Eliternes fallit

Der er al mulig grund til at se kritisk på, hvem der reelt har magten i Danmark. Svaret på det spørgsmål viser, hvad der kan træffes af kollektive beslutninger i landet.

Derfor er det en vigtig debat, som journalisten og forfatteren Lars Olsen har været med til igen at sætte i gang med debatbogen ‘Eliternes triumf – da de uddannede klasser tog magten’. Men denne gang tager han fejl. Eliten har ikke taget magten. Hvis noget, har eliten tabt den.

Lars Olsen har tidligere i sit forfatterskab og som debattør sat væsentlige debatter i gang om det delte Danmark. Blandt andet hvordan en folkeskole med ansvar for egen læring har været en triumf for den bedste halvdel af eleverne og et stort problem for den anden. Præmissen denne gang er, at en afsondret elite på omkring seks procent af befolkningen bestående af erhvervsfolk, politikere, opinionsdannere og kulturelle magthavere har sat sig helt og aldeles på magten. Det kan, påpeger han, ses på både lovgivning og debatter. Rentefradrag for husejere fylder således mere i debatten end forhold i den almennyttige boligsektor, påpeger forfatteren. Og det er nyt, mener han. Det samme er politi- og kommunalreform, som har centraliseret magten i byerne og hos de få. Tidligere havde vi ægte, repræsentativt folkestyre. Nu har eliten taget magten, siger Lars Olsen og kommer næsten til at lyde ligeså nostalgisk som forfatteren Ole Hyltoft – vi mangler blot kulturminister Julius Bomholt på scenen, så er budskabet om de gode gamle dage komplet.

Budskabet lyder umiddelbart let fordøjeligt. På nogle områder kan der såmænd også været noget om snakken. Men det hviler på præmisser, som på i alt fald tre områder svækker det.

1) Der har altid været førerhunde i det moderne samfund. Mennesker, som i kraft af penge, kreativitet, rå magt eller folkelig opbakning bestemte mere end andre. Anderledes kan et samfund med institutioner ikke hænge sammen. Tror Olsen ikke, at Stauning og folkene omkring ham havde magt og brugte den? Selvfølgelig havde de det – måske oven i købet mere rå og uimodsagt end i dag. Og da ansøgeren til en topstilling i Århus Kommune i 1920erne modtog et telegram med spørgsmålet ‘er De socialdemokrat eller ej’, kan det nok være, at det var afgjort, hvem der var elite, og hvem der blev holdt udenfor. Dengang var der ingen ombudsmand at gå til, som det er tilfældet i dag med overborgmester Frank Jensens ansættelsespolitik.

2) Er der overhovedet en elite med en fælles, fasttømret dagsorden? Hvad er det lige Tøger Seidenfaden, Peter Straarup og Brian Laudrup har som fælles projekt? Desuden opstiller Lars Olsen et billede af, at Christiansborg-politikere og andre elitefolk ikke lever og forstår det ‘rigtige’ liv. Sikke noget sludder. For det første har ingen patent på det virkelige liv. Mit liv er ligeså rigtigt og virkeligt som fiskeren i Haboøres. For det andet er der næppe andre samfund, hvor vi er så meget i øjenhøjde med hinanden, som i Danmark.

3) Lad os endelig lege med på tanken, at der er en elite, som bestemmer. Er det så den, der har besluttet, at der ikke skal røres ved efterløn og dagpenge? Er det den, der har besluttet, at Danmark skal være det mest skatteplagede land i verden med den mindste indkomstforskel? Er det eliten, der har besluttet, at enhver debat i dette land om madpakker, burkaer og mødremøder i folkeskoler skal overdøve al anden politisk debat? Er det eliten, der har besluttet, at Saxo-Bank-direktørerne er politisk marginaliserede og at deres datterselskab, Liberal Alliance, på en god dag i meningsmålingerne kan samle, hvad der svarer til 30-35.000 stemmer? Hvis alt dette er elitens triumf, så kunne det være spændende at se det danske samfund, når eliten intet havde at skulle have sagt.

Problemet i dag er snarere, at der er så lille en respekt for viden, indsigt og kompetence. At det ikke kun er landstrænere i fodbold, der føler sig omgivet af 5,5 millioner borgere, der ved bedre. Det samme gælder statsministeren, klimaeksperten, den økonomiske vismand og skolelederen. Alle har lov til at vide bedre. Det betyder, at mange politikere er bange for at gå forrest og opføre sig som en ansvarlig elite, der træffer beslutninger og står til ansvar for dem. Det var elitært, da politikere i 1980ernes besluttede sig for at bygge en Storebæltsbro. Det var elitært, da Poul Schlüter i 1987 gennemtrumfede en kartoffelkur. Det var elitært, da Poul Nyrup Rasmussen gennemførte en pinsepakke i foråret 1998 og lod Lykketoft lave en efterlønsreform et halvt år senere. Men der er sandt for dyden truffet færre elitære beslutninger de seneste 10 år til skade for alle. Eliten har ikke taget magten. Hvis den eksisterer og overhovedet har gjort noget, så er det at smide magten på gulvet.