Dansk glidebane mod Irak

Af Niels Krause-Kjær 95

Imens vi i Danmark har haft travlt med burkaer og lagerbeholdningen af vejsalt, har briterne været anderledes beskæftiget. En høring om baggrunden for Irak-krigen rummer bemærkelsesværdige afsløringer og afklaringer, og det kan undre, at de ikke i højere grad har ramt den danske offentlighed udover enkelte kritiske kommentarer og forsigtige ledere.

Højtstående britiske jurister med den tidligere højesteretspræsident (senior law lord) Lord Bingham i spidsen har undsagt den folkeretlige vurdering, som daværende premierminister Tony Blair brugte som juridisk grundlag for at deltage i krigen. Irak-høringen har vist, at stort set alt, hvad der kan krybe og gå af juridisk kapacitet i Storbritannien deler opfattelsen af, at politikerne handlede i lodret strid med folkeretten, da man invaderede Irak. Og det er knastørre jurister, som hverken sidder i Det Radikale Venstres hovedbestyrelse, deltager i fredsdemonstrationer eller sidder i økologiske rundkredse. Ikke mindst Lord Binghams undsigelse har da også vakt opsigt i juridiske og folkeretlige kredse både i og uden for Storbritannien. Og hvad har det nu med Danmark at gøre? Det har alt at gøre med Danmark. For det juridiske grundlag for danskernes deltagelse i invasionen hviler på præcist samme fundament som briternes.

Den 14. februar 2003 producerede det danske udenrigsministeriums folkeretkontor et notat, der ikke med rimelighed kunne forstås på anden måde, end at der skulle en ny stillingtagen i Sikkerhedsrådet, hvis et angreb på Irak skulle være lovligt i henhold til folkeretten. Dermed var ministeriet på linje med de engelske kritikere.

Det var dengang, man stadig håbede, at der kunne skabes enighed i Sikkerhedsrådet om en ny resolution.

Den 17. marts konkluderede samme kontor reelt det modsatte i et nyt notat. Internt i ministeriet betragtedes notatet efterfølgende af nogle som et juridisk mesterstykke. Kritikere kaldte det for ’weekendnotatet’, fordi det blev produceret umiddelbart efter, at USA’s præsident George Bush fredag den 14. marts 2003 ringede til den danske statsminister. Faktum er, at notatet legitimerede den danske krigs-deltagelse og efterfølgende har skærmet det politiske flertal bag beslutningen om at være en del af koalitionen i angrebet på Irak.Debatten har siden været begrænset. Udenrigsminister Per Stig Møller forsøgte i december 2003 at forklare de to notaters forskellige konklusioner. Forløbet var ikke hans ’finest hour’ – dem har der så været en del af siden. Det er lignende defensorater og juridiske bortforklaringer, der nu er pillet fra hinanden i den britiske offentlighed.

Det er sådan set ikke fordi, der har været holdt noget skjult i Danmark. Alle konspirations-teoretikere med Frank Grevil-portrætter over dobbeltsengen kan godt gå i seng igen. Det har heller ikke noget at gøre med, hvorvidt man ønsker sig Saddam Hussein tilbage. Verden er bedre uden hans slags.

Regeringen lagde sine juridiske analyser frem, da et flertal i Folketinget traf beslutning om deltagelse i koalitionen tilbage i 2003, og mange var klar over, at juraen var bøjet. Enhedslistens Keld Albrechtsen mente ligefrem, at der under folketingsdebatten blev sat ”absolut danmarksrekord i juridiske bortforklaringer”. Nu ved briterne, at det ikke blot var bortforklaringer, men juridisk nonsens.

Hvorfor er det her vigtigt i dag – også for Danmark?

Det er det, fordi det betyder noget, hvordan civiliserede lande opfører sig i kampen mod det uciviliserede.

Som Lord Bingham konkluderede:

“I det øjeblik en stat opfatter internationale love som gældende for andre, men ikke for sig selv, så er selve grundlaget for lovene væk.”

95 kommentarer RSS

  1. Af Niels Krause-Kjær

    -

    Jens Hansen: Egentlig lader jeg sådanne kommentarer stå og blafre for sig selv, men prøver nu alligevel: 1) Der kan være mange gode grunde til at kritisere islam. 2) Jeg har aldrig krævet nogen anstændig tone – tværtimod har jeg adskillige gange vendt mig imod det selvretfærdige begreb (der i øvrigt bruges mest af Katrine Winkel Holm m.fl.). 3) Hvornår i himlens navn har jeg talt for, at DK skulle trække sig ud af Afghanistan? og 4) Hvornår har jeg argumenteret for en undersøgelseskommission om den danske irak-deltagelse – jeg skriver netop, at der sådan set ikke er holdt noget skjult i denne sammenhæng og 5) Lad nu Seidenfaden sidde i sit hjørnekontor, læs på lektien og forhold dig til, hvad der skrives og siges i stedet for at opfinde modstandere. Som afdøde Svend Auken i en anden sammenhæng sagde om nogle af sine politiske modstandere for adskillige år siden: Først skider de på os – derefter kritiserer de os for at lugte!’
    Eller som min gamle tennistræner messede igen og igen: Keep your eye on the ball.’ Og den britiske tilføjelse: Please.

  2. Af Den anglofile

    -

    I dag har Clare Short(MP), der udtrådte af Blairs regering i protest mod den folkeretsstidige krig mod Irak givet forklaring for Iraq Inquiery. Og hun anklager Blair for at have løjet overfor og misinformeret parlamentet.Goldsmith får også med grovfilen.

  3. Af Kristian Andersen

    -

    # Thomas Kiær
    2. februar 2010 kl. 17:02
    Krause-Kjær på slap line i rollen som “truther”.

    Det ser mere ud til, at ligemeget hvad, så er der intet at komme efter i din virkelighedsopfattelse ;)

  4. Af Morten Dreyer

    -

    Skal vi ikke lige klappe hesten.

    Irak invaderede Kuwait.

    Ved befrielsen blev vilkårene for en afslutning besluttet – inkl. FN´s våbeninspektører med fuld og uhindret adgang til kontrol.

    Da Sadam første gang smed dem ud overtrådte han vilkårene – og de allierede kunne derefter gøre hvad de måtte ønske – herunder invaderer Irak og vælte Sadam.

    Er det ikke grundlæggende problemstillingen ?

  5. Af Jesper Skov

    -

    Jeg er modstander af Irakkrigen og mener, at vi skal trække vores tilbage fra Afghanistan. Men mine holdninger hviler ikke på, hvad der er lovligt og ulovligt i forhold til international lov. Tværtimod så synes jeg, at det er meningsløst at snakke om “ulovlige invasioner” og “ulovlige krige”. Det er stater, vi snakker om, og ikke en eller anden butikstyv.

    Selvfølgelig kan USA, UK og DK gå i krig med hvem, de har “lyst” til. Hvad forhindrer dem i det? International lov, som skal implementeres af hvem? I international politik er der jo intet voldsmonopol, der kan sikre, at lov og ret følges. Alt i alt er det sort snak, at snakke om at irakkrigen var ulovlig.

  6. Af Tom Clark

    -

    Morten Dreyer:

    Jeg tror, du taler om dengang våbeninspektørerne blev trukket ud, således at USA kunne gennemføre opreration ørkenræv. Det blev straks påstået af vestlige politikere og medier – også herhjemme – at Hussein havde smidt dem ud. Selv efter USAs State Department havde dementeret påstanden på deres hjemmeside, fortsatte vores egne (borgerlige) politkere herhjemme med løgnhistorien. DR fremviste BBC dokumentarer, som ligeledes fortsatte med at gentage løgnen. Undertegnede påpegede dette overfor Stefan Gram, som indrømmede fejlen men DR ville ikke komme med en rettelse.
    Nå, men bortset fra det var stort set alle juridiske eksperter enige i, at de gamle resolutioner fra kuwaitkrigen ikke kunne bruges som grundlag for en ny krig; dette var Forsvarets Efterretningstjeneste enig i, som det fremgår af en af Frank Grevils lækkede trusselsvurderinger.

  7. Af Tom Clark

    -

    Niels Krause Kjær:

    Du skriver, “Hvornår har jeg argumenteret for en undersøgelseskommission om den danske irak-deltagelse – jeg skriver netop, at der sådan set ikke er holdt noget skjult i denne sammenhæng..”

    Hmmn..
    Du husker vel Foghs berømte citat fra 21.3.2001:

    “Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi blot tror. Vi ved det.”

    Problemet er her, at FN’s våbeninspektører på det tidspunkt vidste, at Irak ikke havde masseødelæggelsesvåben. Denne viden var blevet bragt til Sikkerhedsrådets kendskab 7.3.2003 og herfra senest 11.3.2003 videre til Danmarks regering. Det var således ikke et spørgsmål om, hvorvidt “vi” vidste eller blot troede, at Irak havde masseødelæggelsesvåben – regeringen vidste positivt, at Irak ikke havde masseødelæggelsesvåben.

    Nogen har ment, at citatet imidlertid blev taget ud af en sammenhæng. Foghs fortsættelse lød: “Irak har selv indrømmet, at de har haft sennepsgas, nervegas og miltbrand, men Saddam Hussein vil ikke afregne.” Irak afleverede i december 2002 en 12.200 sider lang fuldstændig rapport over sine programmer for masseødelæggelsesvåben til FN. USA konfiskerede straks flere hundrede sider af rapporten, hvis indhold vi derfor intet ved om. Men der er intet i den resterende del af rapporten, der ikke har vist sig at være faktuelt korrekt. Så det er korrekt, at Irak har indrømmet at have forskellige stoffer, men det er ikke korrekt at påstå, at “Saddam Hussein ikke vil afregne”.

    Fogh fortalte endvidere: “Han vil ikke fortælle os, hvor og hvordan de våben er blevet destrueret. Det ved vi fra FN’s inspektører, så der er ingen tvivl i mit sind.” Dette sagde han nøjagtigt 14 dage efter, at FN’s våbeninspektører konkluderede, at stofferne, hvis de – i modstrid med, hvad Irak rapporterede – stadig eksisterede, så måtte de nødvendigvis være henfaldne og dermed værdiløse. Regeringen modtog våbeninspektørernes konklusioner senest 11.3.2003 – ti dage inden Fogh udtalte, at han ingen tvivl havde i sit sind om påstande, der gik 180 grader imod den faktuelle viden, regeringen besad.

    Dertil fortalte Fogh på selve krigsaftenen, at Irak var en atomtrussel. Denne påstand var der heller ikke belæg for i FE’s rapporter. Tværtimod foreligger der sort på hvidt dokumentation for, at Foghs egen regering havde konkluderet, at Irak ikke udgjorde en atomtrussel.

    Mener du fortsat, at der ikke blev skjult noget fra regeringens side? Det var bevidste fordrejninger og fortielser fra Foghs og PSMs side. Er det ikke begrundelse nok til at afdække baggrunden for beslutningsprocessen omkring Dks deltagelse i krigen?

    Venlig hilsen

    Tom Clark

  8. Af Niels Krause-Kjær

    -

    Tom Clark: Det er netop derfor, jeg skriver ‘…i denne her sammenhæng’. Jeg forholder mig alene til beslutningen i Folketinget. Selv om mistanken om masseødelæggelsesvåben lå som bagtæppe, så var det ikke det, der blev stemt om.

  9. Af Jens Hansen

    -

    @Niels Krause-Kjær

    “Hvornår har jeg argumenteret for en undersøgelseskommission om den danske irak-deltagelse – jeg skriver netop, at der sådan set ikke er holdt noget skjult i denne sammenhæng”

    Hvis ikke dit ovenstående blog-indlæg skal opfordres som en støtte til en Dansk undersøgelseskommision på linje med den i UK, hvad er så pointen i dette blog-indlæg?? Hvis ikke du mener en sådan er relevant hvorofr skulle den Birtiske undersøgelseskommision være “Vigitg” for Danmark. Du skriver:

    “Hvorfor er det her vigtigt i dag – også for Danmark?
    Det er det, fordi det betyder noget, hvordan civiliserede lande opfører sig i kampen mod det uciviliserede.”

    Det kan kun opfattes som en advokeren for et lignede kommision her i landet. Og en sådan kommison ville virkelig være ‘defundenes fessen’ for hele centrum-vesntre, (incl. Tøger og Politken), som uanset at der ikke er noget at komme efter, naturligvis vil bruge den til at underminisere støtten til den Forsvars- og sikkerhedspolitk, der er blevet ført her i landet siden Berlin-murens fald.

    At du ikke ønsker at blive kaldt for ‘anstændig borgerlig’ og ikke abonnerer på sangen om den ‘anstændige debattone’ finder jeg ærlig talt lidt underligt. Specielt taget i betragtning af du bruger dig af de nøjagtig samme debat-tricks om shaming og dæmonisering af de såkaldt ‘ikke-anstændige borgerlige’, som dem der rent faktisk kalder sig selv for ‘anstændige borgerlige’.

  10. Af Niels Krause-Kjær

    -

    Udmærket pointe. En anden gang. Men lige præcis i debatten i Folketinget i marts 2003 var Kjeld Albrechtsen på sporet – i alt fald hvad angår konstateringen om juridiske bortforklaringer (det var vist en replik til daværende V-ordfører Jens Rhode)

  11. Af Niels Christian Nielsen

    -

    Fint indlæg af Krause- Kjær. Blot ærgerligt, at du selv ødelægger alvoren med følgende nedladende formulering af grupper af danske borgere: “deltager i fredsdemonstrationer eller sidder i økologiske rundkredse”. Almindelige mennesker og ikke kun knas tør jura, kan vel også have en rigtig mening omkring politiske valg. Hvad mener du egentligt med din formulering ?

  12. Af Niels Krause-Kjær

    -

    Niels Christian Nielsen: Det er såmænd blot et forsøg på at få eventuelle kritikere til at koncentrere sig om indholdet i stedet for at motivanalysere budbringerne.

  13. Af Den anglofile

    -

    Niels Krause-Kjær minder om, at det var Jens Rohde, der varetog Venstres interesser, da Folketinget i 2003 forhandlede spørgsmålet om deltagelse i Irak-krigen.

    Jeg tror ikke, at der er nogen, der efter læsning af referatet i Folketingstidende, som kan sidde tilbage med det indtryk, at det var en statsmand, der talte om et emne af den største alvor. Heller ikke en statsmand in spe.

    Rohde talte som hjemme i lokalradioen i Viborg om, at Saddam Hussein “kan sidde og grine i sit skæg”, “Saddam Hussein er en modbydelig diktator” og “Hr. Holger K. Nielsen kan jo ikke gå på talerstolen uden at fortælle, hvor forfærdelige amerikanerne er, og at vi er skødehunde for amerikanerne”.

  14. Af T. Sørensen

    -

    I øvrigt mener jeg, at det var rimeligt at fjerne Saddam. Al flueknepperiet, her bagefter, er spild af tid. Hvis intet vi havde gjort, var mellemøsten så blevet et bedre sted at være? Vi kunne også vende det blinde øje til Afghanistan og forlade landet. Men så ville vi være nødt til at sætte hegn op omkring hele vesten. Forbyde al trafik mellem d e m og o s. Og herefter gøre som, man gjorde I Europa for flere hundrede år siden. Den verdenspolitiske tango er en meget svær dans. Dansepartnerne skal blive enige om takt og trin. Jeg hører kun den ene dansepartner ytre sig.Hvad mener mon modparten. Er det ikke blevet en ensidig diskussionsklub.

  15. Af Tom Clark

    -

    Niels Krause-Kjær:

    Du skriver “Jeg forholder mig alene til beslutningen i Folketinget. Selv om mistanken om masseødelæggelsesvåben lå som bagtæppe, så var det ikke det, der blev stemt om.”

    Ja, men Fogh fortiede bevidst informationer fra FN (som konkluderede, at der ikke længere var MØV i Irak), og samtidig løj til Folketinget, pressen og den danske offentlighed om risikoen for angreb fra Hussein. Mener du virkelig, at det ikke i sig selv er nok til, at man burde granske baggrunden for vores deltagelse i krigen? Fogh lagde hele tiden op til, at vi skulle i krig for at fjerne en trussel (som Fogh selv vidste ikke passede).. at de i stedet for hængte begrundelsen op på manglende overholdelse af resolutioner (fra første gulfkrigen!) ændrer ikke den kendsgerning, at vores tidligere PM løj for at sikre opbakningen.

  16. Af rene´ vangkilde

    -

    EN POLITIKER ER OMKOSTNINGSFRI!Bush,Blair,Fogh.
    Fællesskabet betaler regningen for krigen, men
    “exit” planen og formålet er den skjulte dags-
    orden. Da Saddam Hussein var død burde krigen
    stoppes, men “hensigten” blev hurtig til en ny
    besættelse i Afghanistan. Har Danmark virkelig
    råd til en dyr krig med døde og lemlæstet
    unge soldater på bekostning af nedskæringer i
    sygehuse,skoler,ældrepleje e.t.c.
    Fogh er over alle bjerge, for han havde sin egen hensigt, i drejebogen stod der Nato.
    Fremmedhadet til islam/muslimer minder i frygte
    lig grad om negernes kamp/integration i USA for mange år siden,hvor de måtte i egne skoler,
    busser og modstanden fra højre ekstreme.

  17. Af Niels Krause-Kjær

    -

    Tom Clark: Det er netop resolutions-begrundelsen der gør, at der ikke – på dette område – er noget at komme efter. Og det er så netop resolutionsbegrundelsen, der nu juridisk bliver afvist i London.
    DK havde ikke selvstændige efterretninger, men baserede sig på USA og GB, som så – viste det sig – ikke havde tilstrækkelig styr på det.
    Hånden på hjertet: Jeg troede også Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben. Vi vidste i alt fald, at han ikke havde ønsket at redegøre fuldstændigt for det. I dag ved vi, at det var bevidst – han troede, at uvished om MØV kunne forhindre et angreb. For nu at citere Reagan fra en tidliger aktion (mod Kadaffi i Libyen): ‘He counted wrong.’

  18. Af KB Nielsen

    -

    Krause-Kjærs glimrende blogindlæg handler om glidningen i argumentationen for invasionen i Iraq. Men han vil ikke argumentere for en kommisisonsdomstol eller høring i stil med den aktuelle i England. Jeg forstår ikke helt hvorfor. Det kan jo ikke blot dreje sig om en anløben forvaltningskultur og juridiske fiksfakserier produceret til lejligheden for at legitimere en tvivlsom politik. Det må vel også dreje sig om, hvorvidt vælgerne kan have tillid til politikerne som deres valgte repræsentanter.
    Efter Tamil-sagen kunne man nære det håb, at transparens var blevet knæsat som et centralt demokratisk princip. Desværre synes dette at være gået helt i glemmebogen. I Fogh-regeringens tid blev mantraet ‘Der er ikke noget at komme efter’ sat i system, og tågebanker af spin og spidsfindigheder blev norm. Meget af denne kultur blev importeret fra Blairs regime, og helt modsat dele af den danske pressedækning har jeg oplevet Blairs optræden i Chilkot-kommissionens høring som kvalmende. Engang virkede magien, fordi der var så meget, vi ikke vidste om manipulationerne. Nu virker manden som en provinsiel dilettant, en banal “Schauspieler”.
    Deltagelsen i invasionen i Iraq er blandt de senere års største danske udenrigspolitiske beslutning. Den har (med forløbere) ændret dansk udenrigspolitik med mangfoldige konsekvenser. Det eneste rigtige vil derfor være at underkaste hele beslutningsgrundlaget en kritisk undersøgelse i regi af en høring, som Folketinget burde indføre som praksis efter amerikansk og engelsk forbillede.
    Argumenterne imod er forstemmende, fordi de enten snævert handler om, hvorvidt dette kan gavne fx Seidenfaden og andre (udenomssnak à la henvisninger oven for til Frank Jensen), eller giver mindelser om det udsagn, som tillægges Stalins bøddel Kaganovitch: “. . . Why wail over broken eggs, when we are trying to make an omelette ! . . .”

  19. Af Tom Clark

    -

    Niels Krause-Kjær:

    At sige, at Storbritannien og USA ikke havde styr på deres efterretninger antyder nærmest, at det mest drejede sig om inkompetence. Men også på dette felt er der rigeligt med dokumentation for bevidst fabrikation og yderst selektiv brug af efterretninger fra USAs og Storbritanniens side.. bl.a. den tidligere højst-stående CIA officer i Europa, Tyler Drumheller, var rasende fordi hans højtstående irakiske kilde (som viste sig at være selve udenrigsministeren) blev droppet af amerikanerne da han kunne fortælle, at der ikke var MØV. “What about the intel”, spurgte Drumheller sin kontakt i Pentagon, som svarede at det ikke handlede om efterretninger – USA var fast besluttet på at gå i krig.

    Der er adskillige andre eksempler, f.eks. Bushregeringens brug af kilder som Curveball og Ahmed Chalabi, som begge var kendt af CIA som utroværdige løgnere – og som bl.a. Drumheller advarede imod.

    Jeg mener bestemt på denne baggrund, at USA og Storbritannien netop havde “styr” på efterretningerne da de i høj grad blev politisk styret.

    Spørgsmålet om hvorvidt den danske regering lod sig narre af USA/Storbritannien, eller om de handlede i ond tro, mener jeg bestemt fremgår af mit tidligere indlæg. Uanset, at Fogh valgte at bruge manglende overholdelse af FN-resolutioner som officiel begrundelse, ved vi at Fogh talte mod bedre viden da han gang på gang fremhævede truslen om de ikke-eksisterende MØV.

  20. Af Thomas Kiær

    -

    Præmissen, at folkeretten er en eentydig facit-
    liste, som eksperter kan slå op i og skille
    skæg fra snot, er åbenlyst forkert. Krause-
    Kjær drager alt for vidtgående konklutioner af
    sine kilder. Krauses links rummer fem navngivne
    jurister, som hævder, at regimeskiftet i Iraq
    var i “lodret modstrid med folkeretten”. Disse
    fem ophæves dernæst arbitrært til at udgøre en
    slags kritisk masse af ekspertise, som afgør sagen een gang for alle. Det er en ringe måde
    at argumentere på.
    Hårkløveriet om fortolkningerne af resolution
    1441 kommer til at fortsætte i mange år endnu,
    og for min skyld gerne. Men fri os for Krause-
    Kjærs overfladiske gøren sig klog.

  21. Af John Bernard Nielsen

    -

    Først ros til Krause for at have rejst denne vigtige debat. Men når han siger:
    Jeg troede også Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, så er det værd at huske på de lavere forudsætninger som journalister generelt havde/har til at bedømme tidens største spørgsmål. En journalist kan beskrive — det er hans job. Men for ham at komme frem med selvstændige tanker, og være parat til at gå imod strømmen — uagtet den cadeau som siden vil tilfalde een, når man siden får ret — er yderst sjælden i det erhverv.

    Godt at Krause kommer til fornuft
    Derfor er det godt at Krause nu kommer til fornuft, og at han måske bruger den kendsgerning til at han blev forledt dengang, til nu at prøve at komme til bunds i sagen, og prøve at få de skyldige stillet til ansvar.

    Krause og andre journalister er i deres erhverv afhængige af os suveræne selvstændigt tænkende individer — selve rygraden i vort Folkestyre.

    Og da vi hørte anklagerne om Saddams påståede lager af gasgranater, parrede vi straks denne oplysning med vor viden om den kurdiske landsby Halabja, som ligger akkurat på grænsen mellem Irak og Iran, og som i 1988 — i lighed med andre frontafsnit i denne første verdenskrig-lignende krig, kom under angreb af gas-granater. Kurderne har altid haft en stærk sympati for Iran og Saddam’s Irak var engageret i hvad der fra deres side regnedes som en eksistentiel skæbnekamp. De civile kurderes død er uhyrligt, men ikke noget som ansvarlige borgere gør til mere end det er.

    Samme ansvarlige
    I Krauses videre kamp for retfærdigheden kan det forenkle omstændighederne, at de ansvarlige for ophøjelsen af et første verdenskrigs taktisk våben til at udgøre en strategisk trussel mod f.eks britiske styrker på Cypern, og de som af al magt søgte at overbevise Goldsmith og Straw (for øvrigt begge honorære efterkommere af de distingverede Israelitter) er de samme mennesker, nemlig folk som i Washington først og fremmest kæmper for Israels strategiske interesser.

    Israel den største fare for verdens sikkerhed
    Uden Israel – slet ingen 8 år lang krig mellem Irak og Iran, fordi ingen ville have en så direkte interesse i at forsyne begge parter med våben. Uden Israel ingen sanktioner mod både Irak og Iran gennem 90′erne. Uden Israel derfor heller ingen Irak-krig i 2003.

    Du siger: Hov stop, Irak krigen skete da som en følge af 9/11.

    Korrekt, men de to største motivationsfaktorer bag 9/11 var henholdsvis 1) USA’s støtte til Israels hårdhændede behandling af palæstinenserne i de besatte områder og 2) udtsationeringen af amerikanske tropper på hellig saudisk jord efter Golf-krigen i 1989-90, uagtet af Kong Fashd var blevet lovet at de ville blive trukket ud, så snart Saddam var blevet smidt ud af Kuwait. Med hensyn til det første punkt
    så lad mig som afslutning gengive Professor John Mearsheimer fra Chicagos Universitet vise ord.

    Mearsheimer nævner ofte, at det er klart fra historiske vidnesbyrd, at Osama bin Laden lige fra han var en ung mand, har haft en stærk medfølelse for det palæstinensiske folks skæbne, og det er faktisk det oftest tilbagevendende tema i hans taler.

    Mearsheimer citerer den officielle 9/11 rapport for flg:

    1.. Kongressen blev valgt som mål, fordi “det var den største kilde til støtte for Israel i USA”.
    2. Osama bin Laden prøvede to gange at fremskynde angrebene så de passede sammen med aktuelle begivenheder i de besatte områder, selv om dette ville øge risikoen for fiasko.
    3. Hovedarkitekten af angrebene, Khalid Sheikh Mohammeds animositet mod USA, stammede ikke fra hans erfaringer som student dér, men fordi han var voldsom modstander af USAs støtte til Israels politik overfor palæstinenserne.

  22. Af John Bernard Nielsen

    -

    Nu siger du:Jamen hvad har Israel at gøre med ustationeringen af amerikanske tropper i Saudi Arabien

    Tak for spørgsmålet, som jeg glemte at konkretisere ovenfor. Udtstaioneringen som sådan havde Israels støtter i Washington måske ikke så meget at gøre med, idet der var andre stærke kræfter som ønskede at reagere mod Saddams indtrængen i Kuwait, men Israels støtter var 120 procent på det hold som ønskede at Saddam hurtigst m,uligt skulle have en lærestreg, det kan du bide spids på.

    Det, som blev den virkelige anstødsten var de amrikanske troppers fortsatte tilstedværelse efter at krigen var forbi, selvom at alle og enhver med blot et minimum af kendskab til arabiske forhold kender følsomheden i at have amerikanske tropper på hvad der i kraft af Saudiarabiens rolle som kustode af de to helligste steder indenfor Islam, Mekka og Medina, regnes som hellig jord. Jeg er af den overbevisning at en hurtig tilstedebærelse på nogle måneder op til Golfkrigen ville kunne være gledet ned/accepteret, men de amerikanske tropper blev i 13 år (Jo, de blev først trukket ud i 2004). Manden som var ansvarlig for at de skulle blive var den autsralsk fødte honorære efterkommer af de distingverede Israeliter, Martin Indyk , amerikansk statsborger fra 1993 og senere amerikansk ambassadør i Israel. Grunden til at de skulle blive var naturligvis at de skulle være klar til “at gøre arbejdet færdigt”, skulle lejlugheden byde sig, hvilket den gkorde 9/11.

    Søg efter billeder af manden på Google Images og du vil se en forbacsende mængde af billeder hvor folk i Israel og jødisk-amerikanere viser deres respekt for ham. Det er sagt at billeder ikke lyver, og mange billeder gør ihvertfald ikke. Folkene på billederne gør ingen forsøg på at skjule deres følelser for ham. Det er tydeligt at han regnes som “a great son of Israel”.

  23. Af Thomas Kiær

    -

    Rettelse til mit indlæg kl.15.27:
    Udtrykket “lodret modstrid med folkeretten”
    er Krause-Kjærs, ikke de fem juristers.
    Juristerne udtrykker sig naturligvis langt
    mere nuanceret.

  24. Af Thomas Kiær

    -

    Symptomatisk som Krause-Kjær bliver vartet op
    af Israel-hadere fra jeg ved snart ikke hvilken
    politisk yderfløj.
    A si’er welbekom’.

  25. Af John Bernard Nielsen

    -

    Do ka da bar’ sie hvad do har lyst te’, do. A er Konservativ, og A mener te der er nowet konservativt i at ønsk’ sig Palæstina te å vær’ som det Aalti’ ha wot, namely mainly populated by Arabs

  26. Af Ole Juul

    -

    Husker tydeligt første gang sadam fik smæk, -hvor han bl.a. sendte betydelige batterier af Scut-missiler ind over Israel.

    De er (var)”også egnede” til at levere kampstoffer, som Kemikeren anvendte succesfuldt mod egne borgere.

    Heldigvis var de ikke nået dertil i udviklingen af Scut, -men det vidste ingen!!!

  27. Af Jens A.

    -

    Niels Krause-Kjær,

    Glidebane med overhængende boomerang-risiko for oppositionelle spøgelsesbilister.

    Som Jesper Lau Hansen skrev for et par dage siden i Berlingske i en kommentar til Irak-høringen i London:

    “Nogle enkle eksempler kan vise, at folkeretten ikke er så enkel endda. Det hollandske Davidsudvalg nåede forleden frem til, at resolution 1441 ikke var tilstrækkelig i 2003. Alligevel har der været mindre omtale af resultatet end forventet. Det skyldes måske, at udvalget også peger på den manglende tilladelse fra Sikkerhedsrådet til angrebet på Irak i 1998. En mere snæver opfattelse af folkeretten kan altså ramme ikke bare Bush, men også Bill Clinton, og herhjemme ikke bare Fogh, men også Poul Nyrup.

    Det er sjovt at bruge folkeretten til at ramme politiske modstandere, men ikke hvis det rammer ens egne eller en selv i fremtiden.”

    http://www.berlingske.dk/kommentarer/mediemisbrug-af-folkeretten

  28. Af Thomas Kiær

    -

    Det er ikke normal konservativ politik at have
    så store problemer med et menneskes Jødiske
    herkomst som John Bernard Nielsen giver ud-
    tryk for i tilfældet Martin Indyk.
    Gad vide hvad Krause-Kjær siger til at blive
    klappet på skulderen af sådan en mand.

  29. Af Jens L. Lorentzen

    -

    Dansk deltagelse i Irak-koalisionen og Krauses egen glidebane.

    Som det saa klart udlaegges ovenfor af Lars Kuhnau og en del andre kommentatorer,
    drejer ej heller dette Krause-oplaeg sig om
    dets angivelige emne.

    Kauses aerinde er tydeligvis ikke et velovervejet tilbageblik i Irak-interventionens bakspejl , nej med infantil genservering af Per Stig Moellers to udmaerkede notater fra 2003, tilsat lidt nyere pep fra en selvbestaltet engelsk pensionisthoering, kaster spinneren Krause sig vellystigt ud i venstrefloejspropaganda og misforstaaet juristeri vendt mod regering og folketingsflertal anno 2003 og isaer anno 2010.

    At Berlingeren i almindelighed og Herr Krause i saerdeleshed forlaengst har droppet det sidste figenblad af neutralitet og bjektivistet ,og er overgaaet til oppositionsvirksomhed paa fuldtid , maa efterhaanden staa klart for de fleste.

    Og det er kun godt at faa det frem i lyset.

    Hvad ioevrigt angaar Bush/Cheneys og andre vestlige doktriner om “war on terror, proactive interventions , direct defence of humanrights, democracy building etc” , saa var disse doktriner ligesaa luftige og taabelige i 2003 , som de er i dag.
    Som i sin tid “anstaendighedens” intervention i Somalia var den i Irak og nu dem i Afghanistan og Yemen (med Sudan i pipelinen) tjener disse indblandinger altovervejende indenrigspolitiske og indenrigs”moralske” formaal.
    Med andre ord en forskruet vestlig missionsvirksomhed , som utroligt nok fortsaetter med korrupt ulandsbistand og umulig peacemaking ganske uanfaegtet af den 3 verdens skaeve gang og traekken paa smilebaandet i Peking, Moskva,Tokyo og Brasilia.

    Selvfoelgelig skulle Danmark ikke vaere gaaet med i noget udenfor Atlantpagtens geografiske af alle andre fuldt anekendte interesseomraade.
    Selvfoelgelig skulle vi have noejedes med lipservice og hodt os vaek fra Irak, selvfoelgelig skal vi bakke ud af
    Afghanistan, selvfoelgelig skal vi ikke gaa med i en evt kommende intervention mellem Khartoum og SydSudan. Ikke af pseudojuridiske
    eller moralmissionerende grunde,
    men simpelthen fordi det er cunterproductive og dumt.
    Den tid , hvor vestlig paavirkning opfattedes som oenskvaerdig og vestlig styring hist og her var mulig, er forlaengst forbi og var det ioevrigt allerede i 1956.
    Nu er verden back to basics: ved ikke-indblanding og svm fredelig sameksistens med gensidig fordelagtig samhandel og tricky samarbejde.

    Med den globale teknologiske udvikling er magt og tyngde tydeligvis flyttet fra Vesteuropa og USA til Kina, Indien,Sydoestasien og Latinamerika, og dermed er prioriteringerne af ekstern indsats aendret. Og med den aktuelle,eksplosive demografiske udvikling i Mellemoesten og Afrika staar specielt Vesteuropa overfor stoerre og tungere migrationsboelger end selv paa Attilas tid.

    Problemet er blot , at kun meget faa udover Kineserne for alvor synes klar over det.

    Jeg gentager:aarelang vestlig intervention med udstationeret infanteri, med dansk deltagelse, i Afghanistan forekommer her anno 2010 som den rene galimatias.

  30. Af peter g

    -

    @Thomas Kjær

    Vores ‘ven’ med de “honorære efterkommere af de distingverede israelitter”, er tilsyneladende genopstanden og spøger igen. Før spøgte personen rundt omkring på blogs under forskellige navne, men temaet var let genkendeligt, da de nævnte “honorære osv.” altid fik skyld for alt, fra faldende spermtal til modvind på cykelstierne.

  31. Af Thomas Kiær

    -

    Ikke “vores ven”, i hvert fald ikke min, men
    måske er han Niels Krause-Kjærs ven?
    Under alle omstændigheder udtrykker han glæde
    over, at Krause er kommet til “fornuft”.

  32. Af Godfred Louis-Jensen

    -

    Der er vist mange grunde til (som Jens L. Lorentzen, 3. februar 2010 kl. 18:01) at mene, at “vestlig intervention med dansk deltagelse i Afghanistan (er) den rene galimatias”.

    Det er et ‘kraefternes frie spild’. Da vi umuligt kan tage os af ‘alt’, er det naturligvis noedvendigt, at vi i stedet koncentrerer os om det vaesentlige (som for os naeppe omfatter forholdene i ‘Afghanistan’).

    Men hvordan viser “Kineserne” (samt JLL?), at de er klar over, at “specielt Vesteuropa staar overfor stoerre og tungere migrationsboelger end selv paa Attilas tid”?

    Det er vel nok muligt – men hvilke konkrete tegn har JLL i tankerne?

    gl-j

    PS: Undrer det virkelig Krause-Kjaer, at den britiske Chilkot-kommissions hoering om baggrunden for Irak-krigen “ikke i højere grad har ramt den danske offentlighed”?
    Det forekommer mig ikke, at den smaatravle og -borgerlige ‘offentlighed’ paa noget tidspunkt har vaeret oppe paa maerkerne mht. vores (forbryderiske?) krigsdeltagelse – men tvaertimod i hoej grad har vaeret haemmet af en stort set servil og vildledende dansk presse- og TV-daekning…

  33. Af Godfred Louis-Jensen

    -

    Den britiske (og dermed ogsaa den danske krigsdeltagelsen som USAs tro vaebner “isn’t about a lie or a conspiracy or a deceit or a deception,” sagde Tony Blair til Chilkot-kommissionen. “It’s a decision. And the decision I had to take was, given Saddam’s history (…) could we take the risk of this man reconstituting his weapons program or is that a risk it is responsible to take?
    The decision I took – and frankly would take again! – was: If there was any possibility that he could develop weapons of mass destruction, we would stop him. It was my view then and that is my view now…”

    Nej, mr. Bliar – det var aldeles ikke, hvad du dengang fortalte den travle offentlighed!
    Du er – ligesom Anders Fogh Rasmussen! – en lognhals (og tilmed en forvroevlet rendemaske…).

    gl-j

    http://archer.blogs.berlingske.dk/2010/01/29/fra-skane-til-haiti/#comments

  34. Af Jesper Lau Hansen

    -

    Tak til Niels K-K for at tage et emne op, der er uhyre vigtigt, uanset at det som rigtigt nævnt ikke er nyt. Linket til Lord Binghams Grotius-forelæsning var f.eks. fra november 08.

    Jeg er i øvrigt enig med de indlæg, der opfordrer til, at man gør sig den ulejlighed at læse linket til Binghams forelæsning, da det er noget mere nuanceret, end man først får indtryk af. Man får bl.a. redegjort for, hvad kammeradvokat Goldsmith lagde vægt på, da han besluttede sig for at kende genoptagelsen af fjendtlighederne for lovlig.

    Der bliver gjort en del ud af, at Goldsmith først besluttede sig efter, at han havde talt med amerikanske eksperter. Det er formodentlig for at give indtrykket af, at han blev tvunget af amerikanerne. Det er bestemt muligt, de kan være svært charmerende. Men det hører nu også med, at han selv lægger vægt på, at han også talte med den britiske FN-ambassadør Greenstock, der som diplomat vel næppe er et særligt overvældende menneske.

    Et centralt punkt er, om resolution 1441 forudsatte en afgørelse fra Sikkerhedsrådet, før fjendtlighederne kunne genoptages. Resolutionen udtaler ikke selv noget herom. Det, som Goldsmith lagde vægt på, var udsagn fra Greenstock og amerikanerne, der havde været med ved forhandlingerne om resolutionen. De tilkendegav, at det ikke var en forudsætning for resolutionen, og at USA aldrig havde accepteret resolutionen, hvis det havde været et vilkår. På den baggrund nåede Goldsmith til, at en tilladelse fra Sikkerhedsrådet ikke var nødvendig.

    Det fremgår af linket, at denne forklaring blev forelagt Lord Bingham, og at han understregede i sin forelæsning, at han opfatter Goldsmith som ærlig i sin vurdering. Bingham har blot en anden opfattelse af folkeretten, men frakender ikke, at Goldsmith kunne have sin.

    Og hermed er vi fremme ved det, som jeg prøvede at fremhæve i min kommentar (30/1), at folkeretten sjældent er særlig entydig. Flere opfattelser er mulige. Og ikke bare er flere opfattelser mulige, men fordi folkeretten savner en egentlig lovgiver, som vi kender det fra traditional national ret, så formes folkeretten af de opfattelser, der vinder udbredelse.

    Udviklingen af folkeretten, hvor man angriber for at afværge en humanitær katastrofe, som gjort i Kosovo, er f.eks. ny og stadig omtvistet, se f.eks. Bingham-linket, hvor denne mulighed omtales med et ‘perhaps’.

    For ikke at gøre denne posting for lang, kan spørgsmålet koges ned til, om man foretrækker en forståelse af folkeretten, der fjerner diktaturer, eller en forståelse af folkeretten, der beskytter diktaturer.

    Goldsmith valgte det første.

    Bingham derimod citeres mod slutningen i linket for følgende konklusion:

    “If the daunting challenges now facing the world are to be overcome, it must be through the medium of rules, internationally agreed, internationally implemented and, if necessary, internationally enforced. That is what the rule of law requires in the international order.”

    Bingham ønsker således, at der vedtages regler, og i det eksisterende system skal denne funktion varetages af Sikkerhedsrådet.

    Problemet er blot, at FNs Sikkerhedsråd består af diktaturer, og turkeys don’t vote for Xmas.

    Så problemet er i bund og grund, hvilken slags folkeret ønsker vi?

  35. Af Den anglofile

    -

    Tak til jura-professor Jesper Lau Hansen for at tage del i debatten. Udover sin læseværdige kommentar er det også sket med kommentaren i Berlingske i lørdags om, at medierne trækker for store veksler på folkeretten. Jeg synes imidlertid, at indlæggende efterlader en række spørgsmål.

    Jesper Lau Hansen fremhæver, at det ikke er en nyhed, at tidligere højesteretspræsident, lord Bingham, har undsagt det folkeretlige grundlag for krigen. Det er korrekt, at det skete i en forelæsning i november 2008 og straks fandt vej til de britiske medier. Men det er vel først nu, det kommer til den danske offentlighed. Og sent er vel bedre end aldrig? Og det er vel interessant for og gør indtryk på Jesper Lau Hansen som retslærd, at Englands måske højest estimerede jurist undsiger den folkeretlige lovlighed, når nu begrundelsen for krigen var, at Irak ikke havde opfyldt sin egne folkeretlige forpligtelser efter resolution 1441?

    Jesper Lau Hansen bagatelliserer, at regeringsadvokat Goldsmith skiftede holdning. I sin kommentar i Berlingske mener Lau Hansen, at udenrigsministeriets juristers fortolkning ofte er mere interessant end uvildige juristers. Havde det så ikke været på sin plads at nævne, at de to højest placerede med juridisk ressort i den britiske udenrigstjeneste undsagde lovligheden i 2003? Sir Michael Wood har bekræftet det for Iraq Inquiery. Og hvad med undsigelsen fra daværende vice-generalsekretær i FN, Hans Corell, som den dengang ansvarlige for det juridiske i FN?

    Hører det ikke også med, at den fortolkning som Bingham m.fl. giver udtryk for, reelt er den, der er udtrykt i vores eget Udenrigsministeriums februar-notits. Efter at ministeriet har udtalt, at resolution 1441 mindst kræver stiltiende samtykke, gengives USA’s synspunkter uden konklusion. Fraværet af konklusion skyldes selvfølgelig, at man i ministeriet først godt kunne se, at USA’s fortolkning var uholdbar. I bund og grund siger USA, at de ikke ville have stemt for resolution 1441, hvis de havde forstået, at man bagefter i overensstemmelse med resolution 1441 § 12 på ny skulle behandle sagen i Sikkerhedsrådet. Som der også står i det danske udenrigsministeriums notitser af både februar og marts 2003, fremgår det ”eksplicit” af resolution 1441, at eventuelle ”rapporterede substantielle irakiske overtrædelser og konsekvenserne heraf under alle omstændigheder skal være genstand for behandling i Sikkerhedsrådet”. Mener Jesper Lau Hansen virkelig, at denne betingelse kunne opfyldes ved som sket uformelt at cirkulere end note, når USA vidste at Frankrig ville nedlægge veto i Sikkerhedsrådet. Det lyder mere som forsøg på bondefangeri i mine øre.

    Jeg synes heller ikke, at Jesper Lau Hansen giver en fyldestgørende beskrivelse af, hvad Bingham har sagt om Goldsmiths vurdering. Bingham har underkendt vurderingen som forkert, men han påstår ikke, at Goldsmith ikke oprigtigt mente, hvad han sagde, da Goldsmith sagde ok til Blair. Bingham har selvfølgelig ikke belæg for at hænge Goldsmith ud som uvederhæftig, men nøjes blot med at pille hans synspunkter fra hinanden.

    Jesper Lau Hansen hæfter sig ved at den engelske FN-ambassadør var med til at påvirke Goldsmith til, at han skiftede standpunkt. Men ambassadøren har dog i Iraq Inquiery selv sagt, at krigen ikke var legitimeret, men dog lovlig. Unægtelig i en finurlig grænse mellem lovlig og ulovlig krig.

    I retsvidenskaben mener vi vel som oftest, at kravene til hjemmelens klarhed afhænger af indgrebets intensitet. Synes Jesper Lau Hansen som professor ikke, at det folkeretlige grundlag for krigen med rimelighed burde have været af en karakter, hvor der ikke med den lethed kunne stilles spørgsmål som sket? Krigen blev jo dog ført som konsekvens af, at Irak angiveligt ikke opfyldte sine folkeretlige forpligtelser.

    Det er til at forstå, at Jesper Lau Hansen politisk sympatiserer med krigen, men holder hans forsøg på at bagatellisere juraen. Det er vel respekten af gældende ret, der er et af demokratiets fornemste kendemærker.

  36. Af Freddie Boysen

    -

    Jeg må sige det er rystende læsning, at læse såvel indlæg som diverse blokke,her gik jeg og troede at jeg trods alt levede i et retssamfund som var vigtigere end noget andet og at lovlighed var en selvfølge før politiske uoverensstemmelser,løgn og latin er åbenbart dagens orden så længe målet helliger midlet. Jeg græmmes, det er som at se TV udsendelsen på historie “CIA og deres hemmelige krige” et godt eksempel på hvad en retsstat og påstået demokrati også er.

  37. Af Jesper Lau Hansen

    -

    Tak til den anglofile for et godt (mod-)indlæg.

    Du rejser en del spørgsmål, som det ville være uhøftligt ikke at besvare. Men reelt må jeg henholde mig til det allerede skrevne.

    Da resolution 1441 lod spørgsmålet om Sikkerhedsrådets aktive beslutning stå åbent, kan der argumenteres for begge dele.

    Binghams fortolkning, der tillægger Sikkerhedsrådet afgørende indflydelse, har den fordel, at det vil reducere brugen af krigsmidler. Men det har den ulempe, at det vil beskytte diktatorer. Og vice versa for Goldsmiths.

    Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg har mere sympati for Goldsmiths vurdering, og at jeg opfatter Binghams tiltro til, at FNs Sikkerhedsråd vil opretholde international orden som naiv.

    Jeg skal heller ikke skjule, at jeg i øvrigt er skeptisk over for FN systemet, f.eks. dets vurdering af menneskerettigheder og udstrækningen af ytringsfrihed.

    Valget står ikke nødvendigvis mellem FN og anarki, men mellem en folkeret, der fjerner diktaturer, og en folkeret, som beskytter dem.

    Hermed over & out for mit vedkommende. Tak.

  38. Af Niels Krause-Kjær

    -

    Kære Jesper Lau og ‘Den anglofile’: Tak for kvalificerede bemærkninger. Argumentet med 1998 er selvfølgelig interessant. Hvis man går ind på folketingets hjemmeside og læser debatten i går, onsdag, mellem Jeppe Kofoed og Per Stig Møller, ser man, at det spiller et centralt punkt i argumentationen, men: Der er vel problemer med at sammenligne 1998 og 2003 da resolution 1441 fra efteråret 2002 (udover de fem ekstra år) ligger imellem. Og resolution 1441 må vel gøre en forskel – ellers havde man vel ikke behøvet en ny resolution?

  39. Af bjørn jespersen

    -

    “…det kan undre…” Nej det kan IKKE undre. Og jeg kan heller ikke forestille mig at der undrer NKK. Jeg kender ikke de Britiske (gentleman-?)regler for undersøgelses-arrangementer, men som jeg har forstået det kræver det et bondetingsflertal (eller en politianmeldelse) at få startet en undersøgelse her i landet. Og da det stadig er det samme flertal, der er ved magten, som da det blev besluttet at gå med i krigen, ville det undre mere, hvis en undersøgelse faktisk var blevet startet.

    Men jeg sætter pris på anfægtelserne.

  40. Af John Bernard Nielsen

    -

    Citat J.L.Hansen:—-1—-Binghams fortolkning, der tillægger Sikkerhedsrådet afgørende indflydelse, har den fordel, at det vil reducere brugen af krigsmidler. Men det har den ulempe, at det vil beskytte diktatorer. Og vice versa for Goldsmiths. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg har mere sympati for Goldsmiths vurdering, og —–2—- at jeg opfatter Binghams tiltro til, at FNs Sikkerhedsråd vil opretholde international orden som naiv.

    ad. 1) Selvfølgelig har du da det. Det var jo det sejrende synspunkt, og du befinder dig altid bedst på den side.

    Mere end end 4 millioner flygtninge, heraf 2 millioner som er flygtet til Iraks nabolande. Terror som bredte sig til Irans Khuzestan provins, Saudiarabien, Tyrkiet, Spanien og Stobrittanien. Angiveligt pønsede enkelte herhjemme også på sligt, – men ikke i Norge, Sverige og Finland, for de deltog ikke.

    Det ses derfor at Lord Bingham’s synspunkt var det rette: At være meget forsigtig, og at lade de eksisterende internationale samarbejdsstrukturer om at løse opgaven.

    ad. 2)Hvem siger at han har tiltro som sådan til at de kan. FN er den lovlige myndighed, som vi har at forholde os til. Den er måske uperfekt, men ligeså er det voldelige alternativ sandelig, hvad vi alle nu — også NKK og JL Hansen — i de forløbne 7 år er blevet klar over.

    Det som det drejer sig om for alle selvtænkende individer, er på et tidligt tidspunkt at lade deres intelligens funkle og gøre sig værdige til den investering som samfundet har gjort i deres uddannelse. Vi forventer ganske enkelt bedre. Alle som dengang indtog det forkerte synspunkt haver nu en chance for at rette op på renomméet ved kategorisk — i skrift såvel som itale — at tale dunder mod krigen i Afghanistan.
    ____

    PS: Jeg vil gerne opfordre interesserede — måske studenter eller pensionærer, som bedre har tiden — til minutiøst at opstille et skema med alle vore toneangivende landsmænds positioner forud for Irak krigen. Krigen på det forfejlede grundlag betragtes af mange som en skelsættende begivenhed, hvilket også er årsagen til de undersøgelser om dens legitimitet som gennemføres i f.eks Holland og Storbritannien.

    For mit eget vedkommende ser jeg den som en lakmusprøve på om folk er egnede til at bedømme internationale forhold korrekt, og om de derfor kan betroes tillid til på landets vegne at beskæftige soig med sligt. Og et handy sleme, som man kan slå op i, vil være god at have i baghånden, når vi i skal bedømme
    validiteten af disse aktørers bedømmelser i fremtidige scenarier, som betyder valget mellem krig og fred, – være sig overfor Iran eller andre steder

  41. Af John Bernard Nielsen

    -

    Hvem skal i et sådant skema? De følgende er selvskrevne:

    Anders F. Rasmussen
    Uffe E. Jensen
    Søren Espersen*
    Jens Rohde*

    Akademiets verden:

    Birte Hansen, lektor

    Medier:

    Anders Jerichov*
    Bent Blüdnikov*
    Arne Notkin*

    Ja, tænk hvor hurtigt vi glemmer. The names are slipping away (in our memory). Og det er det som de pågældende regner med. Men lad det ikke lykkedes for dem at slippe afsted med det. Men lad det altid være et brændemærke på deres sjæl.
    _____________

    De med *-markerede er enten honorære efterkommere af de distingcerede Israelitter, eller som i Søren Espersens tilfælde gift med en (og hans datter gift med en israeler). Han har derfor et stærkt følelsesladet forhold til kolonien ved Middelhavets bred, og er samtidig udenrigsordfører for det parti som siden ‘systemskiftet’ i november 2001 har været tungen på vægtskålen. Dette gør dette inddivids curderinger meget afgørende for hvordan Danmark placerer sig udenrigspolitisk. Ja han er formentlig den mest indflydelsesrige i den førte (udenrigs)politik i det forløbne årti.

    Hcis ci er eneige om at opstille et sådant skema, kan det diskuteres om dette etniske/kulturelle tilhørsforhold skal medtages. Jeg mener absolut det bør inddrages, fordi folks baggrund ofte er en god rettesnor for hvordan de vil handle i afgørende situationer. Husk på mange af disse folk anså jo ligefrem krigen for at være en skæbne-betinget krig i en god sags tjeneste, som ville fjerne en gammel fjende af den jøsiske stat. Derfor er det i høj grad berettiget for fremtidige generationer, at have et sådant skema, hvor man så lige kan se,,,,nå ja, ham dér er…og så videre…det betyder at hans udsagn om spørgsmål der vedrører krig versus fred i et af Israels nabolande bør tages med forbehold….og et stort gran salt.

  42. Af John Bernard Nielsen

    -

    I og med at…Ooops Iran blev den store vinder, da dets ærlefjende Saddam blev fjernet af skakbrættet og Shia’erne gennem demokratiske valg kom til magten i Irak og Irak nu anser Iran for at være den dominerende i forholdet, samtidig med at den i forbindelse med krigshandlingerne eksploderende oliepriser anbragte en anseelig ekstra sum penge i dets lommer, — ses det, at kollektivt hysteri om ikke eksisterende trusler generelt bør undgåes, og den højeste grad af skepseis for fremtiden udvises overfor de som søger at male fanden på væggen.

  43. Af John Bernard Nielsen

    -

    NU er skemaet lavet og lagt på en hel ny webside, som du kan komme til ved at trykke på mit navn.

    J.L. Hansen siger: Puha, tak for det, det er lige præcis hvad jeg har ventet på.

    Jeg siger: Jeg cidste det, jeg vidste det, kære Lau, det er også derfor jeg har worked flat out de sidste timer for at lave siden. Husk at vende tilbage til den ofte, fordi den vil nsart blive udvidet med de engelske og amerikanske meningspådrivere også.

  44. Af C. Lucas

    -

    Jeg synes i det hele taget det seneste årti har været præget af virkelighedsfornægtelse i forbindelse med både vores deltagelese i Irak — som jeg mener var ulovlig og motiveret af hemmeligehder og olie — og håndteringen af terrorisme. For slet ikke at tale om ulovlige CIA operationer i årtier, som involverer både “Al Qaeda” og heroin i Afghanistan.

    Meget positivt at Krause her pointere at dette altså debatteres seriøst uden for andedammmen, hvor platheder og religiøst motiveret beklædning går for at være politik.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info