Barfoeds énmandshær

De færreste politiske ledere er komplette, og De Konservatives Lars Barfoed er det slet ikke. Hvad han har i politisk redelighed og substans, mangler han i politisk gennemslags-kraft og timing. Men Barfoeds fejl og mangler udstilles særligt, fordi han i dag fremstår som en énmandshær. Partiets tillidsfolk er ikke til megen gavn, folketingsgruppen synes med enkelte undtagelser at  have tankerne andre steder, og de konservative borgmestre vil helst ikke ses sammen med partilederen på denne side af novembers kommunalvalg.

I et konservativt folkeparti i normal kampform ville det betyde, at fløjkampe og formandsopgør ville være undervejs. Men selv ikke det synes partiet i dag at kunne mande sig op til. Det ville i øvrigt heller ikke løse noget. Modløsheden breder sig. I den sammenhæng er tabloidpressens grænseløse skriverier om formandens skilsmisse  og boligforhold på et tidspunkt, hvor en ny start var planlagt, blot med til yderligere at understrege partiets dybe krise. Intet synes at lykkes.

Efterårets kommunalvalg vil givet skrælle mange konservative byrådsmedlemmer væk over hele landet og gøre partiets kommunalpolitiske fodaftryk til primært at handle om hovedstadsområdet og Nordsjælland. Ud af partiets tolv borgmestre vil en håndfuld tabe posten, men i kommuner som Frederiksberg, Vallensbæk, Høje Taastrup, Hørsholm, Gentofte og Viborg er der formentlig også konservativ borgmester i 2014. Derudover vil der være et par stolpe-ind-konstitueringer. Er 7-8 borgmesterposter en massakre? Njarhh, det bliver i alt fald et klart nederlag. Værst bliver blodbadet i de mange kommuner i provinsen, hvor der efter kommunalvalget slet ikke vil være en konservative repræsentation.

Dernæst er der Europa-Parlamentsvalg i juni 2014. Det er umiddelbart svært at se, hvordan Bendt Bendtsen eller nogen anden konservativ kandidat kan sikre sig et fortsat sæde i Bruxelles.

Og dermed når vi frem til august 2014, hvor de konservatives eget fatamorgana i form af Connie Hedegaard ikke længere er EU-Kommissær. De fleste forventer, at hun skal videre ud i verden for at redde den fra klima-undergang, men mange partifolk håber fortsat, at hun i stedet vælger at kæmpe for at hindre Det Konservative Folkepartis undergang. Det er uklart, hvilken opgave, der er størst. Til gengæld er det usandsynligt, at Connie Hedegaard kan overtales til at blive formand. Heller ikke, hvis meningsmålingerne på det tidspunkt er nogenlunde som nu, og det er Lars Barfoed selv, der henvender sig med tilbuddet. 

Vil partiet være reddet, hvis Connie Hedegaard siger ja? Njaahh. Måske vil det hjælpe. Men det afgørende er fortsat politikken, og i den sammenhæng flirter Det Konservative Folkeparti ind imellem med det største – måske eneste – aktiv, partiet har tilbage: Nemlig, at det er et af de gamle partier med alt hvad det indebærer af fordele og begrænsninger. Fordelene eller begrænsningerne (alt afhængig af humøret) er bl.a., at den ubetinget positive EU-politik aldrig kan drages i tvivl. Der må heller aldrig være tvivl om, at hvis der er en borgerlig regering, så er De Konservative en del af den regering. Derfor bør det i særlig grad bekymre Lars Barfoed, at der i hans parti vokser en EU-skepsis og en idé om, at partiet bør stå udenfor en eventuel Venstre-regering efter næste valg. Gør man det, så er man bare et tilfældigt parti uden historie og ansvar på linje med CD, Kristendemokraterne eller Liberal Alliance. Og så er det kun dagsformen, der afgør hvilken side af spærregrænsen, man befinder sig på.

Og dagsformen er ikke god. Med eller uden Barfoed.