Men hvis man kigger i regeringsgrundlaget, der kan downloades på Statsministeriets hjemmeside, står der på side 30:

Regeringen vil fremsætte forslag om en betalingsring i Hovedstadsområdet. Regeringen vil sikre en høringsfase og inddragelse af alle relevante interessenter. Betalingsringen indføres for at nedbringe trængslen i og omkringHovedstadsområdet. Indtægterne, som forventes at udgøre ca. 2 mia. kr.

Det blev de så fornærmede over, skolelærerne med den normalt ellers ganske fornuftige Anders Bondo Christensen som første-indtager af tudekiksen, at en ekstraordinær kongres måtte stables på benene. Senest søndag har en hær af folkeskolelærere droppet stileretningen og skrevet et længere indlæg om den udsatte gruppe under overskriften ‘folkeskolelæreren er reduceret til blæksprutte og brandmand’. Her skriver de blandt andet som optakt til den ekstraordinære jammer-kongres:

“Hver dag, når vi åbner vores avis, tænder for radioen eller fjernsynet, er folkeskolen til debat. Det er der for så vidt ikke noget galt i. Det er vigtigt både for skolen og demokratiet. Problemet er imidlertid, at det den ene gang efter den anden er folkeskolelærerne, der hænges ud og kritiseres. Det kan være manglende faglig og pædagogisk viden, manglende deltagelse i skoleudviklingen, eller at de ikke er innovative og visionære nok osv. osv. Ingen anden faggruppe udsættes for en tilsvarende kritik og behandling i det offentlige rum,” skriver lærerne i indlægget, der i sin konklusion bl.a. efterlyser mere tid og flere ressourcer (!).

Ovenstående rummer to fundamentale misforståelser. For det første må folkeskolelærere kigge ud over egen navle. SÅ interesseret er det omgivende samfund altså heller ikke i pædagogiske teorier, læringsrum og team-processer. I er ikke verdens midte. For det andet afslører ordene ‘ingen anden faggruppe udsættes for tilsvarende kritik’  en helt ubegribelig selvcentreret sarthed, som ikke hører en moderne verden til. Hvad med parkeringsvagter, svineproducenter, journalister, djøf’ere, politikere og håndværkere? Og når det kommer til fyringer, så kan slagteriarbejdere, Vestas-ansatte, rengøringsdamer og TDC-folk vist godt konkurrere med folkeskolelærere, uden at vi af den grund skal høre på jammer og ekstraordinære kongresser.

Jeg forsøgte for nogle uger siden på facebook at diskutere problemstillingen med en sikkert dygtig og lidenskabelig folkeskolelærer. Det var som at diskutere med en forslået dørkarm. På et tidspunkt skrev han: “Lærerne har ét problem: De insisterer på at være professionelle og gøre et kvalificeret arbejde, men desværre lægges der hindringer i vejen. Er man i øvrigt nærtagende, når man insisterer på at gøre et knaldgodt stykke arbejde?’

Ovenstående kan man sikkert slippe afsted med på lærerværelset, men i den virkelige verden må man stilfærdigt spørge, hvad i alverden han bilder sig ind. Langt de fleste insisterer da på at være professionelle og gøre et kvalificeret stykke arbejde, uanset om man er blikkenslager, au-pair-pige, advokat eller landbrugsmedhjælper. Hvad er det for et forvrænget virkelighedsbillede, der gennem de seneste årtier er blevet skabt i de mange fritimer på lærerværelset?

Indlægget i søndagens Politiken afsluttes med et citat af professor i filosofi Fernando Savater: “Graden af humanisme i et samfund ses i den måde, hvorpå man behandler og betragter sine lærere.” Citatet er ligeså patetisk, som det er uværdigt: Hvad med kontanthjælpsmodtagere, psykisk syge, kræftpatienter, handicappede, sultne børn i Afrika, arbejdsløse eller topskatte-ramte metalarbejdere? Måles et samfund ikke også på, hvordan de og mange andre behandles?

Skolelærerne er såmænd gode nok. Ligesom alle andre i den vestlige verden skal de bare til arbejde noget mere for de samme penge og have en (langt) bedre uddannelse. Nå, ja: Og så skal de holde op med at opføre sig som jammer-kommoder.  Det er ikke til at holde ud.

Alligevel afslører de indledende strækøvelser et paradigmeskifte i dansk politik, som kan få betydning de næste mange år. Det indvarsler ‘skaffedyrenes årti’. Gennem årtier har politikere og medier været travlt beskæftiget med alle mulige andre problemer og samfundsgrupper. Når man en sen time i Finansministeriet var ved at lægge sidste hånd på svære forhandlinger, var de fleste omkring bordet særlig opmærksomme på pensionister, miljøbelastning, lighedsberegninger eller kontanthjælpsmodtagere. Det er man stadig, men meget tyder på, at en afgørende stemme omkring bordet de kommende år vil lyde: ‘Har vi tænkt på skaffedyrene?’ Dem, der med skatteminister Thor Mögers ord ‘står tidligt op, smører leverpostejsmadder, afleverer ungerne og tager på arbejde.’ Thor Möger påstår ganske vist, at det har været en venstreorienteret mærkesag i adskillige år, men det er tydeligvis gået hen over hovedet på en række SF-tillidsfolk, som har lidt svært ved at genkende retorikken.  Men det kommer de til at vænne sig til. Tiderne er ved at skifte. Eller som Per Michael Jespersen tørt konstaterer i Politiken: ‘Jamen danskerne er jo bare borgerlige’.

Skaffedyrenes genfødsel som velfærdsskabere skyldes hverken Foghs såkaldte værdikamp, Lars Barfoeds lange udredninger eller Søren Pinds facebook-opdateringer. Den er blevet båret frem af de seneste års finanskrise, og blev i efteråret sparket helt i mål i forbindelse med SF’eren Özlem Cekic’s fatale eksempel med ‘Carina’. Carina på kontanthjælp skulle med sine 15.000 kroner om måneden have været det folkesocialistiske eksempel på fattigdom, men blev i stedet et slag i ansigtet på dem, der står tidligt op. Og de blå socialdemokrater styrtede over midterlinjen i favnen på Venstre. Nu taler Socialdemokraterne med fornyet kraft om ret og pligt. Thor Möger understreger, at studerende og kontanthjælpsmodtagere har fået for denne gang, og Ældre Sagen anråber forgæves om tidligere tiders placering i den offentlige debat. Ingen politikere udover måske Enhedslisten og Dansk Folkeparti kan de kommene år tillade sig at glemme skaffedyrene. Det bliver deres årti.

Som så ofte med politisk satire, så ramte tegningen plet. Regeringen har lagt op til en økonomisk politik, der mere end læner sig op ad den tidligere regerings. Og det var ikke just den melodi, S og SF spillede i årene op til valget – her ville alt blive anderledes, forstod man. Hvad der for to år siden blev kaldt for ‘velfærdsmassakre’ er nu ‘moderne socialisme’, forklarer Villy Søvndal. Tjah. Og oppositionen råber vredt løftebrud, og man forstår irritationen. På sigt er det naturligvis et problem, hvis den politiske modstander på store strækninger fører den politik, man selv vil føre.

De første 100 dages løftebruds-debat er blevet brugt som løftestang til fortællingen om, at regeringen har snydt sig til magten, men den påstand er svær at føre helt igennem. S og SF tabte jo valget. Villy Søvndals bebudede ‘folkeafstemning om efterlønnen’ blev en fuser.  Helle Thorning fik ikke mandat til S og SFs ‘Fair Løsning’, og det var både hendes og dansk økonomis store held. Til gengæld har de gyldne sætninger før valget sammen med en række mindre personsager efter valget været med til at give regeringen en svag start. På forbløffende vis har hverken Helle Thorning eller hendes ministre endnu evnet at gribe og forme den politiske dagsorden. Her ligger den væsentligste grund til, at meningsmålingerne er dårlige for S og SF. Kritikken af den nye regering har været voldsom og delvist fortjent, men er i den seneste tid gået i selvsving. Omtalen af Villy Søvndals sprogkundskaber og slips tenderer voksen-mobning, og den massive kritik af statsministerens nytårstale savner i enhver henseende forståelse for en nytårstales væsen og ignorerer tidligere nytårstalers kvalitet. Den var såmænd ikke så ringe endda.

På det værdipolitiske område har regeringen rullet lidt symbol-lovgivning tilbage. Den kriminelle lavalder vender hjem til 15 år, grænsebomme forbliver fortid, og pointsystemet skrottes. Det meste var lovgivning, som kun havde tilslutning fra ét parti, Dansk Folkeparti, og blev brugt som betaling for den økonomiske politik. At høre tidligere ministre tale om nærmest et sammenbrud i udlændingepolitikken er derfor intellektuelt provokerende.  De må have bedre ting at lave. Som for eksempel at finde ud af, hvad de skal bruge tiden i opposition til.

Og dermed forlader vi de første 100 dage og forholder os til de næste 1000 dage. For efter et markant, men velfortjent hvil efter 10 år ved magten, er det ved at være tid for især Venstre at beslutte sig for, hvilken opposition, partiet vil være. Partiet synes noget beruset af opinionsmålinger på Stauning-niveau, men de kloge ved også, at det kan være på lånt tid af mindst tre grunde: Partiet har intet lavet indtil nu. En opposition er kun stærk, fordi regeringen er svag. Og kommissions-undersøgelsen i forbindelse med Troels-Lund-sagen vil trække ud og slide på partiet helt frem til næste valg. Også derfor er det interessant, hvad partiet gør i den kommende tid i forbindelse med en energiaftale - jyske V-borgmestre presser på for forlig. Derefter handler det om førtidspensions-reform, kontanthjælpsreform og den helt store test for både regering og opposition: En skattereform.

Kvaliteten af de reformer vil først og fremmest have betydning for dansk økonomi og en masse danskeres hverdag. Men den vil også have betydning for, om både regering og opposition til efteråret er fiaskoer eller om den ene part  eller måske dem begge, vil komme ud på den anden side med substansen og den politiske ære i behold.  De næste 1000 dage begynder nu, og de bliver langt mere interessante og afgørende end de første 100.

Først lidt status: For første gang i adskilige år har partiet faktisk noget, der minder om en sammenhængende politisk linje. Der er ingen tvivl om, at Barfoeds håndtryk med Vestager i valgkampens første dage blev til fordel for De Radikale og kostede De Konservative ganske mange stemmer. Budskabet om at være ‘borgerlige stemmer, der arbejder’ kom til at fremstå som et postulat, da partiets syntes at blive bange for sin egen skygge og ikke evnede at følge håndslaget op med konkret politik. Men siden synes der at være kommet en smule kød på skelettet, senest med det i nogle kredse ganske upopulære forlig med regeringen om den såkaldte pengetanksgrænse. Et forlig, som vennerne i Dansk Industri kvitterede venligt for. Mere af den slags kan komme. Det var en linie som virkede med Schlüter i 1970erne, det er en linie, som passer til Lars Barfoeds politiske temperament, og det er den linie, partiet vil stå for i hans formandstid. Men det kan også være en linie, der gør det nemmere for borgerlige stemmer at arbejde sig over til Liberal Alliance, Det Radikale Venstre, Venstre og Dansk Folkeparti. Partiets problem er netop, at det bløder til alle sider. Det er derfor primært op til Lars Barfoed at overbevise vælgere om, at der er noget at få i den konservative butik, som man ikke kan få andre steder. Indtil videre er det åbenlyst, at det ikke er lykkedes.

Og så til fremtiden – den for De Konservative og Lars Barfoed venlige version, forstås: Langt ind i partiet synes der for første gang i tyve år at være en erkendelse af, at der ikke er nogen genvej tilbage til 1980ernes storhedstid. Hvis vejen overhovedet findes, er den lang, meget lang. Det bliver således Lars Barfoeds skæbne de næste mange år at tage til utallige vælgerforeningsmøder i Sæby, Varde, Faaborg og Vordingborg. De få tilstedeværende vil være tilpas benovede over at få besøg af partiformanden og undskylde, at der ikke kom flere. Partiformanden vil venligt slå ud med armene og erklære, at det netop er sådan nogle intime forsamlinger, han allerhelst vil bruge en mandag aften på. Efter punktet ‘Nyt fra Christiansborg’ (der klappes spredt), nipper han til den lunkne kaffe og den af vælgerforeningsformandens kone hjemmebagte kringle, der (som Niels Hausgaards svigerindes) har det med at klæbe til ganen.

Efterhånden vil luften gå lidt ud af Liberal Alliance, og Troels Lund Poulsen-sagen vil slide så meget på Venstre, at der også her drysser lidt stemmer af til K. Langsom – meget langsomt – vil tillslutningen til det gamle parti stige og måske nærme sig dagene, hvor Bendt Bendtsen til alles utilfredshed stod i spidsen for partiet. Og så – efter syv-otte år og lige inden en Helle Thorning-ledet regering slidt af magten og plaget af et par kommissions-undersøgelser gør klar til at udskrive et tabervalg, så vil konservative partifolk kigge på Barfoed, der nu nærmer sig de 60 og har taget lidt for meget på i vægt på grund af alle togrejserne og den hjemmebagte kringle. ‘Er han ikke lidt for gammel? Er der ikke for meget fortid og for lidt fremtid over ham,’ vil de sige til hinanden. Og så – lige inden Audien med læderindtræk gør klar til at svinge op foran Barfoeds indkørsel og køre ham til ministeriet - vil hans parti takke for det lange, seje træk, og finde en yngre afløser med fremtiden for sig. Også derfor, er der ingen, der i dag udfordrer Lars Barfoed.

Det var som sagt den for partiet venlige version. Den uvenlige er, at det pæne borgerskab i byer som Aalborg, Aarhus, Odense og København, der engang lagde en bund under partiet, er væk (det vil blive bekræftet ved kommunalvalget i 2013). At de erhvervsfolk, intellektuelle og offentlige ansatte, som siden tog over, er forsvundet til Venstre, til golfbanen eller til sofaen og ikke kommer tilbage. At salget af den historiske kursusejendom ‘Rolighed’ og partihovedkontoret i Nyhavn blot var kulminationen på et tiårigt politisk udsalg af metervarer, og at sidste mand lukker og slukker.

Hvis det bare var Uffe Elbæk og lidt krusninger på en fodboldbane, hvor tonen altid har været både plat og barsk, så kunne man sige herregud. Men problemet er, at bataljen mere end antyder en tendens, der har været på vej i mange år fra den anden side af Atlanten. Hvis vi ikke passer på, kan det udvikle sig til et fuldstændigt ulideligt debatklima, hvor daglige bad i egen selvgodhed kvæler enhver fornuftig meningsudveksling om snart sagt hvad som helst. Et klima, hvor ethvert udsagn skal garneres med ligeså mange forbehold som de advokatskrevne advarsler, amerikanske producenter af sutter og pudseklude vedlægger om, at det kan være livsfarligt at sluge produktet eller ubehageligt at proppe det op i endetarmen. Rulletekster efter film, hvor der forsikres om, at ingen dyr har lidt skade i forbindelse med produktionen af filmen. Eller forsikringer om, at  alt skam er både økologisk og håndsprøjtet med brun sæbe.

I USA blev football-klubben ‘Red Skins’ for nogle år siden presset for at skifte navn, fordi titlen efter nogles opfattelse var racistisk og en hån med indianerne…ups, ‘the native americans’. Kritikken var voldsom og hård. En skuespiller mistede for nyligt sin plads i Oscar-komitteen på grund af en uskyldig bemærkning om homoseksuelle. Og Gud nåde og trøste den i USA, der kommer til at sige ‘black’ i stedet for ‘african-american’. Måske altsammen i den bedste hensigt, men en debat-kultur kan gøres så fersk og fyldes med så mange forbehold og tabuer, at den ikke længere giver mening. Pludselig bliver det hele til bedstemødre mod racisme og ‘Anstændighedens Plads’ i Svendborg, hvor selvgodheden så kan lægge sig som et lummert tæppe over åndedrættet og kvæle almindelige meningsudveksling.

Ja, ord er vigtige, ord kan gøre en forskel. Men det kan blive så hysterisk, at man må sige stop. Så til Uffe Elbæk: Op på hesten, stå ved dine ord og ta’ det som en mand.

Det samme er nogle gange tilfældet i politik. Og tabet, den nye regering klogeligt bør indløse hurtigst muligt, er betalingsringen om København. Den bliver alligevel ikke til noget, og så kan man ligeså godt tage skraldet med det samme.

Betalingsringen har potentialet til at vælte en svag regering efter at den i efteråret næsten var ved at genvælge en af slagsen. Meget tyder på, at den kostede socialdemokratiske stemmer i de københavnske omegnskommuner ved folketingsvalget, og endnu mere tyder på, at det kun er begyndelsen. Alt hvad der kan krybe og gå af omegns- og fjernere borgmestre, inklusive Lejre kommunes folkesocialist Mette Touborg, er imod. Alle højlydt. Et massivt flertal af vælgerne – også i København – er imod. Eksperter og selv dagbladet Politiken er imod eller i tvivl. Og en ny og sikker teknologi med roadpricing lurer lige om hjørnet. Som enkeltsag rummer betalingsringen styrke til massivt at flytte især socialdemokratiske stemmer over midten og lige ned i blå lejr, uanset hvor bommene så end måtte placeres. Så hvad i alverden taler for at holde fast i tabersagen udover almindelig stædighed og en aftale i toppen af et sort tårn på Amager i efteråret?

Svaret hedder Villy Søvndal.

Betalingsringen er en af de få, konkrete SF-lunser, som overlevede Margrethe Vestagers massakre under regeringsforhandlingerne. Siden da har Ole Sohns fortid, Villy Søvndals slipseknude og Özlem Cekic’ fattige presset SF-aktien yderligere i bund. Men der er næppe nogen vej udenom: SF må af hensyn til regeringskollektivet og dermed også sin egen eksistens yde det offer at fjerne betalingsringen fra det politiske landskab. Ellers ender det, som Ekstra Bladets Bent Falbert skriver i sin avis med ‘en forudsigelig ulykke’. Den normalt koldhjertede skribent får ligefrem i sin søndagsklumme “ondt af Vorbasses fhv. landpost, transportminister Henrik Dam Kristensen (S), som bliver et af ulykkens sikre ofre.” Falbert noterer lidenskabsløst, at projektet vil “flå socialdemokraterne op.”

Så betalingsringen bliver ikke til noget. Spørgsmålet er blot, hvem og hvor mange politikere, den skal rive med i faldet.

Ja, meget tyder på, at tidligere forsvarsminister Søren Gades spindoktor var for langt fremme med snuden. Ja, meget tyder på, at tidligere skatteminister Troels Lund Poulsens spindoktor var endnu længere ude over kanten. Det må politiet afgøre, og de må få deres straf, hvis der er basis for det. Men at tro, at de og andre spindoktorer agerer i et isoleret rum af magt, hvor de styrer ministre, partiledere, strategi, medier og offentlighedsdannelse er så absurd, at det virker forstemt overhovedet at påpege det. Tror nogen for alvor, at fire års uddannelse på Journalisthøjskolen og et par års erfaring på Christiansborg eller lidt studenterarbejde i et partisekretariat og en forkølet akademisk grad kan matche den politiske tyngde og erfaring som de fleste toppolitikere er i besiddelse af? Hvis det er tilfældet, så køb DVD-udgaven af ‘Borgen’, dyk ned i lænestolen og lad fladskærmen blive fyldt med usikre politikere og fraværende departementschefer uendelig fjernt fra virkeligheden.

Sandheden er, at spindoktorer typisk opfører sig som deres herrer. På det område minder de bemærkelsesværdigt meget om en hund. Den er også som sin ejer. Hvis man møder en snerrende og aggressiv kamphund i parken så kig op – det er næppe en ældre akademiker med filthat, der går tur med ‘Oehlenschläger’. Hvis man synes, at Winther og Arnfeldt opførte sig som pitbull-terrier – og det kan der bestemt argumenteres for – så se på Gade og Poulsen. Så er det her, problemet ligger. Hunden er som herren. Også i politik.

Hvilket fører os frem til diskussionen om, hvad der skal gøres i forlængelse af den blotlæggelse af politisk sump, som disse sager er udtryk for. Det giver ingen mening at afskaffe de særlige rådgivere. Ministre og partiledere har brug for hjælp til håndtering af medierne. Det er både legitimt og rimeligt. At enkelte politikere fra Hornbech til Samuelsen erklærer at kunne klare sig uden, er deres valg og kan ikke bruges til noget. Reglerne for spindoktorer er også ganske enkle og trænger næppe til ændring – de skal naturligvis opføre sig som ordentlige og hæderlige embedsmænd. 

Tilbage er en politisk kultur, som de ledende politikere er ansvarlig for. Den nye regering har forsøgt at imødegå det problem ved i sit regeringsgrundlag at forholde sig til, hvad god regeringsførelse er for en størrelse. Den diskusion glemte man tilsyneladende i VK-regeringens sidste år. Sagerne om lækagerne i forsvaret og i Skatteministeriet stiller spørgsmålstegn ved den politiske kultur i dele af den tidligere regering. Det er derfor op til oppositionens leder Lars Løkke Rasmussen at kvittere for disse spørgsmål og i den kommende tid forklare, hvordan han agter at sikre sig selv, sit parti og landet mod en gentagelse, skulle han blive statsminister igen. 

Forløbet frem til Troels Lund Poulsens grundstødning har været alt andet end køn, og har – hvis blot en del af alt, hvad der er kommet frem, er sandt -blotlagt en forsumpet politisk kultur. En kultur, hvor man ‘leger’ politik og stadig tror, at det er de glade dage i en politisk ungdomsorganisation og ikke et spørgsmål om at lede og regere landet på en ordentlig måde. Som altid er der noget at lære, når ting går galt:

- For det første er det åbenbart, at det forsøg på magtmisbrug i Skatteministeriet, som angiveligt har fundet sted, sker i slutningen af en lang regeringsperiode og ikke i begyndelsen. Den slags sker, når ‘man’ har vænnet sig til at tage magten for givet, når ydmygheden er erstattet af magelighed, og når en oppositions udsigt til at ovetage magten opfattes som utidig indblanding i dagligdagen. Der er endnu intet, der tyder på, at de konkrete hændelser i Skatteministeriet kan føres videre op i det daværende regerings-hierarki, men magtens arrogance var på en række områder ved at brede sig i en VK-regering, der havde vænnet sig til ministerbilerne.

- For det andet  er det åbenbart, at forholdet mellem ministres særlige rådgivere og journaliststanden må underkastes et service-eftersyn. Ekstra Bladet har valgt at afsløre en kilde, når bladet udførligt beskriver, hvordan Troels Lund Poulsens spindoktor Peter Arnfeldt forsøgte at få avisen til at skrive om Helle Thorning-Schmidts personlige skatteforhold. Ekstra Bladets artikler er et åbenbart brud på en af journalistikkens få helligheder, nemlig kildebeskyttelsen, men afslører samtidig et stigende dilemma: Kildebeskyttelse skulle være det enkelte menneskes våben imod systemet. Ikke systemets våben imod det enkelte menneske. I lækagesagen om jægersoldater til Irak så vi, hvordan journalistikken blev gjort til et redskab for magtudøvelse og manipulation. Helle Thornings skattesag er det seneste eksempel. Det er i mediernes interesse at få genstartet og strammet spillereglerne med de særlige rådgivere, der pr. definition altid sidder med masser af ‘gode’ historier, der reelt reducerer medier til at være magthavernes forlængede arm.

For det tredje er det åbenbart, at der behov for en politisk kulturændring i en række partier. Da Tamil-sagen for tyve år siden sendte chokbølger gennem Slotsholmen resulterede det i selvransagelse i DJØF-systemet. Og de forgæves forsøg på magtmisbrug i toppen af Skatteministeriet, som en kommission nu skal undersøge, viste netop, at embedsmandskulturen i dag kan stå for presset. Der er nu behov for samme selvransagelse i den politiske kultur. Hvert enkelt politisk parti bør vurdere, hvad der er en god politiker og derefter indrette sig, så den type politikere nyder fremme.

- også derfor vil Troels Lund Poulsen ikke blive savnet. Men hvis sagen kan føre til en smule ydmyghed i magtens cirkler, et serviceeftersyn i forholdet mellem medier og spindoktorer og en kultur, der i højere grad fremmer en anden type politikere, fik han trods alt lov til at gøre gavn.

Men det er jo ikke rigtigt. Tværtimod er magtskiftet gennemført på trods af S-SF-alliancen. De mange møder mellem Möger, Sohn, Sass, Hansen, de dyre rådgivere og de flotte plancher var til ingen nytte. SF tabte folketingsvalget. Søvndals såkaldte ‘folkeafstemning om efterlønnen’ blev en fuser og ‘Fair Løsning’ blev pillet fra hinanden af Margrethe Vestager gennem 16 dage på toppen af Crown Plaza. Sandheden er, at uden S-SF-forbrødringen ville Enhedslisten i dag have været mindre, SF større og en SR-regering ville have ført stort set samme politik som den nuværende regering.

Så hvad er der tilbage for SF udover den tidligere amerikanske præsident Eisenhowers bemærkning om, at ‘et parti uden principper er intet andet end en sammensværgelse for at opnå magten’? Indtil videre meget lidt. Maveplaskeren fra socialordfører Özlem Cekic er blot et symbol på trængslerne. Hvad der stadig kunne have været en vindersag for folkesocialisterne er forvandlet til en tabersag. Debatten om forskellen mellem overførsler og arbejde, som bl.a. Rockwool-fonden forgæves har argumeneret for i årevis og politikere som Eva Kjer Hansen og Søren Pind har knækket halsen på, er nu er sparket i gang og presser SF endnu mere i bund. Løftet om 40 procent lavere priser på kollektiv trafik veksles til takststigninger fra januar. Afgiftsskruen rammer de små indkomster, millionærskatten er død og en eventuel skattereform kan kun laves til højre. Som Lars Trier Mogensen forleden bemærkede i Dagbladet Politiken, så er Det Røde Klippekort slidt op. Og Weekendavisens Hans Mortensen, der for nylig udgav en rost bog om SF’s historie, konstaterer tørt, at partiet befinder sig i et ledelsesvakuum med Villy Søvndal på udlandsrejser, Ole Sohn på forklaringsudflugter og Thor Möger uden autoritet i SF’s bagland.

Udadtil forklares trængslerne med, at det er prisen for at have magten. Igen er analysen forkert. Kritikken, nedturen og den blå økonomiske politik har især for SF’s vedkommende været prisen for at få magten, og det var vel at mærke den lette del af rejsen. Det er først nu, det bliver rigtigt hårdt. Spørgsmålet er, hvor længe SF kan holde til det.