Dansk glidebane mod Irak

Imens vi i Danmark har haft travlt med burkaer og lagerbeholdningen af vejsalt, har briterne været anderledes beskæftiget. En høring om baggrunden for Irak-krigen rummer bemærkelsesværdige afsløringer og afklaringer, og det kan undre, at de ikke i højere grad har ramt den danske offentlighed udover enkelte kritiske kommentarer og forsigtige ledere.

Højtstående britiske jurister med den tidligere højesteretspræsident (senior law lord) Lord Bingham i spidsen har undsagt den folkeretlige vurdering, som daværende premierminister Tony Blair brugte som juridisk grundlag for at deltage i krigen. Irak-høringen har vist, at stort set alt, hvad der kan krybe og gå af juridisk kapacitet i Storbritannien deler opfattelsen af, at politikerne handlede i lodret strid med folkeretten, da man invaderede Irak. Og det er knastørre jurister, som hverken sidder i Det Radikale Venstres hovedbestyrelse, deltager i fredsdemonstrationer eller sidder i økologiske rundkredse. Ikke mindst Lord Binghams undsigelse har da også vakt opsigt i juridiske og folkeretlige kredse både i og uden for Storbritannien. Og hvad har det nu med Danmark at gøre? Det har alt at gøre med Danmark. For det juridiske grundlag for danskernes deltagelse i invasionen hviler på præcist samme fundament som briternes.

Den 14. februar 2003 producerede det danske udenrigsministeriums folkeretkontor et notat, der ikke med rimelighed kunne forstås på anden måde, end at der skulle en ny stillingtagen i Sikkerhedsrådet, hvis et angreb på Irak skulle være lovligt i henhold til folkeretten. Dermed var ministeriet på linje med de engelske kritikere.

Det var dengang, man stadig håbede, at der kunne skabes enighed i Sikkerhedsrådet om en ny resolution.

Den 17. marts konkluderede samme kontor reelt det modsatte i et nyt notat. Internt i ministeriet betragtedes notatet efterfølgende af nogle som et juridisk mesterstykke. Kritikere kaldte det for ’weekendnotatet’, fordi det blev produceret umiddelbart efter, at USA’s præsident George Bush fredag den 14. marts 2003 ringede til den danske statsminister. Faktum er, at notatet legitimerede den danske krigs-deltagelse og efterfølgende har skærmet det politiske flertal bag beslutningen om at være en del af koalitionen i angrebet på Irak.Debatten har siden været begrænset. Udenrigsminister Per Stig Møller forsøgte i december 2003 at forklare de to notaters forskellige konklusioner. Forløbet var ikke hans ’finest hour’ – dem har der så været en del af siden. Det er lignende defensorater og juridiske bortforklaringer, der nu er pillet fra hinanden i den britiske offentlighed.

Det er sådan set ikke fordi, der har været holdt noget skjult i Danmark. Alle konspirations-teoretikere med Frank Grevil-portrætter over dobbeltsengen kan godt gå i seng igen. Det har heller ikke noget at gøre med, hvorvidt man ønsker sig Saddam Hussein tilbage. Verden er bedre uden hans slags.

Regeringen lagde sine juridiske analyser frem, da et flertal i Folketinget traf beslutning om deltagelse i koalitionen tilbage i 2003, og mange var klar over, at juraen var bøjet. Enhedslistens Keld Albrechtsen mente ligefrem, at der under folketingsdebatten blev sat ”absolut danmarksrekord i juridiske bortforklaringer”. Nu ved briterne, at det ikke blot var bortforklaringer, men juridisk nonsens.

Hvorfor er det her vigtigt i dag – også for Danmark?

Det er det, fordi det betyder noget, hvordan civiliserede lande opfører sig i kampen mod det uciviliserede.

Som Lord Bingham konkluderede:

“I det øjeblik en stat opfatter internationale love som gældende for andre, men ikke for sig selv, så er selve grundlaget for lovene væk.”