Nok er det blokpolitik – eller rettere, flertalspolitik. Men sammenlignet med en Irak-krig, en strukturreform eller en skattereform vedtaget med snævrest mulige flertal, så er lidt kommunal udligning ikke at regne for noget særligt. Men den vesteragerske manøvre skal også ses som et varsel på de kommende måneders nervekrig i Folketinget, når kontanthjælpsreform, førtidspensionsreform, trepartsforhandlinger, skattereform og finanslov skal landes. Nok vil hun helst se til højre og har fået både Thorning og Søvndal til at mene det samme. Men Margrethe Vestager har investeret så meget prestige i dette regeringsprojekt, at hun ikke uden videre vil tillade, at det magtpolitisk sander til. Derfor skal der kunne træffes beslutninger. Også på traditionelle borgerlige kerneområder. Om nødvendigt med Enhedslisten.

Der er al mulig grund til en justering af den komplicerede kommunale udligning. Samtidig har de borgerlige bestemt et argument, når de ønsker, at ikke kun indtægter, men også faktiske leveomkostninger skal vægtes, når de kommunale penge skal omfordeles. Men Enhedslisten har andre hensyn. Bemærk, hvordan bl.a. psykisk syge og narkomaner nu ser ud til at blive en mærkbar størrelse i den kommunale udligning. Enhedslisten vil som en del af prisen for en aftale have dannet en superpulje på et tre-cifret millionbeløb, som skal deles ud til projekter i – primært, må man formode – storbyerne. Der er naturligvis flere stemmer at hente for partiet ved at pumpe penge fra Gentofte & co. til vælgerbasen i storbyerne end til ægte udkantsområder i Vestjylland, hvor der ikke er mange potentielle socialister. Det lugter af  godt politisk håndværk. På det område kan Dansk Folkeparti ikke lære Enhedslisten meget.

Venstre har en tradition for at være utålmodig i opposition. Senest i midten af 1990erne, da partiet mente, at det kunne skyde genvej til Statsministeriet ved at lave visnepolitik. Det var dengang, De Konservative under Hans Engells ledelse havde en anden strategi, brød med Venstre og alene lavede en finanslov med Lykketoft. I dag kan kun Dansk Folkeparti alene blandt de borgerlige lave en lignende manøvre, og gør det næppe. Derfor Enhedslisten, som når det f.eks. handler om en skattereform ikke har lukket nogle døre – heller ikke vedrørende topskatten.

Livet i hængekøjen har indtil nu været et mareridt for De Konservative og en gratis ferie for Venstre. Lars Løkke Rasmussen øver sig i rollen som statsmand ved at deltage i afslappede tv-programmer, vise sig på et folkeligt marked med sin hund, cykle ture og lade sig vælge til en international organisation med lidt grønt window-dressing.

Men tror Venstre, at den strategi kan holde i tre år? Tror Venstre, at en regering med meningsmålinger i knæ vil lade sig bringe i mindretal? Tror Venstre, at Enhedslisten ikke  griber chancen? Og tror Venstre, at Margrethe Vestager vil tøve med at kigge til netop venstre, når de borgerlige truer med at rive hendes regeringsprojekt i stykker?

Hvis svaret på samtlige disse spørgsmål er ‘Ja’, så skal partiet blive i hængekøjen. Men hvis bare et enkelt besvares med et ‘Nej’, så er det højt spil med øjeblikkelige borgerlige omkostninger. Spørg i Gentofte. Og måske finder Vestager også et par Venstre-højborge at tage ekstra kommunale penge fra, når hun nu er i gang, og Frank Aaen sidder ved samme bord. Bare for at få sin pointe igennem.

Som nu tilfældet Christian Stadil, formelt manden bag sportstøjfirmaet Hummel. Han er fritidsbuddhist og mediedarling i tv-programmer og uendeligt mange og  lange interviews om værdier og virksomhedsledelse. I en række befriende artikler har Ekstra Bladet de seneste dage strippet Stadil til sidste Hummel-trøje. Et højtprofileret sponsorat til det tibetanske fodboldlandshold blev skrottet i det øjeblik, det kostede penge i et kinesisk fremstød. Senest udstiller avisen kontrasten mellem Stadils ord om fred og Buddha og koncernens transport af våben til knap så fredelige lande. Hykleriet har fundet en ny, nedre grænse. Hummel er bare en veldrevet, almindelig virksomhed

Tilbage står så historien om et erhvervseventyr, hvor Hummel rejste sig fra asken og blev en millionforretning takket været unge Christian Stadil. Og det er præcis dén historie, som må virke ekstra provokerende på mange hårdtarbejdende mennesker i erhvervslivet. Christian Stadil er sikkert en glad og flink fyr. Men han er også den velhavende fars dreng, der aldrig gennemførte en uddannelse. Hans ikon-staus i den lettere offentlighed kan i bedste fald undskyldes med, at han lod sig rive med af en ukvalificeret journalist-opmærksomhed, hvor det ikke var så afgørende om den gode historie (‘karma-buddhist bag erhvervssucces’) havde noget med virkeligheden at gøre. Bare historien var god og billederne sjove.

Virkeligheden, derimod, har det ikke haft meget med at gøre. Alle, der privat kender top-erhvervsfolk ved, hvor meget det kræver. Det kræver benhård uddannelse med høje karakterer og  mange, mange års slid opad i hierarkiet. Det kræver lange aftenener, weekender og afsavn. En biograf-aften bliver en uhørt luksus. De få fritidsaktiviteter udvælges nøje og indtages som luksus-måltider. Bøger er slet ikke noget, man skriver, og de glade, skønlitterære stunder må vente til pensionen. Lønnen er god, vinen fremragende og arbejdet er spændende, men indsatsen er uhørt høj i erhvervslivets øverste liga.

Og så har medier i samarbejde med Christian Stadil bygget et billede op om, at nogle spirituelle citater, lidt buddhisme og en halv uddannelse er svaret. Fred være med det. Stadil er ikke den eneste, og de fleste folk i erhvervslivets top er taknemmelige for ikke at optræde i mærkelige tv-programmer og interviews i dameblade. De har et arbejde at passe. Men når så selv den politiske korrekthed afsløres som hul, så er det på tide at vende ryggen til bedraget.

Hummel er blevet en erhvervssucces på baggrund af hårdt og kompetent arbejde af en tålmodig og erfaren ledelse, imens en glad rigmandssøn af nogle medier er blevet ophøjet ved hjælp af nogle buddhistisk-inspirerede oneliners og ligegyldige udsagn. Man må håbe, at de har fået en god løn for det. Man må håbe, at medier holder op med at være bedragets chefarkitekter. Og man må håbe, at unge, ambitiøse mennesker ikke forledes til at tro, at man kan komme til tops med fest, farver og buddha i skrædderstilling. Som alt andet kræver det naturligvis hårdt arbejde.

Derfor er det også blevet på tide, at tage alt, hvad hun og hendes parti siger, alvorligt og underkaste det samme realitets-tjek, som andre politikere og politiske partier. Alt for længe har Johanne Schmidt-Nielsen og hendes partifæller fået lov til at køre i frihjul. Senest med et forslag om, at alle overførselsindkomster skal være på mindst 15.000 kroner om måneden. Baglandet mente, det også inkluderede SU. Det mente partiledelsen dog ikke, måtte man forstå. Men ingen tog det rigtig alvorligt, måske lige bortset fra de SF’ere, der med den søde musik i ørerne flyttede deres stemme til Enhedslisten.

Johanne Schmidt-Nielsens frihjuler kan blandt andet iagttages på en 1. maj, hvor hun har forfattet en kronik i Dagbladet Politiken sammen med…dada! – Hardy Hansen. Den tidligere SiD-formand fra 1980erne, der brugte 180 millioner kontingent-kroner på at vælte en demokratisk valgt Schlüter-regering og som krævede så store lønforhøjelser til sine medlemmer, at det fik LO til at rødme, er stadig medlem af Socialdemokratiet. Lidt endnu i alt fald.

Den politiske forbrødring angriber alt fra SF til Liberal Alliance, og har tre konkrete forslag på arbejdernes kampdag: De offentlige investeringer skal være endnu større, ingen offentligt ansatte må afskediges og den såkaldte skraldemandsmodel fra 1990erne skal genoplives. Lad os lade de to første forslag – flere investeringer og ingen afskedigelser – hvile for en stund og koncentrere os om skraldemandsmodellen. Idéen fik sit navn, fordi den blev undfanget af århusianske skraldemænd, der  – for at undgå afskedigelser – besluttede at dele arbejde og dagpenge imellem sig. Fire mænd deltes om tre mands arbejde og skiftedes så til at tage en uge om måneden på dagpenge. Som Hardy Hansen og Johanne Schmidt-Nielsen skriver næsten lyrisk i kronikken: “For os at se bør det være et mål i sig selv for venstrefløjen, at de, der arbejder alt for meget, får mere tid til at kysse kæresten, være sammen med børnene eller gå en tur i skoven.”

Det med skovturen er nok mest forbeholdt Hansen og Schmidt-Nielsen. Skraldemandsmodellen kan for den naive iagttager lyde tillokkende, men i virkelighedens verden fastlåser den arbejdsmarkedet, indskrænker indtjeningen og er dybt usolidarisk overfor de mennesker, der virkelig har behov for at leve i et velfærdssamfund. Tænk, hvis man i dansk landbrug havde indført en skraldemandsmodel i 50erne for at holde en kvart million bønder i beskæftigelse. I dag producerer 10.000 højeffektive landmænd langt mere og gør det derfor muligt at beskæftige hjemmehjælpere og sygeplejersker, som ellers skulle have hakket roer. Skraldemandsmodellen gør et land fattigere, og tanken om den kan få økonomer – også de røde – til at vågne badet i sved.

Hardy Hansen er fortid og uden indflydelse, så skidt med ham. Men Johanne Schmidt-Nielsen er en del af regeringens parlamentariske grundlag. En ting er, at hun burde vide bedre. Noget andet er, at hun og hendes parti skal til at konfronteres med, hvad de siger. Noget af det kan jo blive en del af landets politik.

Interviewet i Dagbladet Politiken antyder, at hvedbrødsdagene er ovre og at benovelsen over Johanne Schmidt-Nielsens kække og direkte tale – “uanset hvor meget man generer og pisker de arbejdsløse, kommer der jo ikke trylle, trylle, trylle flere arbejdspladser” – er ved at rinde ud. Nu skal hun tages alvorligt. Et række spørgsmål af journalisten forblev i det lange interview reelt ubesvarede. Her et lille udpluk:

Er det socialistiske bud på en løsning af krisen, at danskerne skal arbejde mindre? Hvilke virkelig hårde politiske valg har du været med til at træffe siden valget? Men hvilke konkrete svære beslutninger har du truffet? Når nærmest et samlet Folketing er ved at træffe svære valg – er det så ikke dejlig bekvemt at sige: ‘Det kan vi desværre ikke tage ansvar for’? Du er ikke med til at tage beslutnigner, der gør ondt. Er det ikke bare udtryk for de rene hænders politik?

Det er på tide at behandle Johanne Schmidt-Nielsen og hendes partifæller på samme måde, som man behandler alle andre politiker og politiske partier. Nemlig alvorligt. Det kunne for eksempel være rart at få besvaret nogle af ovenstående spørgsmål i løbet af 2012.

Men det er som om, de seneste dage har været et kollektivt og salvelsesfuldt kapløb, hvor det mere gjaldt om at tage bad i egen måde at udtale ‘Hr. Møller’ på, end om at vise en gammel mand den sidste respekt. Søren Pind, hvis patos nogle gange egner sig bedre til fransk politik, lagde hurtigt ud med en velskrevet blog klædt i blåt, og siden har intet tillægsord og ingen handling været for meget. På Facebook uploadede en normalt fornuftig person et billede af sig selv, imens han mere end højtideligt skrev i kondolencebogen på Esplanaden. Til ære for Mærsk Mc-Kinney Møller eller til ære for sig selv? Dødsfaldet har udløst et mindre cyper-slagsmål mellem den liberale blogger Jarl Cordua og den avis’ Mads Kastrup efter at førstnævnte forarget kritiserede, at medier viste billeder af ‘Hr. Møllers’ sidste optræden på generalforsamlingen med skævt ansigt. Det var, måtte man forstå på skribent og mange medløbere, uhørt mangel på respekt for skibsrederen at bringe de billeder. Det samme måtte Dagbladet Politiken se sig beskyldt for, da avisen efter hans død bragte flere tegninger af ham. Den massive kritik har fået læsernes redaktør på bladet til at skrive en forklarende kommentar under overskriften: ‘Tegninger af Hr. Møller var ikke udtryk for manglende respekt’.  Nej, selvfølgelig ikke. Hvorfor skulle de dog være det?  Andre kritiserede ordene i avisen. “Jeres forside i dag – ‘Mærsk brugte magten’ – er decideret uanstændig og helt respektløs overfor manden, men så sandelig også hans familie,” skrev en harmdirrende læser og lagde sig dermed i slipstrømmen på den kaskade af kommentarer, bukkede hoveder og selvpromovering, der har præget landet siden skibsrederens død.

Men netop brugen af magten er på godt og ondt en del af fortællingen om Mærk Mc-Kinney Møller. Det nytter ikke noget at ignorere det. Og da slet ikke på et tidspunkt som nu. Denne avis slog næsten knude på sig selv i lederen ‘En stor dansker’, om dengang han solgte mediekoncernen efter en kritik af gamle A.P. Møller. Sønnen forsøgte dengang at stoppe en række artikler i denne avis, skønt der ikke var en plet at sætte på journalistikken. Pletten sad et helt andet sted. Han fik ifølge lektor i virksomhedshistorie på CBS Steen Andersen sin koncernchef Jess Søderberg til flere gange at henvende sig til daværende rektor på Handelshøjskolen i København for at spørge, hvordan historikeren Ole Lange kunne være ansat, når han var så kritisk overfor A.P. Møller. Han insisterede til det sidste på en for Danmark ubegavet Nordsøaftale, som senest de økonomiske vismænd har kritiseret for at mangle sammenhæng mellem risiko og fortjeneste. Hvis Mærsk-koncernen kunne nøjes med et afkast på niveau med andre olieselskaber, kunne det mest af topskatten i dette land fjernes med et pennestrøg. I valget mellem national rimelighed og koncernhensyn har Mærsk-koncernen ikke tøvet. Naturligvis ikke. Men så skal koncernen og dens ejere også i højere grad betragtes som dygtige erhvervsfolk og ikke som royale klenodier. 

Der går ikke mange erhvervsmænd af Mærsk Mc-Kinney Møllers tyngde på et århundrede. Men når et menneske dør som 98-årig, frisk til det sidste, omgivet af børn, børnebørn og oldebørn, så er det ingen trist begivenhed. Så er det en værdig afslutning på et langt og indholdsrigt liv. Og så gør man både afdøde og hinanden mest ære ved ikke at bruge det som anledning til at dyrke sig selv.

Det var sådan set ikke fordi, hun manglede allierede i det døgn, hun mente det.  Arbejdsmarkedskommissionen har anbefalet det. Arbejderbevæglesens Erhvervsråd har netop lavet en analyse, som hælder mod samme konklusion. Nyrup gjorde noget lignende i 90erne med stor succes. De borgerlige har sagt det længe – i alt fald siden Anders Fogh Rasmussen blev Nato-generalsekretær. Og selv om Socialdemokratiet for tre måneder siden mente det stik modsatte, så lykkedes det egenhændigt Bettina Post at overbevise det ledende regeringsparti næsten inden Jyllands-Postens artikel onsdag var kommet ud af trykpressen. Og i et bemærkelsesværdigt interview onsdag aften i DR2 Deadline forklarede partiets politiske ordfører Magnus Heunicke således, at når partiet nu var tilhænger af en halvering af kontanthjælpen for 25-30 årige tre måneder efter, at partiet var imod og fire måneder efter, at partiet afskaffede fattigdomsydelsen, så skyldtes det netop…Bettina Post.

Men hvad så nu? Når partiet tilsyneladende har deponeret dele af sin kontanthjælpspolitik hos socialrådgivernes formand, så må partiet vel være imod en halvering igen? Spændende at høre Magnus Heunicke næste gang. Lidt synd (igen) for SF, der onsdag morgen lod sin ordfører være imod (som man altid har været) indtil den politiske ordfører og arbejderrist Jesper Petersen to timer senere erklærede sig som fordomsfri tilhænger af alle gode idéer. Hvad siger han så nu?

Bettina Posts hurtige aftrækker er ikke historien om en fagforeningsformand, der trækker i land. Herregud, det er et internt anliggende for socialrådgiverne. Det er misbruget af hende som politisk løftestang, det er værd at ofre lidt opmærksomhed.  For skal vi ikke gætte på, at en masse socialdemokrater og også en pæn flok SF’ere har haft denne holdning længe, men ikke har turdet lufte den overfor vælgerne? Ganske som politikere i årevis ikke turde sige, hvad de mente om efterlønnen. Ganske som Venstres næstformand Kristian Jensen i to timer i sidste uge mente, at den offentlige sektor ikke skal vokse, inden han blev banket på plads at en (anden) Venstre-ledelse, der forsøger at tilrettelægge en visnepolitik. Ganske som forsvarsminister Søren Gade angiveligt ifølge en ny bog, nægtede at lukke Armadillo i Afghanistan af frygt for offentlighedens reaktion, selv om basen ikke havde nogen militær betydning. Fem danske soldater blev dræbt i mellemtiden. Frygten for vælgerne antager nogle gange de mærkeligste politiske reaktioner. Men spørgsmålet er, om frygten er velbegrundet.

Partierne bag den faktiske afskaffelse af efterlønnen så vælgerne i øjnene og gik frem ved valget i 2011. Villy Søvndals såkaldte ‘folkeafstemning om efterlønnen’ blev ikke bare en fuser. Den viste også, at danske vælgere er langt klogere, end mange politikere i det daglige går rundt og bilder sig ind. Og danske politikere er i virkeligheden også langt klogere, end vælgerne tror. De fleste ved godt, hvad der skal til.

Bare de turde sige, hvad de mener. Med eller uden Post.

I 1980erne var det en partitrængt statsminister Poul Schlüter, der på et landsråd irriteret over kritikken fra tillidsfolkene på et tidspunkt slog i pulten på talerstolen og erklærede, at  “det er magten, det gælder!”

Det havde Schlüter ret i dengang, og det har Villy Søvndal i dag, når han i sin landsrådstale brugte begrebet ‘beslutningsmaskine’ om en regering. En regerings ministre træffer hver dag hundredvis af beslutninger. Også mange, der ikke bliver tophistorie i medierne. Bekendtgørelser, lovforslag og udnævnelser flyder i en lind strøm ud fra ministerkontorerne. Spørg politikere, der har prøvet det. Oplevelsen er voldsom. Magten glider i en bestemt retning, nogle gange i ryk, andre gange umærkeligt, men vedvarende. Det Kongelige Teater har fået (helt) ny bestyrelse. Forsvaret har fået ny chef  - ministerbeslutninger, som de kommende år får vidtrækkende betydning inden for deres felt. Og gad vide, hvor mange bestyrelsesformandsposter Fritz Schur har om to år? For en klog politiker er det retningen, der er afgørende – ikke farten. Hvis man er i politik, er det derfor magten, det gælder. Det er her, man ændrer et samfund. Ikke i Gert Petersens hængekøje. Og så er millionærskat, betalingsring og boligskat offergaver, partiet skal være klar til at give, også selv om det måtte gøre ondt. Dét var budskabet fra SF’s landsmøde, som de delegerede med varierende styrke tilsluttede sig. I den sammenhæng er det ikke særligt afgørende, hvem der bliver næstformænd, hvilken ‘eks-faktor’, Pernille Frahm er i besiddelse af, eller hvor mange ukendte ‘SF-profiler’, der i dagene op til landsmødet solede sig i uvant medieinteresse og krævede formandens afgang.

Politikens chefredaktør Bo Lidegaard beskriver i en PS analyse magtens dilemma for venstrefløjen på følgende måde:

“I dansk politik har der historisk set kun været tre positioner til venstre for midten. I den første position vil man det gode og er villig til at tage ansvar for det hele. Så er man socialdemokrat. I den anden position vil man også det gode og det så meget, at man afviser at tage ansvar for det hele. Så er man SF’er (nogle gange) eller længere ude på venstrefløjen (andre gange – for tiden i Enhedslisten). Endelig kan man være militant, det vil sige kommunist eller medlem af en af de utallige mindre grupper, der mente – og mener – at revolutionen er for vigtig til at blive overladt til et teselskab.”

SF har historisk kæmpet med og mellem alle tre positioner, men har nu valgt den første. Det er magten, der gælder. Og trods uro og uenighed op til landsmødet, så er det dette valg, der nu er konfirmeret. Den røde fane er sænket lidt til gengæld for at tage ansvaret for det hele. Socialdemokratiet har brugt 90 år på at lære det. SF’erne er næsten lige begyndt.

AFSPORET

Erik Ninn-Hansen mistede i sit politiske livs efterår alt, hvad han havde optjent gennem et langt liv og mere til. Og det blev omgivelserne, der ufrivilligt kom til at dække overtrækket.

Nok havde den konservative politiker en lang karriere som parlamentariker, før Tamilsagen afsporede både ham og dansk politik. Nok havde han ry som et folketingsmedlem, der altid var rede til at lede unge, nyvalgte på vej i det parlamentariske arbejde uanset partifarve. Nok beklædte han nogle af landets mest betroede og fineste poster som forsvars-, finans- og justitsminister og som Folketingets formand, kronen på værket. Og nok kunne han være rigelig opslugt af det politiske spil og huskes for citatet, der som et politisk brændemærke hang over de mennesker, der kom ham på tværs gennem et halvt århundrede: ”Du skal ikke bære nag, men huske hvad de hedder.”

For Ninn glemte aldrig.

Gruppefæller mindes for eksempel, hvordan han langt op i sit politiske liv altid var særlig på vagt, når lovforslag til gavn for kreditforeninger var til behandling. Hans livslange, politiske fjende, partifællen Erik Haunstrup Clemmensen, forlod i 1974 politik for at blive direktør for Kreditforeningen Danmark.

Noget af ovennævnte har sine gode sider, sine forsonende træk eller kan måske endda undskyldes på en rummelig dag. Herregud. Politik kan være beskidt, og lad den rene kaste den første sten.

Men Tamilsagen ryddede hele bordet.

Justitsminister Erik Ninn-Hansen beordrede i 1987 sine embedsmænd til at lægge færdigbehandlede ansøgninger om familiesammenføringer af tamilske flygtninge til side, da noget tydede på, at fredeligere forhold på Sri Lanka var på vej. Sagerne hobede sig op, men justitsministeren var ubøjelig overfor sine embedsmænd. Erik Ninn-Hansen mente, at han på et ministermøde i 1987 havde oplevet enighed om, at retskravet på familiesammenføringer var problematisk, og særligt hvad angik de mange tusinde tamilere i Danmark, da jo alligevel efter alt at dømme snart skulle hjem. Men nogen reel beslutning blev der naturligvis ikke truffet. Det ville have været ulovligt.

Erik Ninn-Hansen mente, han havde befolkningen, regeringen og et stort flertal i Folketinget bag sig, da han beordrede sit embedsværk til at udføre den såkaldte nedprioritering. Men han brød loven, tvang sine topembedsmænd til det samme og forgiftede dermed sit embedsmandsapparat. Erik Ninn-Hansen forbrød sig mod alt, hvad han efter eget udsagn havde brugt hele sit politiske liv på.

Det politiske system stillede overraskende mange udgange til rådighed for Erik Ninn-Hansen under forløbet, men med en bemærkelsesværdig og systematisk selvdestruktiv adfærd lykkedes det ham at lukke alle og til sidst tvinge et folketingsflertal til at kræve nedsat en kommissionsdomstol. Det sidste, da han i et tv-dokumentar-program i Danmarks Radio gentog, at nedprioriteringen hvilede på en regeringsbeslutning. Det gjorde omsider Centrumdemokraternes Mimi Jakobsen så stiktosset, at hun krævede en undersøgelse. Men Erik Ninn-Hansen var ikke færdig med at lukke udgange. Derefter lykkedes det ham at provokere Poul Schlüter til at åbne dørene til undersøgelsen for offentligheden. Fra det punkt opførte Erik Ninn-Hansen sig som en gammel ronkedor, der kun var indstillet på at rive alt ned på sin vej mod afgrunden. Som et afsporet lokomotiv fortsatte Ninn-Hansen og Tamil-sagen sin hærgen gennem dansk politik og efterlod på sin vej alt øde, før mareridtet sluttede med højesteretsdommer Mogens Hornslets sønderlemmende rapport i januar 1993:

Hans statsminister var færdig. Regeringen var færdig. Hans efterfølger som både justitsminister og folketingets formand, professor H.P. Clausen – hvis integritet ingen i øvrigt betvivlede – var færdig. Hans parti var forvredet. Justitsministeriet mistede generationers førerposition i den juridiske verden. Vigtige ressortområder blev afgivet til andre ministerier, og Justitsministeriets enestående tradition med noget nær monopol som fødekilde til de højeste dommerembeder var slut. Det blev ligefrem en politisk prioritet at få dommere med en anden baggrund end Justitsministeriet. Og embedsmænd så deres karriere lagt i ruiner.

Alt lå øde og forude ventede blot formalia:

Den første rigsretssag i Danmark siden 1910 og fire måneders fængsel til den hovedskyldige, Erik Ninn-Hansen. Fængselsstraffen blev dog gjort betinget på grund af hans personlige forhold.

Nogle mener vist nok stadig, at Ninn blev urimeligt behandlet, at han var politisk forudseende og blot gennemførte flertallets politik. Ærgerligt er det i den forbindelse, at Tamilsagen handlede om flygtninge. Udover at det naturligvis var et problem for de mennesker, der først fik opfyldt deres retskrav på familiesammenføring med flere års forsinkelse, så havde det i øvrigt været en velsignelse, hvis sagen i stedet havde handlet om vindmøller, motorvejstilslutninger eller ekspropriation. På den måde ville sagens principielle betydning være kommet til at stå skarpere. Nu blev det blot for nogle et indlæg i en udlændingedebat eller i alt fald et forsonende element i Ninn-Hansens gerning. Men Tamilsagen var ikke noget indlæg i udlændinge-debatten eller en sag med forsonende elementer.

Det var en banal sag om en politiker, tæt på magten i så mange år, at han til sidst følte sig i stand til selv at definere ret og vrang.

Nu venter de gode tider for det hårdtarbejdende skaffedyr, der smører madpakke om morgen, forstår man. Og ifølge en meningsmåling i Ugebrevet A4, så er der folkelig opbakning til projektet om at tage fra de rige og give til de…nåh nej, ikke de fattige, men de mange. Her konstateres der en folkelig opbakning bag, at ‘de rigeste skal betale mere.’ Også mange af Venstres og Dansk Folkepartis vælgere støtter op om det udsagn. Som man spørger, får man svar. Professor Jørn Henrik Petersen henviser i samme artikel til, at 78 procent af vælgerne ifølge en Gallup-måling for tre uger siden mente, at ingen skal betale mere end 50 procent i skat. Det var den slags uhyrligheder, der næsten var ved at koste Søren Pind medlemsskabet af Danmarks Liberale Parti under Fogh-regimet.

Thor Mögers udspil og svarene i UgebrevetA4′s undersøgelse hviler på den opfattelse, at de rige er nogle andre. Og det er det. Til gengæld er der ikke mange af dem. Ifølge Danmarks Statistik, så var der i 2010 under 30.000 danskere med en skattepligtig A-indkomst på mere end en million kroner om året. Man kan diskutere, hvor meget det er muligt yderligere at klippe dem, men man kan ikke diskutere, hvorvidt de økonomiske problemer kan løses om man så tog det hele. Dertil er der simpelthen for få rige i verdens mest lige samfund. Skal der hives flere penge ind til velfærdssamfundet er det kun middelklassen, der kan levere varen. Alt andet er udenomssnak.

Og at forgøgle udenomssnakken ved at ville ekskludere faggrupper som advokater og piloter fra fællesskabet er for det første en underlig tilgang til politik. Derudover virker den klæge omfavnelse af faglærte arbejdere kunstig, når den kommer fra en politisk fløj og partiledelser, hvor flertallet er under 30 år, har en ikke-færdiggjort akademisk uddannelse bag sig og aldrig har været på en byggeplads (SF: Jesper Petersen, Thor Möger og Astrig Krag. Enhedslisten: Rosa Lund, Stine Brix, Nikolaj Villumsen og Johanne Schmidt-Nielsen). Er det – som Politikens Lars Trier Mogensen forleden lidt retorisk spurgte – virkelig proletariatets fortrop?

Rokokoposten har ramt tonen i en artikel, hvor grænsen mellem satire og virkelighed er hårfin. Og Monty Python var også på dette område forud for deres tid, da de allerede i 1970erne forudså optakten til SF’s landsmøde med et lille hjemmebesøg.

Man kan ikke helt udlede samme konklusion af foreningens egen omtale af arrangementet om året der gik, men det kan vel komme ligesom budgettet for 2012, der ifølge Weekendavisen også lader vente på sig. Det med gennemsigtighed begynder åbenbart ved næsten.

Normalt er der ingen grund til at glæde sig over, at andre har det skidt, men i dette tilfælde er det muligt at gøre en undtagelse. Ikke fordi, man ikke kan unde Lars Hedegaard og hans medlemmer et muntert liv på jord og nogle møder, som de selv synes er spændende. Trykkefrihedsselskabets lidt triste status er blot endnu et vidnesbyrd om, at debatten om flygtninge og indvandrere er ved at blive normaliseret efter nogle voldsomme og ikke særlig frugtbare år. Dagbladet Politiken kunne i marts således konstatere, at antallet af artikler i medierne om islam og integration er omkring halveret siden 2006. Det har fået nogle til at hævde, at debatten blot er flyttet andre steder hen eller at de politisk korrekte henfalder til illusionen om, at der ikke længere er problemer på området. Begge dele er forkert. Problemerne er store, det bliver taget alvorligt og debatten er blevet afpolitiseret og konstruktiv. Vælgerne har rykket udlændingespørgsmålet ned på prioriteringslisten, hvor det hører hjemme – under den overordnede økonomiske politik. Politikerne kvitterer og taler om løsninger. Og Dansk Folkeparti har fundet ud af, at der både er liv og vælgere på den anden side af en hård udlændingedebat.

Det er fortsat svært helt at gennemskue Trykkefrihedsselskabets formål med at løbe åbne døre ind – den mindskede medlemsskare af særligt nedbidte muslimkritikere har ikke monpol på hverken glæden ved ytringsfrihed eller vreden over den urimelige skæbne, der er tilfaldet min gamle kollega, Muhammed-tegner Kurt Westergaard. Men når det nu skal være, er det glædeligt, at selv selskabets medlemmer synes at have fornemmet de nye tider. Trykkefrihedsselskabet overrakte således på sin generalforsamling årets ytringsfrihedspris til den russiske journalist Olga Romanova, der med personlige omkostninger har kritiseret Putin. Det var første gang siden stiftelsen i 2004, at prisen gik til en person, som ikke var muslim-kritisk.

Nye tider.

Aktuelt kan den psykologiske mekanisme iagttages i forbindelse med Liberal Alliances annoncekampagne mod partiet Venstre i anledning af det indgåede energiforlig. Første annoncebølge handlede om, at Lars Løkke er løftebryder og fuld af løgn. Baggrunden er, at han bl.a. på valgnatten erklærede, at Venstre ikke ville være med til at gøre det dyrere at være dansker. Næste bølge ser vi i disse dage, hvor et billede af Løkke under overskriften ‘Socialdemokrat’ har en underrubrik på engelsk (hvorfor egentlig det?), som angiver, at hvis det taler og går som en and, så er det sandsynligvis en and. Altså: Løkke er Socialdemokrat – det viser hans adfærd.

Diverse Klåge-Åger fra kommentariatet har spekuleret i, at Liberal Alliance er på jagt efter nogle af Venstres stemmer. Det synes åbenbart. Andre, at angrebet på det ledende oppositionsparti (derfor) er uhørt aggressivt. Det synes ligeså åbenbart. Men man skal ikke tage fejl: Nok kan der være gustne overlæg, men de tror selv på det - helt ind i rygmarven.

Energiforliget kommer angiveligt til at koste en gennemsnitsfamilie 1300 kroner om året i år 2020 (LA anfægter dog den beregning). Det er vel omkring en tiendedel af, hvad den dyrere benzin koster mange familier om året allerede nu. En hær af branche- og interesseorganisationer, inklusive erhvervslivets, hilser forliget mere end velkommen, men det standser naturligvis ikke Liberal Alliance og de nærmeste venner i boblen. De bekræftes i kommentarer på facebook, der omgående får flere hundrede ‘likes’, og masser af kommentarer, der træder yderligere til siden. Bastante ledere i menighedsbladet Dagbladet Børsen giver yderligere næring til overbevisningen om, at man er på rette og veltrådt spor. Kommentarerne, annoncerne og artiklerne drøner i en lukket cirkel hurtigere og hurtigere og synes blot at bekræfte hinanden.

Noget tyder på, at situationens generalstab og de nærmeste klakører og bidragsydere i konstruktionen Liberal Alliance denne gang er gået et skridt for langt, beruset af det første halve års gode start og Johnny Madsens malerier. Partiet lever ikke af de unge og vilde på facebook og de rige og få i Schweiz. Det er solide Venstre-folk fra Midtjylland, de skal hive i land med denne kampagne. Måske oven i købet nogle, som har lidt svært ved at se, at et bredt energiforlig kan få blodet til at rulle så kraftigt. Socialdemokrat? Løgn? Løftebryder? Walks like a duck? Tjah, det er jo også en form for politisk debat. Om ikke andet må regeringspartierne juble.

Men lad os kalde en spade for en spade. Det mest sikre er nok, at Samuelsen & Co. med denne manøvre har gjort sig selv fredsløs i blå blok. Dette vil naturligvis ikke blive glemt. Som den gamle kyniker Erik Ninn-Hansen sagde om den slags: Man skal ikke bære nag, men huske, hvad de hedder. På et eller andet tidspunkt vil Løkke stå som Clint’en og spørge Anders Samuelsen, om han føler sig heldig…