Alene hjemme

For nogle år siden stod en håndfuld konservative og sludrede på en af Christiansborgs gange. Samtalen faldt bl.a. på Poul Sørensen, den konservative gruppeformand i 1960′erne, ‘partiejeren’, manden der gjorde Hilmar Baunsgaard og ikke Poul Hartling til statsminister, en af arkitekterne bag den første kommunalreform og indenrigsminister frem til sin død i 1969. Lene Espersen kom glad forbi og ville mingle sig i samtalen, som man nu gør. “Hvem er Poul Sørensen?”, spurgte hun. Som optrinnet siden blev refereret, opstod der en pludselig tavshed i kredsen. En ting var, at hun ikke anede det. Noget andet, at det tilsyneladende ikke blev klart for spørgeren, at det var et problem.

Det kan synes urimeligt at bruge historien som andet end en tilfældighed, men den indrammer alligevel de to problemer, Lene Espersen befinder sig i som udenrigsminster og konservativ leder. Er hun for det første klar over, hvor alvorligt det er? Og besidder hun for det andet kompetencen til de topposter, hun har henholdsvis taget og er blevet givet?

Krisen først. Det er efterhånden længe siden, hun selv affærdigede den første kritik om påskeferien på Mallorca med, at det var udtryk for ‘småstatsmentalitet’. Selv om det tog 59 dage at sige undskyld, så virkede det alligevel som om, hun og hendes nærmeste rådgivere blev klar over, at tillidskrisen var dyb og alvorlig. Selv fastslog jeg lidt frisk i foråret, at børnene forhåbentligt havde nydt ferien med deres mor, for det ville blive den sidste ferie med hende på denne side af et folketingsvalg. Måske heller ikke helt urimeligt i betragtning af en skiferie i Norge i februar. Det er derfor med en vis forbløffelse, at man har måttet konstatere, at det er blevet til fjorten dage i Toscana med bl.a. et aflyst udenrigsministermøde i Bruxelles som resultat. 22 ud af 27 udenrigsministre deltog. Måske ikke det vigtigste møde, men for lige netop dén udenrigsminister i dén sommer var det naturligvis en del af pensum.  Trofaste partifæller og folketingskolleger, der ikke kan sige andet, forsøger sig med, at der er tale om en hetz imod Lene Espersen. Det er svært at tage alvorligt. Mange ryster i det stille på hovedet, men har holdt sig tilbage velvidende, at Lars Løkke Rasmussen og hele det borgerlige projekt kan kollapse på grund af Lene Espersen.

Og så kompetencen. Først udenrigsministerposten. Politikens Lars Trier Mogensen udnævnte hende forleden til Danmarks-historiens mest uduelige udenrigsminister. Det må stå for hans egen regning, men hvis vi tager de seneste fire, Per Stig Møller, Mogens Lykketoft, Niels Helveg Petersen og Uffe Ellemann-Jensen, fremstår hun under alle omstændigheder som en politisk dværg. Og naturligvis gør hun sig sårbar, når hun ud fra en ikke helt gennemskuelig partianalyse skubber Per Stig Møller til side for selv at tage posten. Så partiformandsposten.  Når man som konservativ toppolitiker ikke ved, hvem Poul Sørenen var, så er der mange andre ting, der også rammer udenfor skiven. Det er ikke nødvendigt at være en intellektuel kapacitet for at være leder i et parti, og slet ikke Det Konservative Folkeparti. Poul Sørensen var faktisk et godt eksempel på, at politiske evner måles på andre måder. Men det er til gengæld nødvendigt at have et stragetisk overblik og en sikkerhed for den vej, man vil betræde. Og her må det konstateres, at Det Konservative Folkeparti i en slags temperamentskonservatisme har strittet i alle mulige retninger de seneste to år. Og den slags er altid partiformandens ansvar. Det er også partiformandens ansvar, hvis man altovervejende omgiver sig med middelmådigheder og rygklappere, så man på den måde mister fornemmelse for egen formåen og tingenes tilstand.

I partiet er der en dyb frustration over, at ‘Mr. 10 percent’ tilsyneladende er blevet afløst af ‘Madame 7 percent’. Tillidsfolkene troede, at der var en hurtig genvej til tidligere tiders storhed. Det synes oplagt, at de traf et forkert valg, men der er indtil videre intet backgear på den vogn, de selv satte i gear, da de for snart to år siden skrålede ‘Simply the best’ i Bella Center.