - et mulighedernes årti. De bør omdøbes til festlig-80erne.
20. oktober 2009 kl. 01:57
“ÅÅÅhhh Michael Laudrup og Prepen Elkjær…” (Svend Gehrs)
Så er der vel ikke mere at sige…
Nej, spøj til side. Eftersom jeg først blev født i 1982, kan jeg ikke prale af noget indgående førstehåndsindblik i 80′erne. Dog har jeg beskæftiget mig indgående med perioden, både ud fra et økonomisk-politisk og kulturelt perspektivt. Og jeg har bestemt det indtryk at det var en guldalder.
Diversiteten i det politiske og åndelige udtryk slog igennem i firserne. Gedigin virkelighedsnær popmusik afløste de politiserende amatørkvæder.
20. oktober 2009 kl. 03:31
Firserne var det årti hvor jeg indså at Danmark var et samfund i forfald. Det var det årti hvor de borgerlige med Schluter åd kamelen råt. Man aksepterede fuldt ud den samfundsskadelige velfærdsideologi som i bund og grund er ansvarsforflygtigelse. At basere et samfund på slaphed ser vi konsekvenserne af i dag.
20. oktober 2009 kl. 06:34
Jeg er også født i 1963 - i Vangede - og i mine øjne har I alle ret. Danmark var mange mange ting dengang. Jeg husker at jeg startede 1980 i islandsk sweater - og lavede gymnasieblad på kommercielle vilkår, selvom hele flokken var ræverød. Men mens jeg gik i gymnasiet kom de ungkonservative ind i 1.g. Det er dem der er ministre nu.
20. oktober 2009 kl. 08:26
“monopol-bruddet: Lokal-radiostationer og TV-ditto med Bundesen som vært, Redz Thott på vandski efter storebæltsfærgen”
Monopolbruddet ikke at forglemme. At DR’s monopol blev brudt er nok en af de største kulturpolitiske ting der er sket i landet siden WWII. Og hvor det befriende at slippe for DR’s evindelige moraliserende belæring.
Men ellers er helt enig med dig i, at 1980′erne bør omdøbes fra ‘fattig-firserne’ til ‘festlig-firserne’. Der var jo masser af dommedags-profetier om jordens snarlige undergang, (atom-bomben, nitrat-bomben, hullet i ozonæaget ect), så jeg tror holdningen blandt os unge var, at hvis det alligevel er uundgåligt, så kan vi lige så godt gå ned med et stort brag af en fest.
20. oktober 2009 kl. 09:01
That was the only good thing about the ’80s–we got rid of one of the Bee Gees. One down, three to go. …!
And now we’re at it.
The techno-hyped ’90s?
If you want to surf, go to Maui!
20. oktober 2009 kl. 09:07
And the 70’s?
There we were in the middle of the sexual revolution wearing clothing that guaranteed we wouldn’t get laid
20. oktober 2009 kl. 09:31
Det Krause-Kjærs blogindlæg her illustrere med al uønskelig tydelighed er det politiske hængedynd, som det borgerlige Danmark befinder sig i - et hængedynd, der efterhånden har nået et landsskadeligt niveau, fordi man er fuldstændig ud af stand til at se og erkende egne fejltrin.
Det borgerlige Danmark har udviklet sig til en klicheproducerende muddermaskine.
Tænk, at man stadig vil være bekendt at fremmane Anker Jørgensen-spøgelset i en tid, hvor almindelig dannet historisk indsigt og besindelse har lært os, at den sørgelig udvikling i dansk økonomi i 70′erne såmænd OGSÅ havde rødder i borgerlige regeringers fejlvurderinger.
Tænk, at man som erklæret ideologisk tilhænger af det fri marked i det sidste år har brugt 160 milliarder skattekroner på at understøtte det fri marked. Det seneste eksempel er skattekroner til private mælkebønder - partiet Venstres kernetropper, der ellers i alle andre sammenhænge går ind får kræfterne frie spil.
Og tænk, at man forsøger at fastholde billedet af Reagan (der var en populær præsident i USA)som en STOR præsident i et historisk perspektiv, når vi den dag i dag har kæmpeproblemer både med økonomi, terror og narkobekæmpelse, der både direkte og inddirekte kan tilbageføres til mandens politiske fejlvurderinger.
Manden forsynede både Saddam Hussein og det iranske præstestyre med våben. Manden bevæbnede og trænede taleban i Pakistan. Manden samarbejde med og styrkede de sydamerikanske narkokarteller, da han brugte dem som håndlangere til - i modstrid med den amerikanske forfatning - at forsyne mellemamerikanske dødspatruljer med våben og militærtræning. I det hele taget var mandens fortolkning af Monroe-doktrinen (hvad mener de borgerlige sabelsvingere iøvrigt om den?) en katastrofe for en masse uskyldige civile i hele Mellem- og Sydamerika. Reagan talte meget om den frie verden, men i praksis var verden knap så fri for folk, der levede i hans egen “baghave”.
At Søren Pind er hinsides enhver pædagogisk rækkevidde står klart for de fleste, der følger med i debatten. Han har sluppet jordforbindelse og sejler rundt i verdenshistorien som en ideologiblind, forvirret muldvarp. Men en eller anden og meget gerne flere behjertede sjæle - med nosser - må snart tage fat på en højst tiltrængt borgerlig fornyelse og selvopgør, hvor der luges ud i de historiske vrangbilleder. Hvis ikke, så degenererer dansk politik da fuldstændigt.
20. oktober 2009 kl. 09:32
@Michael Krone
The Clash London Calling … Original Release Date: December 14, 1979…..?
20. oktober 2009 kl. 09:41
@Søren Pind
“Angsten var en af mine grunde til at gå ind i politik ”
The world is like a ride in an amusement park, and when you choose to go on it you think it’s real because that’s how powerful our minds are. The ride goes up and down, around and around, it has thrills and chills, and it’s very brightly colored, and it’s very loud, and it’s fun for a while. Many people have been on the ride a long time, and they begin to wonder, “Hey, is this real, or is this just a ride?” And other people have remembered, and they come back to us and say, “Hey, don’t worry; don’t be afraid, ever. Because this is just a ride.” And we…kill those people. “Shut him up! I’ve got a lot invested in this ride, shut him up! Look at my furrows of worry, look at my big bank account, and my family. This has to be real.” It’s just a ride. But we always kill the good guys who try and tell us that, you ever notice that? And let the demons run amok. But it doesn’t matter, because it’s just a ride. And we can change it any time we want. It’s only a choice. No effort, not work, no job, no savings of money. Just a simple choice, right now, between fear and love.
20. oktober 2009 kl. 09:59
[…] at omskrivning af historien. Sørme om ikke Ronald Reagan nu skal have en præmie og kaldes for vinder af den kolde krig. Naturligvis oprustede han med 1000-vis af atomvåben og bragte verdenen på randen af […]
20. oktober 2009 kl. 10:33
Christ, nu bliver der på Berlingske debat-blogs linket til en voldsforherligende venstrefløjsekstemistisk blog som ‘Modpress’. Det siger lidt om, at debat-trådene på Berlibgske.dk virkelig er blevet til en ‘legeplads’ for den yderste venstrefløj.
20. oktober 2009 kl. 11:13
jens - sikke noget pjat. Løgnene flyver da hurtigere ud af dig end man kan følge med.
20. oktober 2009 kl. 11:45
@Lestat de Lioncourt
“And the 70’s?
There we were in the middle of the sexual revolution wearing clothing that guaranteed we wouldn’t get laid”
LOL. Det er god værkstedshumor :-)
20. oktober 2009 kl. 12:49
Selvfølgelig var Reagan en stor præsident. Det lykkedes Reagan at få genskabt den optimisme og stolthed, der havde fået et knæk med nederlaget i Vietnam og Sovietunionens fremmarch i slutningen af 70erne.
Han er formentlig den præsident i efterkrigstiden, der har præget den amerikanske folkesjæl mest. Om man mener det var til det bedre eller værre, afhænger selvfølgelig af ens politiske præferencer.
På det økonomiske område gik det godt. Væksten var høj, arbejdsløsheden lav og inflationen og renterne blev nedbragt.
Nuvel, han efterlod sig et stort statsunderskud, men da Reagan/Bush æren var slut, havde USA til gengæld opnået en hegemonisk stilling i verden og sovietunionen var kollapset. Om det var sket uden Reagans kombination af politiske forhandlinger og militært pres, er ikke til at sige.
20. oktober 2009 kl. 12:55
@ Lestat de Lioncourt
Even Rolling Stone considers London Calling a release made in the Eighties even though it was a few days early.
http://www.rocklistmusic.co.uk/rstone.html
@@Michael Krone
The Clash London Calling … Original Release Date: December 14, 1979…..?
20. oktober 2009 kl. 12:55
[…] til udtryk i forsmåede politikeres beklagelser over deres trælse ungdom, eller som f.eks. i dette blog indlæg om 80′erne. Dykker man ned i DR’s arkiver og finder ungdomsprogrammer frem fra f.eks. 70′erne og […]
20. oktober 2009 kl. 13:14
Det er muligt, at Reagan kan opleves som en “stor” præsident, hvis man er amerikaner med hang til de gode gamle dage - en vis John F. Kennedy nyder vist samme status blot i et andet segment, som man siger.
Men for ungkonservative politikernørder fra Århus forstæder var han/Reagan vel strengt tagte mest en god og uartig film lidt i stil med Topgun. De oplevede verden fra en tryg villavej og legede politik, når andre legede med piger.
Det er vel strengt taget ikke noget urimeligt forlangende, at disse ungkonservative nørder - der nu burde være modne mænd - har fået lagt lidt distance til ungdommens sværmerier og derfor er i stand til at præstere en lidt mere nøgtern analyse af fortiden, vel? Der var vist ikke nogen, der havde forhindret Brian Mikkelsen i at komme til orde på sit gymnasium, vel? Han kunne og kan bare godt lide smagen af martyrium.
Er det iøvrigt ikke præcis den samme nøgternhed disse ungkonservative nørdemænd nu forlanger af deres ungkommunistiske kolleger fra dengang?
20. oktober 2009 kl. 13:16
Reagan er helt klart den største Amerikanske præsident der har været siden WWII. Han genskabte troen på at vesten overhovedet ikke behøvede at gå i flyverskjul overfor kommunismen, og han tog et opgør med 70′ernes ‘détente-politk’ overfor Sovjet, da denne ‘afspænding’ af Sovjet udelukkende var blevet brugt på at styrke sin position overfor den frie vestlige verden. Kort sagt, De oprustede mens vesten nedrustede. Reagen tog denne udfording fra Sovjet op, iværksatte en massiv Amerikansk oprustning vel vidende at Sovjet ikke havde økonomien til at følge med, (ihvertfald ikke uden en bankerot til følge). Desværre valgte det ‘fodnote-flertal’ i Folketinget, at Danmark skulle gøre alt hvad vi kunne for at modarbejde denne fornuftige politik.
20. oktober 2009 kl. 14:11
Jens Hansen har en bondegård
lirum larum lej…
20. oktober 2009 kl. 14:14
Der er lidt orwellsk ‘1984′ over beskrivelsen af de dejlige 80′ere foranlediget af, at nogle ser dem med andre briller end Niels Krause-Kjær og hans begejstrede supportere fra det neoliberalistiske vækstoverdrev. Og sådan lidt i retning af venstres tidligere statsminister, der egenhændigt vandt 2. verdenskrig i Danmark mod tyskerne efter at krigen var slut. Det er virkelighedsopfattelser lige efter nysprogsideologien, hvor forholdet til realiteterne kun betyder noget i det omfang det kan lade sig gøe at fordreje dem til noget helt uigenkendeligt - gerne ved brug af en personlig tilgang.
Det er helt rimeligt at forskellige mennesker oplever en tid forskelligt, men kærlighedsforholdet til Reagan og Thatcher er da fra mange vinkler interessant - også betragtet som psykologiske brist - men også i forhold til, hvad kendsgerningerne siger. Historiens realia kan nu ikke afgøres af disse ubearbejdede og noget neo-liberalistiske tendensiøse opfattelser. Der må uhildede øjne til, og efter min mening er det kunstneriske blik bedre end NKK’ billige og letkøbte 80-betragtninger. Det kan jo dog være, at de kunstnere NKK refererer til alligevel havde (har) en bedre virkelighedsopfattelse og forståelse af deres samtid end NKK. Måske har nogle af disse erkendelser været vanskelige at bære.
Men udover det kunstneriske blik på samtiden i 80′erne har der også været andre opfattelser på banen end den glade vækstjubeloptimisme. Atomtruslen var reel nok og den allerede på dette tidspunkt accellererende nedbrydning af økosfæren var godt i gang. Konsekvenserne ses i dag (bl.a. i form af klimatruslen) og når man taler om, hvordan de unge om 20 år vil huske 2001-2010 kan det meget vel være, at de vil erindre dette årti som et vendepunkt, hvor der vil blive gjort op med hele opfattelsen af, at vækst, marked og selvrealisering er alting og at væksten kan fortsætte uændret og uhindret i al evighed uden konsekvenser for den biosfære, som understøtter og en forudsætning for alt liv på Jorden - og altså også menneskenes og NKK’s liv.
I det lidt længere perspektiv kan det ikke helt afskrives - på trods af NKK, Pind og hvem der nu syntes det var så dejligt - at 80′erne markerer indgangen til en periode, hvor samfundene må forholde sig til enerigikrise og økologisk krise og gøre op med fordommene om vækst og frit marked.
Ingen kan vide, hvad der så vil følge, men det vil ikke være det samme som var.
20. oktober 2009 kl. 14:14
Jeg husker 80′erne for en masse småynkelige claims-to-fame. Der var kommet fart på, at den gik via journalistikken - medierne. Og helt ærlig, Krause-Kjær, du blev hængende. Andre blev mundskænke, f.eks. Og, blev hængende.
20. oktober 2009 kl. 14:58
Måske vi bare har oplevet verden fra 2 helt forskellige steder.
Med Schlüterregeringen, KU’ere, Yuppier, Reagan og Thatcher er Krause Kjær som at finde i en lille tidsboble i en lille del af det mest reaktionære felt i 80′erne.
For mig er 80′erne Rekordhøje renter, kartoffelkur, tonsvis af tvangsauktioner af folks boliger, massearbejdsløshed af usete dimensioner, en tabt ungdomsgeneration osv osv.
Dette sideløbende med en meget aktiv fagopposition og stærke venstrefløjspartier.
jeg skal som eksempel nævne historiens største demonstration mod Schlüter regeringen i 85.
derudover er der der generalstrejken i 85 med massiv opbakning.
Der var frygten for opstilling af atomvåben i øst og vest som førte til samtidige demonstrationer i Tyskland med mere end 3. mio deltagere - i hamburg hvor jeg var var vi 600.000 samlet.
Det var årtiet hvor modsætningerne blev tydelige.
20. oktober 2009 kl. 15:10
@Bjarne Thyregod
Nu er det jo ikke udnerligt, at en Folketingskandidat for Enhedslisten har et negativt syn på 1980′erne, hvor de fornuftige borgerlige værdier for alvor kom til hæder og ære igen. Den store demonstration i forbindelse med overenskomst-forhandlingerne i 1985, som du nævner, viste sig da også at blive den sidste store manifestation for Fagbevægelsen. Siden da har man aldrig kunnet samle noget der bare tilnærmelsesvist minder om de 150.000-200.000 man samlede den dag i 1985. Og det er værd at bemærke her, at i 1985 greb Firekløver-regeringen ind i overenskomstforhandlingerne, og dikterede lave lønstigninger. Men dette udløste ingen revolution. Der var noget brokken de første par dage efter indgrebet, hvorefter folk stille og roligt gik tilbage til deres arbejde. Så nul revolution for Bjarne Thyrgod og resten af venstrefløjen.
Slutteligt vil jeg lige anhold edin måde at omskrive historien på. Du skriver: “Der var frygten for opstilling af atomvåben i øst og vest”. Nej, fredsbevægelsen’frygtede’ kun de vestlige atom-våben, hvorimod man intet problem havde med øst-blokkens atomvåben.
20. oktober 2009 kl. 15:18
Sludder og vrøvl, Thyregod - det er uden for emnet. Emnet er Krause-Kjær, og 80′erne serverede ham vel. Et godt årti, basta. Og, atter uden for emnet, alle årfem’er var gode, vi festede og pigerne var smukke, og vidste det.
20. oktober 2009 kl. 16:21
@Jens hansen borgerlige dyder er det Ungdomsarbejdsløshed (Jeg synes jeg hørte Lars Løkke udtale ved hans tiltrædelse at det skulle hans søn ikke opleve)?
Er det rekordhøj arbejdsløshed, der er borgerlig dyder?
Er tvangsauktioner og tårnhøje renter borgerlige dyder ?
Omkring atomvåbenmodstand så er du er en af de dinosaurer som stadig tro at venstrefløjen var lig DKP. Det er jo ganske rigtigt at DKP delen af fredsbevægelsen fokuserede på Pershing og Thomahawk missilerne.
Men den øvrige fredsbevægelse var så sandelig også modstandere af SS20 raketterne.
Og jeg kan fortælle at i Tyskland hvor jeg demonstrerede var man meget lidt begejstret for de opstillede SS20 raketter ved grænsen.
20. oktober 2009 kl. 16:29
Og så lige den med fagbevægelsen og Påskestrejkerne 85.
Strejkerne varede fra 24. marts til 12. april 85 med et sted mellem 2 og 3 millioner tabte arbejdsdage til følge.
Resultatet blev at der ved overenskomst indgåelsen blev givet massive lønforbedringer og i 87 blev arbejdstiden nedsat til 37 timer.
Ligeledes begyndte Schlüter regeringen at føre en væsentlig mere neddæmpet politik overfor fagbevægelsen i den resterende regeringstid.
Thatcher og Reagans reaktionære politik overfor arbejdere og fagbevæægelse - fik ingen grobund i Danmark efter 85.
20. oktober 2009 kl. 16:59
@Jens Hansen
Er det ikke lidt fjollet at brokke sig over, at folk fra venstrefløjen skriver i bloggen hos Berlingske? Det ville da være møgkedeligt, hvis det kun var højreorienterede der kom med indlæg? Så kunne I sidde her og blive gamle og sure (og mere konservative) sammen.
Jeg synes da, at det netop er interessant, at de forskellige meninger mødes. Der er ingen sport i at sidde i paralelle bloguniverser, uden nogensinde at møde andet end rygklappere. Her synes jeg faktisk berlingske skiller sig positivt ud ift. andre aviser. Det mener jeg på trods af at jeg er langt mindre borgerlig end avisen på lederpladsen.
Når det er sagt, kunne de forskellige ytrede meninger godt trænge til lidt underbyggende argumentation en gang imellem. Og det gælder også dine ord, Jens Hansen. At lade galden flyde er muligvis terapeutisk for skribenten, men vi andre får ikke meget andet ud af det end et billigt grin på skribentens bekostning.
20. oktober 2009 kl. 17:36
@Morten Jespersen
Du misforstår. Jeg har intet imod at ‘meninger’ brydes. Jeg kan undre mig over den massive overvægt af venstrefløjsere jeg mener der er i kommentatorsporene på Berlingske blogs. Og jeg har i al stilfærdighed undret mig et stykke tid da Berlinske officwelt er en såkaldt borgerlig avis, men da jeg så et link til ‘Modpress’ måtte jeg altså undre mig ‘højlydt’.
Slutteligt, din ‘karaktergivning’ til mine indlæg er jeg kold overfor. Jeg skriver som jeg lyster, og hvis det er for hård kost for Berlingske.dk må de jo ‘banne’ mig.
20. oktober 2009 kl. 19:18
Alting var skideskægt i 80′erne - efter Schlüters ord “det skal være sjovere at være Dansker”. Så er der en del folk herinde, der fokuserer på kartoffelkur og arbejdsløshed. Essensen er at Schlüter ikke prioritere arbejdsløshedsbekæmpelse højt i en situation, hvor man skulle rette op på andre ubalancer i samfundsøkonomien (inflation, betalingsbalance, statsgæld). Det er ikke muligt at føre en økonomisk politik, der retter op på det hele på én gang, og derfor må man prioritere målene. Den dag idag er der åbenbart stadig nogen, der tror at der eksisterer et “pengetræ”, men bare kan plukke fra. Mht. til kartoffelkuren, så var det en nødvendig reform af en økonomi, hvor folk på usund vis bare troede at man kunne gældesætte sig ud af problemerne (så ville inflationen automatisk æde af gælden over tid). Dette fører til ubalancer og nødvendige tiltag - og derfor var kartoffelkuren i høj grad en “selvpåført kur” til befolkningen. Det fedeste var helt klart venstrefløjens rådvildhed ovenpå utopiernes sammenbrud i øst -og dermed disse samfundseksperimenters endeligt. De fleste af de tidligere kommunistiske lande lider den dag i idag stadig med eksperimentet - 20 år senere. Og med DDR opløst som selvstændig stat. Der kan man se hvad den slags utopier kan føre til. Hvad var der mon blevet af DDR hvis ikke Vesttyskland havde fusioneret med fallitboet i øst. 80′erne var klart en fed tid.
20. oktober 2009 kl. 19:20
Der findes ingen objektive historiske “sandheder”, alt afhænger af synsvinklen. Derfor kan Krause-Kjærs nostalgiske betragtninger kun være et partsindlæg, sympatisk nok krydret tilbageblik på hans egen ungdommelige entusiasme (og naivitet?). Dog med store lakuner, fx var DKP aldrig andet end en minoritet på venstrefløjen. For andre blev 80′erne - som det så udmærket er blevet sagt - det mest reaktionære årti i nyere historie, måske med undtagelse af restaurationsperioden efter Napoleons fald.
20. oktober 2009 kl. 19:29
@KB Nielsen
“var DKP aldrig andet end en minoritet på venstrefløjen”
DKP var i det mindste ærlige mht. at de stod på Sovjets side. Alle de andre Sovjet-apologeter i Rød Blok påstod ganske vist, at de ikke var tilhængere af af Sovjet-systemet, men sjovt nok blev al kritk af atom-våbenkapløbet udelukkende rettet mod vestens atomvåben og aldrig Sovjets. Og det selvom Sovjet hver måned opstillede to nye SS20 mellemdistanceraktter. Det er pudsigt som i prøver at omskrive historien til, at i skam var imod atomvåben-oprustningen på begge sider af jern-tæppet.
20. oktober 2009 kl. 19:40
@Jens Hansen
Et manglende aspekt i debatten om firserne handler om det europæiske og delvist amerikanske “Nye Venstre”s nederlag. Dette “Nye Venstre” var imod oprustning på begge sider af Jerntæppet med en meget bred folkelig basis over hele Europa - som det kom til udtryk i Fredsbevægelserne. At det korrupte og kriminelle styre i Sovjet forsøgte at udnytte dette kan ikke undre, men det kan aldrig blive et udtryk for, at det “Nye Venstre” skulle have nogen sympati for de røde czarer i Kreml.
I øvrigt er det sandsynligt, at den vestlige oprustning var bidragende til at tvinge det historiske misfoster i sænk. Måske ikke så meget Reagan, men Tchatchers ekspedition til Falklandsøerne på den anden side af kloden. De siges, at de sovjettiske admiraler med deres rustne plimsoller helt mistede modet, da de så, at det kunne lade sig gøre.
20. oktober 2009 kl. 20:48
Det er også værd at huske at 80′erne var det årti at østblokken endelig faldt fra hinanden, og socialismen viste sig at være kulisser.
Når man kikker tilbage på Next Stop bevægelserne og debatten om mellemdistance raketterne, så er det klart at jo mere socialismen faldt sammen, jo mere kreativ (og politisk udvandet) blev protesterne.Og bevægelserne eneste formål har dog også været, at uddanne en række gode reklame folk bl.a., og så selvfølgelig at forsinke venstrefløjens selvopgør. Og det ser ud fra anmeldelserne at dømme, at Sonnergaard heller ikke løfter denne opgave.
Lidt forsinket fik perioden sin tema sang med REM ‘Losing my religion’ (1991).
21. oktober 2009 kl. 01:18
Det er da utroligt som man forbigår betydningen af den brede accept af velfærdssamfundet. Hele den forfejlede politiske udvikling kan henføres til troen på velfærdssamfundet. Mange af de selvskabte plager som samfundet lider under er en konsekvens af velfærdssamfundet. Opgøret med velfærdssamfundet selvskabte plager startede i USA for 25 år siden. Her i liden Danmark har man åbenbart ikke fattet et kuk af realiteternes verden og man vil ikke indse at velfærdssamfundet er kongens nye klæder.
21. oktober 2009 kl. 06:45
Hvorfor fik den halvgeneration, der ikke tilhører 68 generationen, men er 5-10 år ældre end NK så uendeligt få børn:
Fordi de festede 80′erne væk eller fordi arbejdsløsheden var enorm (flere af mine jævnaldrende med videregående uddannelse fik først et fast job da de var 40), fordi kartoffelkuren førte til drastisk fald i huspriser (unge, der købte hus først i 80′erne først kunne sælge det igen i midten af 90′erne) osv. osv. osv.
21. oktober 2009 kl. 06:53
Man kan høre, at der ikke er mange der bryder sig om Reagan, men jeg vil nu sige at han var den der startede det, der senere skulle få det hjernedøde regime i øst til at bryde sammen.
Jeg vil tro at det er en af historiens største scames, som starte med at en af de amerikanske efterretningstjenester planter en historie i “Det Hvide hus”: “Vi har nu et system der kan skyde fjendens raketter ned, nærmeste inden de har forladt deres base, det være sig landbaseret, som vandbaseret”. Systemet blev kendt som “Stjernekrigs-projektet”. Reagan blev så glad for dette system, at han straks gik på talerstolen og proklamerde, at nu kunne USA skyde de russiske rakketer ned, som de nu havde lyst. Han trode fuldt og fast på at amerikanerne havde sådan et system. Han talte så overbevisende om dette system, at russerne og deres allierede, troede på at amerikanernerne havde sådan et system. Sådan et system skulle de også have, og begyndte så at pumpe millioner af rubler ind i et lignende projekt, som amerikanernes. Senere var det, sammen med andre årsager, med til det økonomiske sammenbrud i øst. Vi ved så i dag at amerikanerene aldrig var i nærheden af noget, der kunne ovenstående - de havde simpelthen ikke teknologien på daværende tidspunkt.
Så hvis man ikke havde haft Reagan, som man kunne bilde hvad somhelst ind, havde sammenbrudet i øst været sket langt senere og muligvis med katastrofale følger - her tænker jeg på hvordan krigen i Kuwait i 90-91, vil have endt, hvis østblokken stadig havde eksisteret på daværende tidspunkt.
Godt gået, Reagan!
21. oktober 2009 kl. 07:55
Reagan var ikke en lallende idiot men var derimod en velinformeret og visionær politiker.
21. oktober 2009 kl. 08:54
@Michael Krone.
Rewriting history orwellian style huh?
Well, in 1993, NME ranked the album at number six on its list of The Greatest Albums of the ’70s.
http://www.rocklistmusic.co.uk/607080.html.
But leave the rankings to Brian M…!
He cares. I do’nt
More important though is the fact that
what was once the mark of utter uncoolness, a veritable byword of selling out, has become the norm. More than a decade ago we became inured to the most unlikely parings. Led Zeppelin in a Cadillac ad. The Clash shilling for Jaguar. Bob Dylan warbling for an accounting firm, or Victoria’s Secret. An Iggy Pop song about a heroin-soaked demimonde accompanying scenes of blissful vacationers on a Caribbean cruise ship.
There is no longer even a debate, let alone a stigma. “If you did an advert, you were a sellout,”.
Not anymore…!
So just keep driving your Jaguar.
21. oktober 2009 kl. 10:09
Kære Niels
Svar venligst - bare med et ja eller nej - om du har læst Sonnergaards bog?
21. oktober 2009 kl. 10:14
@Lasse G: At kalde Niels Krause for neo-liberal 8eller mig for den sags skyld) er måske lige at stramme den.
Til øvrige anti-Reagan/anti-kapitalisme bloggere vil jeg sige, at jeg til enhver tid vil fremhæve, at Reagan var en af de helt store præsidenter. Det betyder ikke, at jeg vil forsvare alt hvad han gjorde. Eksempelvis hører jeg til dem, der mener, at Reagans præsidentperiode markerer begyndelsen på en trend, som har gældsfinansiering og kreditekspansion som dens varemærke, og som først sluttede sidste år, da finanskrisen rullede sig ud.
Modsat socialister, miljøideologer m.v. tillader jeg mig at være nuanceret i min tilgang til politik. Jeg tror eksempelvis at Lars Løkke kan blive en fremragende statsminister, men han får det ikke nemt, og naturligvis er jeg ikke enig i alt, hvad han gør og siger. Det samme gælder Reagan, selvom jeg overordnet mener, han var en fantastisk præsident.
Ligesom Bill Clinton og Barack Obama repræsenterede han amerikanernes stræben efter lykke fordi han kom fra ingenting og nåede det højeste hverv i USA. Han genskabte den amerikanske selvtillid efter Vietnam, Watergate og Carter, ligesom Obama på mange måder har en stor, stor chance for at gøre, men stadig ikke har bevist, at han kan.
I Danmark og resten af verden kan vi takke Reagan for at knække Sovetunionen. Og det er da skønt, at ingen i dag har uregelmæssig menstruation pga. den Kolde Krig.
Reagans opskrift på at knække Sovjetunionen var oprustning. Ikke mange – slet ikke i Danmark – forstod, hvorfor Reagan netop valgte oprustning som opskriften på at knække det, han kaldte Ondskabens Imperium, men Sovjetunionen havde simpelthen ikke råd til at konkurrere med USA, hvorfor Gorbatjev blev tvunget til at tillade våbenkontrol og indgå nedrustningsaftaler med Reagan. Det var heldigvis for sent. Sovjetunionen brast helt sammen i økonomisk ruin, Jerntæppet forsvandt, Berlin-muren faldt, Baltikum blev frit og de demokratiske og markedsøkonomiske reformer i Østeuropa begyndte.
I 1993 - kun 10 år efter Reagan i marts 1983 havde forudsagt, at kommunismen var “(…) another sad, bizarre chapter in human history whose last pages even now are being written” - indledte de østeuropæiske lande samtaler med EU på baggrund af de såkaldte Københavner-kriterier.
“We did it. We weren’t just marking time. We made a difference. We made the city stronger. We made the city freer, and we left her in good hands. All in all, not bad, not bad at all”, som Reagan sagde i sin afskedstale i 1989.
21. oktober 2009 kl. 10:15
Kære Hans,
Det fremgår sådan set ganske klart af mit indlæg. Nej, ikke endnu, men jeg glæder mig, for jeg synes, Sonnergaard er en spændende forfatter. Derimod har der været mange anmeldelser og interviews med ham om bogen, som jeg har læst. Det er afsættet for bloggen. Det fremgår tydeligt.
21. oktober 2009 kl. 10:18
Og til Kasper Elbjørn: Tak for at hive mig ud af neoliberalismens favntag. Det er både jeg og neoliberalister lettede over.
21. oktober 2009 kl. 11:42
80′erne var en fest, ikke mindst når man yngre menneske kom lige ud af 1970erne, med doktrinær marxisme, udbredt kommunisme (tv-journalisten Mette Fugl ulejligede sig ikke engang med at tage DKP-badgen af sin taske, når var på tv), venstrefløjen tog ud og kindkyssede med Pol Pot, der stod midt i sit eget maoistiske eksperiment, der betød at millioner af cambodjanere blev myrdet, og ingen protesterede med så meget som et skilt. Imens kørte Anker Jørgensen landet økonomisk i sænk. Selv 80erne med pastelfarver, lambrusco, benvarmere og overflade kom som en velsignelse. NKK har absolut en pointe, når han påpeger, at Sonnergaard forsøger at flytte fokus og gøre 80′erne til rædselsårtiet.
21. oktober 2009 kl. 11:44
Jeg vil vove den paastand at baade Sonnergaard og Krause har ret, men Sonnergaard har alligevel lidt mere ret. Det har han, fordi de to har valgt to forskellige synsvinkler paa aartiet, synsvinkler som falder dem begge naturligt og viser, at de ikke er uefne inden for hver deres metier. Sonnergaard har forsoegt mentalt at placere sig i en foelelse fra dengang, han har proevet at goere nuet fra dengang levende paa skrift. Det som indenfor skuespil kaldes method acting. Krause derimod sidder i 2009 og vurderer, hvordan 80′erne aendrede verden, og om disse aendringer var positive eller ej. Han efterrationaliserer. Derfor har de begge ret. Sonnergaard naturligvis fordi angsten for voldsomme forandringer - ligesom angsten for truslen om altudslettende atomkrig og fattige mennesker der sulter i Londons gader etc. - er et menneskeligt vilkaar. Uanset om de samfundsomvaeltninger Krause henviser til var af de gode, gjorde de mange mennesker utrygge og bange. Saerligt unge mennesker som i 80erne foelte sig skubbet ud paa sidelinjen, reduceret til passive betragtere, negligerede protesterende eller konsumerende airheads. Hvis Krause vil have bevis for at angst og usikkerhed var et udbredt livsvilkaar blandt unge i 80erne, behoever han blot betragte kunsten, musikken, filmene fra den tid. 80ernes kunstneriske udtryk var fyldt med primalskrig, grimhed, angst og fortvivlelse paa den ene side og virkelighedsforflygtigende pastiche paa den anden. Det var selvfoelgelig ikke alt, men alligevel nogle kendetegnende stroemninger ved aartiet.
21. oktober 2009 kl. 13:19
“Reagans opskrift på at knække Sovjetunionen var oprustning. ”
Så da han begyndte at nedruste sammen med Gorba, så var det fordi han opgav? eller ville støtte USSR?
argumenter dog lidt logisk, tak.
21. oktober 2009 kl. 14:02
TVAvisens Røde lejesvende i 70′erne var det speakerne:
Ole Andreasen EU-parlamentsmedlem for Venstre
Claus Toksvig EU-parlamentsmedlem for De Konservative
Uffe Ellemann Jensen formand for venstre
Bjørn Elmqvist indvalgt i Folketinget for Venstre
Kai V Andersen Fokketingsmedlem for Venstre
Henning Schmaltz Jørgensen der samtidig med speakerjobbet på DR Tvavisen var partiets valgstrateg.
Var det Jørgen Schleimann chef i DR og EU kandidat for venstre.
Hans Bischoff byrådsmedlem Dragør for venstre.
Mogens Rubinstein - Konservativ.
Jørgen Kleener bestyrelsesformand for DR og medlem af venstres Hovedbestyrelse.
Hans Morten Rubin Souschef og redaktør på TVavisen i 70′erne medlem af Venstre.
21. oktober 2009 kl. 14:13
Venstrefløjen tog ud og kindkyssede Pol Pot skriver du - du mener vel med reference til denne artikel http://www.historie-nu.dk/kindkys_af_pol_pot.htm
Læs anmeldelsen og bliv klogere.
Der var nogle KAP’ere (var de mere end 200-300) som synes om Pol Pot - og resten af Venstrefløjen var Pol Pot modstandere.
Derfor var vi også mange der støttede Vietnam da de rykke de ind og fjernede Pol Pot.
Såvel Socialdemokratiet som Schlüter-regeringen anerkendte Pol Pot-styret. Da Vietnam gik ind i Kampuchea støttede SF, DKP, VS og DKP/ML Vietnam, medens KAP protesterede sammen med USA og Kina som støttede Kampuchea og Pol Pot.
resultatet blev at Vietnam blev underlagt meget stramme restriktioner for at have fjernet diktatoren. med dansk opbakning.
21. oktober 2009 kl. 15:44
nå, lige for at skifte emne
jeg synes, det er fantastisk at opleve en 100% selvtilfredshed som Niels Krauses. Det er som ved hoffet hos Tornerose. Ud med de dumme feer. Ud med punkerne og de ækle 68′ere som forstyrre idyllen med deres utidige neuroser. For her hersker den uindskrænkede idyl
så lad være med at læse videre i eventyret, Niels.
Måske du allerede sover — det er 100 år, vi taler om
21. oktober 2009 kl. 17:06
@Helle Grue
“og de ækle 68?ere som forstyrre idyllen med deres utidige neuroser.”
Du har en pointe. Der findes vel næppe en mere selvfed genration end lige netop 68-generationen, og de har absolut intet at have den i.
21. oktober 2009 kl. 18:19
Underligt at høre disse roser om det mest kedelige årti, jeghar oplevet. 80-erne var den periode, hvor alt det fede, som var groet frem i 60-erne og 70-erne blev vendt på hovedet, og den sorte reaktion fik magten mod de kærlighedsfulde visioner, som havde rystet det reaktionære establisment over store dele af verden. 80-erne betyder farvel til borgeren og goddag til klienten, farvel til oplysning og goddag til overfladiskhed, farvel til kærligheden og goddag til pornoen, farvel til det meningsfulde liv og goddag til forbrugermentaliteten. Og musikken, som havde sat nye standarder i skønhed og udtryk i hippietiden, frøs til et koldt og fjendligt glansbillede i Abbas hænder.
At Reagan var en stor præsident er det rene galimatias, han var en rablende præsenil b-skuespiller med gode talegaver og folkelig appel, som Gudskelov blev holdt i ave af embedsværket omkring ham - ellers ville han personligt have startet a-krigen, bare for sin fornøjelses skyld. Er det virkelig helt glemt, at han seriøst flirtede med tanken om en ‘lille lokal atomkrig i Europa’ for at kunne komme til at måle pik med Sovjetunionen? Lad os takke de højere magter for at vi kom af med den idiot, inden han fik ødelagt mere end den amerikanske økonomi.
21. oktober 2009 kl. 19:46
@Niels Krause-Kjær
Firserne var et meget vanskeligt og spændende årti hvor mange ting langsomt og med stor risiko blev drejet 180 grader og du er et godt eksempel på at ungdommen var og er grunlæggende optimistisk og derfor kan nedtone meget store rissici, Falklandskrigen, Palmemordet, Tjernobyld, aids, Sovjet Unionen`s ustabilitet og dertil nogle undertippede aktører som Schlüter, Ronald Reagan og ikke at forglemme landsholdet, men det endte pludselig i en gigantisk anarkistisk og god fest i Berlin i `89 - “Når enden er god er alting godt”
21. oktober 2009 kl. 21:09
Det er da fint, at Krause-Kjær og Elbjørn gerne vil have sig frabedt de nyliberale bjælder på huen, men her på bloggen tager vi ikke den slags kedelige detaljer så nøje. Hva’ fa’en, I er jo højreorienterede alle sammen alligevel, ikke?
Langt over 90% af den såkaldte venstrefløj herhjemme var heller ikke tilhængere af sovjetkommunismen i 80′erne, men det tager vi heller ikke så nøje. Hva’ fa’en, de var jo røde alle sammen, ikke?
Og at Reagan på mange områder førte en politik, hvis følger vi den dag i dag har svare kvaler med at råde bod på verden over, det tager vi slet ikke så nøje - for farmand var en stor præsident punktum og kongens spytklat, det siger Niels og Kasper selv.
Elbjørn tager prisen, når han - modsat socialister og miljøideologer forståes (var det forresten ikke et nyliberalt ordvalg?) betragter sig selv som nuanceret… hvorefter han med klinisk præcision undgår at forholde sig til de nutidige konsekvenser af Reagans forskellige politikker.
“Reagan genskabte USA’s stolthed.” Det er meget nuanceret, Elbjørn - næsten ligeså nuanceret som når russiske historikere idag forsøger at restaurere minderne om Sovjetunionens storhedstid og Lillefars bedrifter, dengang landet var en supermagt.
Livets gang i Lidenlund på en stille villavej i Århus var en stor hyggelig fest med slips og pomadehår og menstruerende ungkommunister - fniiis.
22. oktober 2009 kl. 09:13
@Kasper Elbjørn
Standing on the shoulders of gigants…!
You are the light of the world. A city set on a hill cannot be hid. Nor do men light a lamp and put it under a bushel, but on a stand, and it gives light to all in the house. Let your light so shine before men, that they may see your good works and give glory to your Father who is in heaven.”—Jesus, from the Sermon on the Mount, Matthew 5:14-16
For we must consider that we shall be as a city upon a hill. The eyes of all people are upon us. So that if we shall deal falsely with our God in this work we have undertaken… we shall be made a story and a by-word throughout the world. We shall open the mouths of enemies to speak evil of the ways of God… We shall shame the faces of many of God’s worthy servants, and cause their prayers to be turned into curses upon us til we be consumed out of the good land whither we are a-going
John Winthrop p 63-65 Speeches That Changed the World, compiled by Owen Collins. Westminster John Knox Press (1999).
“We must always consider,that we shall be as a city upon a hill—the eyes of all people are upon us.”
Today the eyes of all people are truly upon us—and our governments, in every branch, at every level, national, state and local, must be as a city upon a hill–constructed and inhabited by men aware of their great trust and their great responsibilities
J.F.Kennedy ‘Joint Convention of the General Court of the Commonwealth of Massachusetts’ on January 9, 1961.
And “kommunismen var “(…) another sad, bizarre chapter in human history whose last pages even now are being written””
Never heard about titan rain huh ,so don’t tell the chinese…!
22. oktober 2009 kl. 23:05
Lioncourt, hvor køber du DIT tjald? Ser ud til a’ virke ret fedt.
23. oktober 2009 kl. 06:30
@ Jørgen Nielsen
Tror ikke Lioncourts pusher er begejstret for, at du kalder hårde stoffer, i prima kvalitet, for tjald.
23. oktober 2009 kl. 10:08
@ Jørgen Nielsen + Michael Krone
Er I kærester?
Kunne I så ikke bare nøjes med at rimme hinanden istedet for at lukke lort ud på nettet
23. oktober 2009 kl. 20:19
Lioncourt/Analfabeter Unite, du KAN altså godt skrive på dansk!!
24. oktober 2009 kl. 10:54
Kære Jørgen.
Ikke tale med afføring i munden..!