Har Løkke en plan?

Fundamentet skrider i øjeblikket under den borgerlige regering. Det betyder ikke, at det er afgjort, at den taber næste valg. Det betyder ikke, at Lars Løkke Rasmussen forbliver vikaren og aldrig kommer længere. Men det betyder, at presset mod statsministeren i den kommende tid er maksimalt.

Fundamentet skrider under regeringen af tre grunde. De hænger sammen, men hver og en af grundene i sig selv kunne være nok til en mindre krise:

1) Vælgerne holder sig tilbage. En stribe meningsmålinger de seneste 5-6 uger viser utvetydigt, at regeringen har mistet sit flertal. Ikke med så meget, at det ikke kan vindes ind, men nok til at det er et alvorligt problem. Også Fogh var i mindretal i meningsmålinger mellem valgene. Til gengæld viser målingerne også, at Lars Løkke har mistet flertallets tillid som den bedste til at lede landet efter næste valg. Det er nyt, at Helle Thorning-Schmidt har flertal på den konto.

2)  Parlamentarisk er der uro i regeringen og i dens forhold til Dansk Folkeparti. Der har altid været rivalisering mellem Venstre og Konservative. Men det er helt uholdbart, at de to partier taler i øst og vest på vigtige emner som økonomi og værdipolitik. Det er helt uholdbart, at De Konservatives gruppeformand og politiske ordfører Henriette Kjær bliver ved med at fastholde retten til konservative særmeldinger og får lov til det både af sin partiformand og af statsministeren. Dansk Folkeparti har det med at overdrive sin rolle som borgerlig gårdvagt, men støttepartiet har al mulig grund til at forvente enighed i regeringen.

3) Politisk er der opstået et vakuum. Hvad vil regeringen med sin magt, og hvad vil Lars Løkke med sit statsministerkontor? Det ved vi ikke i øjeblikket. Magten giver den kolossale fordel, at man kan sætte dagsorden – at man har serveret. Man hvad nytter serveretten, når man ikke server? Lidt Marienborg-samtaler om folkeskolen kan være nok så sympatisk, men erobrer ingen dagsorden – det supplerer den højest. Og når man lader en dagsorden ligge og flyde, så tager andre over, så kommer alle lortesagerne, så mister man grebet.

Det her handler ikke om, hvorvidt Lars Løkke ikke kan tage på en sikkert tiltrængt ferie på Tenerife i uge 5. Det kan han godt. Det handler heller ikke om, at han endnu ikke har foretaget en nødvendig regeringsrokade af de store. Det handler knap nok om, at regeringen ikke har noget regeringsgrundlag af betydning. Det handler først og fremmest om, at man skal ville noget med magten. I disse uger breder mistanken sig helt op i regeringen, at den is i maven, mange troede, at Lars Løkke var i besiddelse af, i stedet er handlingslammelse. Hvis dét er tilfældet, er løbet formentlig kørt. Hvis han derimod har en plan, skal han snart – meget snart – til at lægge den frem.