Rio Barfoed-forliget

For nogle dage siden erklærede en top-SF’er fortroligt, at vedkommende frygtede, at Lars Løkke ville trænge ind i forhandlingslokalet se sig omkring og spørge, hvor der skulle skrives under. Vedkommende troede ikke, at partiet kunne holde til mere, og så nu en uambitiøs aftale med Enhedslisten som en politisk helle resten af året.

På det tidspunkt var Løkke ved at stige ombord på flyveren mod Rio (ups, USA). Han havde gennem adskillige dage og med skiftende meldinger meldt sig mere og mere ud af forhandlingerne om den skattereform, han selv ville have drømt om at gennemføre som statsminister. Beslutningen var truffet. Visnepolitikken skulle kvæle Thorning-regeringen uanset prisen.

Men egne vælgere, bagland, dele af folketingsgruppen, erhvervsliv, brancheorganisationer, avisledere fra nærområdet og Lars Barfoed ville det anderledes. Lars Løkke Rasmussen har sejlet rundt i selvmodsigelser, afvisninger og – tilsidst – knæfald i et omfang, som han givetvis selv forbander. Forliget tog ikke blot denne skribent på sengen. Det er historisk i sit forløb, sit indhold og måske også i sine politiske konsekvenser. Selv en svag regering og en elendig opposition kan ved skæbnens mellemkomst ende med at træffe en stor beslutning.

Forliget vil de kommende dage blive gjort til genstand for mange og lange analyser, men sandheden er, at alle er i tvivl om konsekvenserne. Måske ender det med regeringens fald. Måske punkterede Løkke-ballonen. Lad os som en lille mellemstation blot konstatere, at substansen vandt. SÅ mange uafhængige økonomer og iagttagere kan naturligvis godt tage fejl, men gør det ikke i dette tilfælde – reformen er rettidig omhu og viser endnu engang, at det danske politiske system omend med sædvanlig forsinkelse og mange skønhedsfejl er i stand til at adressere problemerne og handle, som det skete i 1980erne og 1990erne.  Lad os også konstatere, at det skingre tabte – Enhedslisten kan ikke med rette være overrasket over, at regeringen gennemfører sin egen politik, når de blå i realiteten blot spørger, hvor der skal skrives under. Endelig kan det konstateres, at det gustne tabte. Den skamløse visnepolitik som dele af Venstres top med den tidligere statsminister i spidsen havde besluttet sig for, kunne ikke holde til presset, da det blev for åbenlyst, hvor skamløst, det i virkeligheden var. Endelig bør det bemærkes, at den konservative leder Lars Barfoed efter halvandet år så et åbent vindue og ikke tøvede. Han opførte sig som om, han sad med de afgørende mandater – og fik nede fra spærregrænsen råbt til mr. 35 procent, så det kunne høres.

Politikken vandt til aller – allersidst. Dansk politik fik sit Rio Barfoed-forlig trods alle odds. At så det meste af kommentariatet og mange flere skred i opløbet er en uhørt lav pris at betale.