Urimelig debat om politikerløn

Nogle gange stikker populismen sit fjæs frem i al sin pragt. Debatten om folketingsmedlemmernes løn er et godt og tilbagevendende eksempel på det. Problemet er blot, at denne gang var det politikerne selv, der begyndte. Det gør det naturligvis mere smertefuldt at få proppet bæstet ned i sækken igen og bundet en stor knude. 

Men bindes skal den. Ikke kun så vi kan koncentrere os om mere relevante emner, men også fordi den uværdige diskussion er med til helt urimeligt at undergrave respekten for danske politikere.

Det begyndte nogenlunde værdigt med regeringens ministre, der gÃ¥r fem procent ned i løn i forbindelse med Genopretningsplanen. Beløbet i sig selv giver ingen mening, men den symbolske handling gør – mÃ¥ske. Derefter var der et øjebliks stilleleg pÃ¥ Christiansborg, indtil de første plumpede i og erklærede, at sÃ¥ skal folketingsmedlemmer da ogsÃ¥ gÃ¥ ned i løn. Plathedsbølgen skyldede ud i landet og pludselig skulle ogsÃ¥ borgmestre, kommnalbestyrelsesmedlemmer og sÃ¥gar regionsmedlemmer gÃ¥ ned i løn.

Et folketingsmedlem fÃ¥r omkring 590.000 kr. om Ã¥ret i løn. Det er en pæn indkomst, hvis man er studerende eller folkeskolelærer og i øvrigt kan leve med usikkerheden i ‘ansættelsen’, den hÃ¥rde og personlige eksponering samt de helt ufattelig mange arbejdstimer pÃ¥ alle tider af døgnet og alle tidspunkter af Ã¥ret. Men fri os for al snak om, at det er en gage af en kaliber, som fjerner politikerne fra den virkelige verden, appellerer til en særlig elite eller pÃ¥ anden mÃ¥de skævvrider folkestyret. Lønnen betyder, at mange topledere i erhvervslivet – eller mellemledere med ambitioner om at blive topledere – fravælger politik. Det kan bÃ¥de erhvervslederne, dansk politik og Danmark godt leve med. Mange erhvervsledere viser sig at være meget bedre til erhvervsliv end til politik (det var den pæne version). Lønnen betyder mÃ¥ske ogsÃ¥, at nogle fanges af politik som et job, hvor de næppe kan fÃ¥ tilsvarende indkomst i ‘den virkelige verden’. Det kan folkestyret ogsÃ¥ leve med. Endda helt uden problemer.

Debatten er blevet underlig skævvredet. Både fordi den appellerer til de værste følelser og fordi folketingsmedlemmerne selv bestemmer deres løn. Når for eksempel De Konservatives Tom Behnke forsvarer lønnen med, at mange i Folketinget ville kunne få en million-indkomst, hvis de forlod politik, så bevæger han sig ud på isflager, som næppe kan bære. For det første vader de færreste folketingsmedlemmer i milliontilbud til offentlige eller private topstillinger. For det andet er det ikke argument for noget som helst. Politikerne skal behandles ordentligt og rimeligt uanset om det er varmemestre uden mulighed for avancement eller det er politiske ildsjæle, der jævnligt afviser tilbud om en roligere og mere lukrativ tilværelse udenfor Christiansborg. For fire år siden blev daværende indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen tilbudt et topjob i det private erhvervsliv. Tredobbelt løn og halv arbejdstid. Børnene og den øvrige familie var ikke i tvivl, men Lars Løkke lod mulighden for et helt andet liv glide forbi. Tror man virkelig han er med i det for pengenes skyld? Tror man, at Helle Thorning-Schmidt er det?

Hatten af for de politikere, der i disse dage tør trodse bundtrækket i folkesjælen og siger nej, nej og atter nej til at lade sig ydmyge og gå ned i løn blot for at tilfredsstille en lille svinehund, der alligevel aldrig bliver mæt. Vi har ikke de politikere, vi fortjener. Faktisk er de lidt bedre.