Vi er som samfund pisket til at genopfinde Det Gode Skænderi. For at være god til at skændes kræver det, at man respekterer hinanden, giver hinanden opmærksomhed, lytter og holder sig til emnet. Det har nogle gange været en problem i blogosfæren. Også på denne blog, hvor jeg efter fem et halvt år, 361 indlæg og næsten 36.800 kommentarer nu takker af. Dette indlæg bliver det sidste. En ny arbejdssituation som vært på det nye DR2 gør det ikke muligt at fortsætte med skriverier her på siden.

Nogle gange har det været som at placere sig bag en gyllespreder, når man har skrevet en blog. Andre gange har en halv indskudt sætning sendt hele indlægget i grøften. Det er hændt, at en blog har fået sit eget liv, at debatten er fortsat i andre medier eller helt forstummet. En enkelt gang har en stavefejl givet anledning til fortjent satire. Ofte har nogle af de mest ivrige debattører gemt sig bag navne og adresser, som vist ikke kunne holde til en tur i folkeregisteret. Andre har diskret skrevet personligt for at give udtryk for ros og ris. Det har de fleste haft deres grunde til.

Alligevel har det for det meste været en fornøjelse. At blogge er en kontaktsport og ikke for bløde sjæle. Her er der hårde og hurtige tacklinger. Både de reglementerede og dem, der kræver rødt kort. Enkelte er blevet udelukket fra det gode selskab. Flere skulle måske have været det. Enkelte har oprettet hadehjemmesider, flere har blot angrebet med anklager om at være schlüterdreng, rød lejesvend, kulturradikal, sort, grøn, i lommen på og hundrede andre ting.

Vi er ved at være forbi den første fascination ved bloggen om, at alle kan komme til orde med det samme. Næste fase bliver at finde en form, så det ikke blot bliver som at råbe ned i en spand. Nu fjernes denne spand. Det Gode Skænderi må dyrkes, læres og forfines andre steder. Til alle som har være med på hele eller dele af rejsen:

Tak for kampen.

I et konservativt folkeparti i normal kampform ville det betyde, at fløjkampe og formandsopgør ville være undervejs. Men selv ikke det synes partiet i dag at kunne mande sig op til. Det ville i øvrigt heller ikke løse noget. Modløsheden breder sig. I den sammenhæng er tabloidpressens grænseløse skriverier om formandens skilsmisse  og boligforhold på et tidspunkt, hvor en ny start var planlagt, blot med til yderligere at understrege partiets dybe krise. Intet synes at lykkes.

Efterårets kommunalvalg vil givet skrælle mange konservative byrådsmedlemmer væk over hele landet og gøre partiets kommunalpolitiske fodaftryk til primært at handle om hovedstadsområdet og Nordsjælland. Ud af partiets tolv borgmestre vil en håndfuld tabe posten, men i kommuner som Frederiksberg, Vallensbæk, Høje Taastrup, Hørsholm, Gentofte og Viborg er der formentlig også konservativ borgmester i 2014. Derudover vil der være et par stolpe-ind-konstitueringer. Er 7-8 borgmesterposter en massakre? Njarhh, det bliver i alt fald et klart nederlag. Værst bliver blodbadet i de mange kommuner i provinsen, hvor der efter kommunalvalget slet ikke vil være en konservative repræsentation.

Dernæst er der Europa-Parlamentsvalg i juni 2014. Det er umiddelbart svært at se, hvordan Bendt Bendtsen eller nogen anden konservativ kandidat kan sikre sig et fortsat sæde i Bruxelles.

Og dermed når vi frem til august 2014, hvor de konservatives eget fatamorgana i form af Connie Hedegaard ikke længere er EU-Kommissær. De fleste forventer, at hun skal videre ud i verden for at redde den fra klima-undergang, men mange partifolk håber fortsat, at hun i stedet vælger at kæmpe for at hindre Det Konservative Folkepartis undergang. Det er uklart, hvilken opgave, der er størst. Til gengæld er det usandsynligt, at Connie Hedegaard kan overtales til at blive formand. Heller ikke, hvis meningsmålingerne på det tidspunkt er nogenlunde som nu, og det er Lars Barfoed selv, der henvender sig med tilbuddet. 

Vil partiet være reddet, hvis Connie Hedegaard siger ja? Njaahh. Måske vil det hjælpe. Men det afgørende er fortsat politikken, og i den sammenhæng flirter Det Konservative Folkeparti ind imellem med det største – måske eneste – aktiv, partiet har tilbage: Nemlig, at det er et af de gamle partier med alt hvad det indebærer af fordele og begrænsninger. Fordelene eller begrænsningerne (alt afhængig af humøret) er bl.a., at den ubetinget positive EU-politik aldrig kan drages i tvivl. Der må heller aldrig være tvivl om, at hvis der er en borgerlig regering, så er De Konservative en del af den regering. Derfor bør det i særlig grad bekymre Lars Barfoed, at der i hans parti vokser en EU-skepsis og en idé om, at partiet bør stå udenfor en eventuel Venstre-regering efter næste valg. Gør man det, så er man bare et tilfældigt parti uden historie og ansvar på linje med CD, Kristendemokraterne eller Liberal Alliance. Og så er det kun dagsformen, der afgør hvilken side af spærregrænsen, man befinder sig på.

Og dagsformen er ikke god. Med eller uden Barfoed.

Men når hun få dage efter attentatforsøget på sin formand Lars Hedegaard vælger at bruge al sin ammunition på i et indlæg i Jyllands-Posten bl.a. at angribe DR’s ‘Borgen’, tidligere drama-chef Ingolf Gabold og i lange passager også min ringhed, så giver det da anledning til en smule undren. Hvordan i alverden er det muligt at lave sådan en kobling både i hovedet og på papir? Efter en lang svada imod ‘Borgen’ skriver hun således under overskriften ‘Debatten genåbnet i krudtrøg’:

“DR Dramas lilla sympatier er blot ét eksempel på de stopklodser, ytringsfrihedsdebatten har mødt af magtfulde medier. Hør bare, hvad Berlingskes og P1′s Niels Krause-Kjær under overskriften ‘Tidsspilde i Trykkefrihedsselskabet’ skrev i 2007 i anledning af et støttemøde for den dødstruede Lars Vilks: ‘At samles om almindeligheder er måske nok fællesskabsfremmende for de særligt indviede. Dem om det. Men for alle andre er det tidsspilde og misbrug af dagsorden’. Det er altså tidspilde at støtte dødstruede tegnere og forfattere,” konkluderer Katrine Winkel Holm med et udråbstegn, og konstaterer, at det er omkostningsfrit at udtale sig  så ‘kynisk’ og ‘overfladisk’, fordi ’han sagde jo kun, hvad ‘mange af hans journalistvenner tænkte.’

Så følgende til ære for arveprins Knud og hans åndsfæller: Vi er alle forfærdet over attentatforsøget på Lars Hedegaard og vrede over den sikkerhedssituation, han i den kommende tid kommer til at leve under. Vi er alle tilhængere af ytringsfriheden, og de fleste ser den vist ikke truet i Danmark for nu at udtrykke det mildt. Og for helt egen regning: Jeg synes faktisk også, at denne sæson af ‘Borgen’ trods godt skuespil og sine øjeblikke virker underlig uambitiøs i manuskriptet og – i mangel af et bedre udtryk – bliver tandløs i sin politiske korrekthed. Men modsat Katrine Winkel Holm har jeg stort besvær med at få det til at have noget med attentatforsøget på Lars Hedegaard at gøre.

Det er besværligt at sparke åbne døre ind. Derfor er det så vigtigt for Trykkefrihedsselskabet at få dem lukket så meget i, at deres standpunkt – kampen for ytringsfriheden – giver mening. Den giver jo netop kun mening, hvis nogle er imod eller som minimum ligeglade. Og først da kan den kunstige platform manipuleres ind i en helt anden politisk dagsorden. Det havde egentlig klædt Katrine Winkel Holm i sin første offentlige klumme efter det tragiske attentatforsøg på Lars Hedegaard ikke at misbruge sin pen til sådan noget.

Skandalen om Kammeradvokaten har de seneste uger været beskrevet i Dagbladet Politiken, men er i virkeligheden en gammel historie, der dukker op med jævne mellemrum. Men denne gang synes grådigheden at være gået for vidt. Og i en tid, hvor Danske Bank, Fattig-Carina, såkaldte udfaldstruede, studerende og andre må holde for, så bør en socialdemokratisk ledet regering ikke kunne leve med, at et privat firma - der i 75 år har haft eneret på at rådgive staten og føre retssager for ministerier og styrelser - tilsyneladende har smidt bremseklodserne. Omsætningen på 320 millioner kroner er således en fordobling på få år. Uden timeregnskaber. Uden timepriser.

Bjarne Corydon har tidligere i sagen afvist at forholde sig til et privat firmas regnskaber, men den går ikke på torsdag, hvor Venstre har kaldt ham i samråd. Finansministeren har sikkert også meget andet at tænke på i øjeblikket med en konkurrencepakke, en trængt regering, sure Enhedsliste-folk og frustrerede SF’ere. Men man kan ikke altid vælge sine slag og sin dagsorden. Heller ikke som finansminister. Corydon er kunden, der indtil nu bare har betalt, hvad der stod på fakturaen uden at spørge nærmere. Hvis han ikke kan forholde sig til Kammeradvokatens vanvittige fortjeneste, så er der ingen, der kan.

Først den falske – eller forkerte – præmis. Mattias Tesfaye mener, at SF’s oprindeligt under dets stifter Aksel Larsen var et ægte arbejderparti, udsprunget af DKP, med rødder til både skibsværftsarbejdere og den skurvogn, han så ofte selv taler om. Så kom Sigurd Ømann, især Gert Petersen og også Holger K. Nielsen og formede partiet til et blødt pædagog-parti, hvor skurvognen blev skiftet ud med lærerværelset. Mattias Tesfaye (og andre) levede i den vildfarelse, at når partiet efter Aksel Larsen kunne skifte udseende og indhold, så kunne det jo også ske igen. Nu under ledelse af Villy Søvndal. Det var derfor et fremtids-SF, han meldte sig ind i. Senest med valget af Annette Vilhelmsen som formand blev det fortid, hvorfor det misforståede medlemskab blev blottet og de politiske ambitioner havarerede.

Så langt, så skidt, kan man sige. Derfor er Tesfayes spring fra ungdomskommunist til knap så ungdoms-socialdemokrat logisk. Skurvognen og drømmen om den solide madpakke er den røde tråd i den udvikling. Ikke de partier, han har været medlem af. Og at han skifter partier som andre skifter brugte biler er ikke nødvendigvis et spørgsmål om troløshed – det afhænger blot af, hvor troskaben er placeret. I dette tilfælde ligger den i det faglige arbejde og i 3F. Det politiske parti er blot reduceret til et værktøj i kassen.

Men – og det er så her kæden hopper af: Hvis det kun var så enkelt og ædelt, hvorfor så overhovedet melde sig ind i et nyt parti i samme bevægelse, som man melder sig ud? Det er dog tilladt at være partiløs i en periode, ligesom det er tilladt (og ordentlig opførsel) i en skilsmisse at vente lidt på at flytte sammen med en ny kæreste. Og hvorfor trække pinen så længe og tildele sig selv ‘air-time’ i hver bevægelse, når endemålet har været så åbenlyst? Og hvorfor den tilsyneladende koordinering med andre frafaldne arbejderister, så hver uge synes leveringsdygtig i endnu en frafalds-historie?

Fordi det politiske projekt naturligvis handler om skabe en ny, politisk platform for sig selv og sine. Valget er denne gang faldet på Socialdemokratiet. Det gøres bedst ved blandt andet at skade det, man forlader. Man skal derfor ikke tage de rigtige SF’eres besindige bemærkninger om ‘god vind’ og ‘det tager vi stille og roligt til efterretning’ for gode varer. De synes, at Tesfaye og hans kumpaner er nogle fuldtonende skiderikker. Det er svært at argumentere imod.

Dette indlæg er er ikke et defensorat for Danske Bank. Det må den selv klare. Jeg er heller  ikke kunde i banken, og har ikke tænkt mig at blive det. Men den blodrus, som ministre, politikere, opinionsdannere, lederskribenter, journalister, organisationer samt pæne såvel som mindre pæne mennesker den seneste tid har udsat Danske Bank for, virker hysterisk og uden bund i virkeligheden. Retorikken i  toppen har legitimeret gadens parlament i form af frådende læserbreve, blogs, facebook og bankens hjemmeside, der blev lagt ned. Det hele synes at være båret af ønsket om, at finanskrisen ikke skyldes os alle, men kun en enkelt virksomhed eller branche og så måske også Foghs og Bendtsens afdragsfrie lån. Den seneste storm er den foreløbige kulmination på i alt fald tre hændelser:

Den første hændelse opstod i efteråret, da det i en journalistisk historie blev afsløret, at den danske stat i forbindelse med bankpakkerne undlod at blive medejer af bankerne og i stedet stillede kapital til rådighed til gengæld for en ganske høj rente. Kritikken må vel hvile på den antagelse, at det var indlysende, at bankaktier på den anden side af finanskrisen ville stige igen. Den må derudover hvile på den holdning, at spekulation i det private erhvervsliv er en statsopgave. Det er i så fald nyt. Bankpakkerne – som Danske Bank mere end mange havde brug for – har ikke kostet staten en krone. Tværtimod. De har på alle måder været en god forretning for både stat og samfund.

Den anden hændelse opstod, da Danske Bank lancerede sin image-kampagne ‘New normal – new standard’. Kampagnen, der er æstetisk smuk, og hvad angår fakta-tjek kan måle sig med de fleste image-kampagner, er efterfølgende blevet udsat for en kritik, som kun ægte, bagkloge mandagstrænere formår. Og så gav den lidt kunstigt åndedræt til en hensygende ‘Occupy’-bevægelse samt gav nogle politiserende unge uden platform et ufortjent møde og fem minutters berømmelse med Danske Banks ledelse.

Endelig den tredje hændelse og den afgørende blodrus: Lukningen af kassen i en række filialer samt synligt gebyr for at få et hævekort, bruge kontantautomat og have adgang til netbank. Hvordan det for eksempel lykkedes Forbrugerrådet at være imod det er fortsat en gåde. Forbrugerrådet har i årevis plæderet for gennemskuelighed. Hvordan kan Rådet være tilhænger af, at nogle kunder i et uigennemskueligt system skal betale for andre? Har Rådet også den holdning i andre brancher, eller er det kun bankkunder? Selv denne avis lagde en lille pind til bålet ved at advare mod ‘udelukkende at fokusere på indtjening’.

Så: Danske Bank har betalt en overrente til staten. Den har lavet en flot kampagne og introduceret gennemskuelige priser. Hvad er problemet?

Fænomenet er senest illustreret ved sagen om forkortelsen af dagpengeretten, som Margrethe Vestager har stået benhårdt på. De Radikale har i flere år på plakater og i annoncer erklæret, at partiet skam også ‘lytter til økonomer’. En anden måde at sige på, at man er saglig og rationel imodsætning til andre politikere. Når så de samme økonomer må lave rygcrawl væk fra forudsigelserne om, hvor mange ,der ville blive ramt af de ændrede dagpengeregler, så bliver det et problem for….Helle Thorning-Schmidt.

Eller som når et kommunalt anlægsloft kritiseres voldsomt – til sidst af en socialdemokratisk politiker, som tærskes på plads af sin folketingsgruppe  blot for at se den radikale leder pludselig lette det, så har statsministeren og Socialdemokratiet fået den dårlige presse den ene dag. Vestager får æren den næste.

Eller som når der i regeringsgrundlaget udtrykkeligt erklæres, at der skal laves en reform af styreformen i de store byer. Opgaven ligger entydigt hos indenrigsministeren. Nu – halvandet år senere med kort tid til kommunalvalget – er der endnu intet kommet frem. Vestager erklærede i forlængelse af balladen om borgmesteren i Fredericia, at nu skal det også være lettere at slippe af med en borgmester, men ingen – ingen – spurgte til hængepartiet på hendes skrivebord.

Eller som når der under valgkampen blev lavet alle mulige og umulige faktatjek i diverse medier på snart sagt alle politikere og partier – undtagen Vestager og De Radikale (hvis der eksisterer et enkelt lille faktatjek på Vestager fra valgkampen, så kom venligst med det. Jeg missede det i alt fald).

Økonomi- og Indenrigsminister Margrethe Vestager bliver i måling efter måling kåret som den stærkeste politiske leder, den stærkeste i regeringen og den stærkeste i det hele taget. I de målinger, hvor undertegnede har fået mulighed for at give sit besyv med, har melodien været den samme. Hun ER stærk. Lige præcis så stærk, som partifæller, regeringsfæller, opposition, journalister, kommentatorer og lederskribenter giver hende lov til.

Indtil nu har hun fået lov til det hele. Det er ikke nødvendigvis retfærdigt, men sådan er det jo…

Sagen er blot endnu en påmindelse om, at spillereglerne i kommunalpolitik skal ændres. Den tidligere regering havde på et tidspunkt erklæret, at det skulle ske. Også den nuværende siger  ifølge regeringsgrundlaget, at den vil se på en anden styreform for de store byer. Det er meget vagt formuleret, men det er da altid en begyndelse. Hvis kommunerne skal have en reel politisk platform – og ikke bare udvikle sig til at være en administrativ udlicitering af statsadministrationen – er der behov for at gøre noget på minimum tre områder:

1) For det første skal det være muligt at afsætte en borgmester. Det nytter ikke noget, at Thomas Banke skal have mulighed for at klamre sig til en borgmesterpost inkl. løn og kørselsgodtgørelse, når mellem 15 og 19 byrådskolleger ikke har tillid til ham, og det samme synes at være tilfældet for det meste af forvaltningen. Det har intet med politik og folkestyre at gøre.

2) Det nytter heller ikke noget, at alle fortsat deles om magten i de større byer ved at også oppositionen har ret til at være borgmestre eller rådmænd. Det ville svare til, at Lars Løkke Rasmussen blev indenrigsminister i en Helle Thorning-regering og Lars Barfoed fik lov til at være Udkantsminister. Det gør det for det første uklart, hvem der har magten, og hvem der er i opposition. For det andet får det ofte borgmestre og rådmænd fra oppositionspartierne til at bruge egen forvaltning som oppositionel sekretariatsfunktion for at kunne matche den reelle borgmester. Når man ser, hvad der sker af den slags selv i koalitions-regeringer som den nuværende (spørg blot embedsmænd i Finansministeriet og Økonomi- og Indenrigsministeriet), så forstår man, hvilke naturkræfter det udløser, når oppositionen bliver en del af regeringen.

3) Endelig er det nødvendigt at gøre op med den sogneråds-romantik, som stadig hærger kommunalpolitik. Med 98 enheder har kommunerne omsider fået en størrelse, som burde gøre dem politisk potente. Problemet er blot, at kommunalpolitikerne er dværge. Bortset fra en borgmester på fuld tid, så tvinges byrådsmedlemmer til at være fritidspolitikere. Flere undersøgelser – senest Danmarks Radio forleden – viser, at (mindst) en fjerdel af kommunalpolitikerne erkender, at de stemmer for ting, de ikke har indsigt i. En politikers vigtigste aktiv er tid – tid til at være politiker. Hvis ikke politikerne har tid, så tager embedsmændene over. Og det er det, der sker i kommunerne i øjeblikket. De såkaldte politikere bliver folkelige gummistempler, samtidig med at mange – alt for mange – borgmestre pakkes ind, og opfører sig som folkevalgte kommunaldirektører. Konsekvensen er, at  politikken forsvinder. En række af landets førende forvaltningseksperter kom i fjor med en advarsel om netop det problem og konkluderede, at ‘den politiske ledelse på alle niveauer (skal) styrkes’. Så: Giv kommunalpolitikerne – eller de fleste af dem – en løn, de kan leve af, så de får tid til at være politikere. Giv dem medarbejdere, så de kan matche embedsmændene i kommunen. Og giv dem kontorer på rådhuset, så de dagligt kan minde borgmesteren om, at han/hun sidder der som politiker og ikke blot som folkevalgt embedsmand til en lavere løn end kommunaldirektøren. Og hvis der mangler plads på rådhuset, så genhus nogle af embedsmændene et andet sted. Det vil minde alle om, hvem der bestemmer i et folkestyre.

Det haster med at ændre spillereglerne i kommunerne, så en borgmester kan smides på porten. Det haster, så det i København, Aarhus, Odense og Aalborg bliver tydeligt, hvem der har magten, og hvem der er i opposition. Og det haster med at give menige kommunalpolitikere i alle kommuner en økonomi, så de har tid og mulighed for at være det, de er valgt til at være: Nemlig politikere og ikke gummistempler.  I den forstand er farcen om Fredericias midlertidige borgmester en kærkommen påmindelse om, at noget er helt galt.

Helle Thorning-Schmidts nytårstale vil ikke blive husket for noget særligt om en uge og slet ikke om et år. Det gør den ikke dårlig – blot gennemsnitlig med en pil op. Budskabet var en lettere omskrivning af Danske Banks ’new normal – new standards’. Ja, virkeligheden er en anden, de fede tider kommer ikke tilbage. Men det er de danske dyder ’lighed, frihed og tryghed’, som ifølge Helle Thorning bringer os frelst igennem.

Hun gav en strejf af lidt personligt ’jeg er også fra Ishøj’ med barndomsminder om bilfri søndage på Gl. Køge Landevej, henvisninger til sine egne børn og sine bedsteforældre – hørte I det, frafaldne S-vælgere?

Hun manede til økonomisk tålmodighed og smalhals – hørte I det, Poul Erik Skov Christensen og Dennis Kristensen?

Hun sparkede lidt bagud ved at nævne 10 års fald i konkurrenceevnen, og at vi ikke fik nok ud af nullernes opsving – hørte I det, Anders Fogh og Lars Løkke?

Hun forsikrede, at den økonomiske politik fortsætter uantastet inklusiv reformer af SU’en og et opgør med lærernes overenskomster – alt andet ville også have været en politisk bombe. Hørte I det, Annette Vilhelmsen og Johanne Schmidt-Nielsen?

Endelig gjorde hun som den ansvarlige på kommandobroen ekstra meget ud af det nødvendige EU, som volder både politikere og vælgere problemer de kommende år.

En statsministers nytårstale er normalt ikke affyringsrampe for dristig politik eller markant udmelding. Der er undtagelser fra den regel. Schlüter forsøgte i en af sine sidste med et lettere desperat udspil om at sætte skatten ned, hvis danskerne ville acceptere lavere løn. Nyrup gjorde det med delvis succes en enkelt gang, hvor han også overraskede sin justitsminister Frank Jensen med at ’ville volden til livs’ med en hurtig lovpakke. Fogh brugte sin første nytårstale til at skille og ikke samle med sin smagsdommertale. Endelig lancerede en desperat Lars Løkke efterlønnens afskaffelse i sin foreløbig sidste nytårstale. Alle andre statsministerielle nytårstaler derimellem var på det jævne. Gode, ordentlige, sikre og en del af en større politisk fortælling.

Som Helle Thornings den 1. januar 2013.

Regeringens effektivtitet og mulige genvalg står og falder med statsministerens autoritet. At blot 16 procent mener, at statsministeren er den, der har mest at skulle have sagt i en regering, er det modsatte af autoritet. Nytårstalen løser ikke problemet, men det kunne være et første skridt.