Villy blev slet ikke færdig

Villy Søvndal vil som formand for SF blive husket for én ting – han fik sit parti i regering. Om det så i de politiske historiebøger bliver et sejrskapitel eller et katastrofekapitel, afhænger af, om partiet også bliver regeringsdueligt. Det er endnu ikke sket, og med Villy Søvndals afgang bliver det den nye formands hovedopgave. Hun (meget tyder på, at det bliver en kvinde) skal én gang for alle overbevise tillidsfolk, menige medlemmer og (forhenværende) vælgere om, at det slider, koster og gør ondt at have magten. Det ved De Radikale. Det ved Socialdemokratiet. Det lærer de aldrig i Enhedslisten. Og det er bestemt heller ikke nogen naturlov, at de lærer det i SF. Hvis de ikke lærer det i løbet af det næste års tid, så er det bare med at pumpe luftmadrassen og indstille sig på et nyt kvart århundrede med ligegyldige ø-lejre og frelste holdninger.

Villy Søvndals politiske eftermæle står og falder med den udfordring, og med sin afgang som partiformand får han meget ringe indflydelse på resultatet. Det er med til at illustrere, hvor voldsomt han må have længtes efter at blive fri for posten. For Villy stod ikke ved afslutningen på sit politiske projekt, der både var modigt og dristigt. Han stod faktisk blot ved begyndelsen. I det lys går han i utide. Han og SF står lige der, hvor Churchill – uden sammenligning i øvrigt – efter et vundet slag i 1942 sagde de berømte ord: “This is not the end. It is not even the beginning of the end. But it is, perhaps, the end of the beginning.”

Om hans utidige afgang giver SF en ny start i forhold til vælgerne er muligt. Om det giver en ny start i regeringssamarbejdet er til gengæld usandsynligt. Her forbliver linjen den samme, uanset hvem den nye formand bliver. Og det er med til at illustrere, hvor utaknemmelig en opgave, den nye formand får. Der kan næsten ikke rokkes med noget som helst, når man bliver ny partileder i en regering – spørg blot Lars Løkke. Og hvis man forsøger, kommer det let til at se forpjusket ud – spørg blot Lene Espersen.

Meget tyder på, at den nye leder af SF bliver et opgør mellem Astrid Krag og Ida Auken. Den første er mest til Villys linje. Den anden hælder mere i retning af De Radikale, når det gælder værdipolitik og EU. Men uanset hvem af de to, det måtte blive, er dedikationen til regerings-projektet same-same.

Udfordringen er blot at få resten af partiet med. Nu uden Villy.