Lækage i regerings-toppen

Sagen om, hvad der blev sagt og af hvem i regeringens koordinationsudvalg om Lene Espersens ferie på Mallorca er alvorlig. Den er alvorlig af tre grunde. For det første, fordi den rummer ingredienserne til noget, der som minimum slider voldsomt på statsministerens troværdighed. For det andet, fordi den – endnu engang – siger noget om Lene Espersens egenrådighed. Og endelig – måske mest alvorligt for regeringen – fordi den antyder opløsningstendenser internt hos De Konservative såvel som mellem de to regeringespartier.

Først statsministerens troværdighed. I regeringens magtfulde koordinationsudvalg skal kulturminister Per Stig Møller angiveligt i slutningen af marts have advaret voldsomt imod, at hans partiformand vælger en ferie med familien på Mallorca i påsken fremfor et møde i Arktic Five i Canada med bl.a. USAs udenrigsminister Hillary Clinton. Lene Espersen var ikke tilstede under det møde. Løkke har efterfølgende til Folketinget den 7. april sagt, at “jeg har ikke modtaget nogen forhåndsorientering fra udenrigsministeren om udenrigsministerens planlægning af de pågældende dage…”. 13. april på sit ugentlige pressemøde: “Det vi diskuterede i Folketingen, det var jo, om jeg havde været informeret om eller inddraget i beslutningen om, at udenrigsministren ville melde afbud til det pågældende møde. Og det har jeg ikke været.”

Er det så løgn? Njahh, man kan i alt fald ikke beskylde statsministeren for at have ruttet med sandheden. Ifølge hvad vi nu ved, så blev Løkke umiddelbart før Espersens ferie-afgang gjort bekendt med, at hendes forgænger, Per Stig Møller, var uenig i den prioritering. Men beslutningen var altså truffet. Løkke var dermed ikke inddraget i beslutningen. Var han så i det mindste informeret om, at hun ville melde afbud? Njahh, vel ikke. Han var derimod informeret om, at hun HAVDE meldt afbud. Det er ordkløveri for nørder, men ikke uvæsentligt, hvis sagen skal blive til et politisk problem, som  efterfølgende skal ophøjes til en skandale. Og hvis skandalen skal helt op i gear, så gælder reglen, at den skal kunne tælle til 90 for at komme i historiebøgerne. Det kræver et vist koordineret sammenrend af færinger, løsgængere eller Liberal Alliance. Det sker næppe med det, vi ved nu.

For det andet siger sagen nogen om Lene Espersens egenrådighed. Ikke noget, vi ikke vidste i forvejen, men det er alligevel påfaldende, at velmenende advarsler fra topembedsmænd og nu også hendes forgænger som udenrigsminister tilsyneladende ignoreres med en håndbevægelse. Det er ikke realistisk at forvente, at Løkke selv skulle have grebet ind efter advarslen på koordinationsudvalgsmødet. Lene Espersen er vicestatsminister og partiformand for et andet parti.  Hun har lavet bøvl med burkaer, efterløn, dårlige meningsmålinger og ringe kemi. Hun  må kunne stå på mål for sine egne prioriteringer i det ministerium, hun har drømt om at side i siden hun som 17-årig var udvekslingsstudent i Canada. Løkke må som minimum have haft en forventning om, at den nuværende og tidligere udenrigsminister selv talte sammen om vigtigheden af et møde i Canada.

For det tredje – og mest alvorligt – siger sagen noget om forholdene hos De Konservative og mellem de to regeringspartier. For det første er en lækage fra regeringens koordinationsudvalg sensationel. Fem af de seks medlemmer – Lars Løkke, Claus Hjort, Troels Lund Poulsen, Lene Espersen, Brian Mikkelsen og Per Stig Møller – må have en underlig fornemmelse næste gang de mødes. Hvem kan ikke holde kæft? Hvem har en anden dagsorden? Er det en eller flere, som står bag? Teknisk set kan historien jo være kommet ud, fordi et medlem for længe siden har refereret optrinnet overfor venner og et andet medlem efterfølgende – og måske nødtvunget – har nikket bekræftende overfor Berlingske Tidende. Der gættes naturligvis flittigt, og det vil formentlig forblive mere eller mindre kvalificerede gætterier. Men affæren blotlægger en stemning mellem den nuværende og den tidligere udenrigsminister, som er uholdbar.

Endelig blotlægger sagen, at samarbejdet mellem Venstre og Konservative knirker. Når topministre tilsyneladende taler om hinanden og ikke med hinanden. Når de gør det overfor journalister i en sag, hvor der tilsyneladende intet – intet – politisk er at vinde. Og når det oven i købet foregår i selve regeringens maskinrum – koordinationsudvalget.

Så er det alvorligt.